Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen
I 2005 udgav Forlaget Spring et udvalg af den argentinske forfatter Julio Cortázars noveller i dansk oversættelse. Samlingen fik titlen ”Passager”, og i bogens forord forklarer Martin Zerlang denne titel med en beskrivelse af Cortázars litterære praksis. ”Den stramt komponerede novelle er selv et lukket rum,” skriver han, ”og overalt i forfatterskabet føres læseren ind i biler, busser, lastbiler, fly, tog, undergrundsbaner, elevatorer, huse, værelser.”
Zerlang citerer samtidig Cortázar selv for at sige, at man netop via lukkede rum, der bliver til gennemgangssteder, kan bryde ind i en fantastisk verden, kan kommunikere med det fantastiske.
I udgivelsen ”Passager”, der består af i alt tretten tekster af varierende længde, er denne fascination af de rum, der åbner sig for os og leder os videre, tydelig. Ikke mindst er der tale om bevægelige rum, stedsligheder, som flytter sig flygtigt, tilfældigt eller efter et særligt system. I ”Øen ved Middag” er hovedpersonen Marini ansat som steward på flyruten Rom-Teheran.
Han arbejder i kabinen, serverer måltider, tomatjuice og whisky for passagererne, og tre gange om ugen flyver han henover Xiros, en græsk ø udenfor turistzonen, som der står i novellen. Marini begynder at iagttage Xiros ved middagstid og at drømme om øen. Han takker nej til et tilbud om i stedet at flyve på ruten til New York, og han ignorerer kollegerne, som irriteres over hans maniske optagethed af øen. Sin ferie beslutter Marini sig for at holde blandt blækspruttefiskerne på den sært dragende Xiros. 
Næsten alle novellerne i ”Passager” har et element af rejse. Marini befinder sig altså i flykabinen. Marcelo i ”Et sted ved navn Kindberg” kører i bil, han er handelsrejsende i præfabrikerede materialer og tilbringer en nat på et hotelværelse sammen med den unge blaffer, Lina, der er på vej til København. Det midaldrende ægtepar Vera og Mauricio i ”Passatvinde” tager på sommerferie i Nairobi og foregiver her overfor de øvrige rejsende ikke at kende hinanden.
De oplever hver sit erotiske eventyr, rejser tilbage og ender – måske – med at gøre en ende på deres liv ved hver at sluge seksten piller fra et blåt glas. I novellen med den forlokkende titel ”Nætter i Europas ministerier”, en af samlingens absolut bedste, er fortælleren freeelance oversætter med arbejdsopgaver i bl.a. Lissabon, Helsinki, London og København.
Det er dog ikke rejserne mellem disse destinationer, der optager ham. Næh, det fantastiske her er de mange kontorers enshed, de lange, tomme gange, der leder jeg-fortælleren væk fra sit arbejde og mod ukendte repræsentationslokaler og sale – i Finland endog en hemmelig have i miniature.
En detaljeret beskrivelse i novellen er af en elevator en København, formentlig paternosterelevatoren på Christiansborg, der ifølge Cortázars fortæller, fremviser ”et vældigt sort hul, fra hvilket der steg åbne bure op, som man skulle gå ind i rette øjeblik for at lade sig føre op eller ned, mens man én for én så etager passere, som førte til ukendte zoner i halvmørke, eller endnu værre, som det faldt mig ind på grund af min desværre uhelbredelige mani med at tænke på selvmord, når burene havde nået øverste etage gled de ind i en kulsort bue, hvor man følte sig på randen af en frygtelig afsløring […]”.
Elevatoren er, som det fremgår, på én gang fascinerende og skræmmende, lidt som tanken om selvmord, som tanken om denne frygtelige, men ikke konkretiserede afsløring. Der er en uhygge i gang, der er hemmeligheder og symboler, som aldrig afsløres, og der er hele tiden nye rum at gå ind i, nye etager at stå af ved i det mørkelagte ministerium. 
”Nætter i Europas ministerier” udfolder sin egen litterære metode. Fortælleren beretter om de gange, han bevæger sig ad, det, han ser på sin vej, de mere sjælelige tilstande, som det sete vækker i ham, og han gør dette i ekstremt lange sætningskonstruktioner spækket med indskud og parenteser. Det er ikke tilfældigt, at Cortázar har udpeget James Joyces ”Ulysses” som et af de for ham fem vigtigste litterære værker.
Den stream of consciousness, bevidsthedsstrøm, som kendetegner Leopold Blooms vej gennem Dublins gader i ”Ulysses”, er bestemt også med i den argentinske forfatters værktøjskasse. Som en anden Joyce eller Virginia Woolf bevæger han sig elegant ind og ud af sine karakterers dobbelttydige bevidstheder og spinder narrativer, der kan rumme mere end én virkelighed ad gangen.
Et sted i ”Nætter i Europas ministerier” bemærker fortælleren: ”Jeg har aldrig kunnet lide lukkede døre, gange hvor en dobbelt række dørkarme af egetræ i det uendelige forlænger et stumt gentagelsesspil.” I det uendelige forlænger et stumt gentagelsesspil…" Udtrykket opsummerer novellen som helhed og blotlægger de litterære strukturer, hvorefter forfatteren tilsyneladende arbejder. Gentagelser, forlængelser, sansninger af ubehag og mangel på adgang.
I ”Passager”s to første noveller indretter karaktererne sig efter en skræmmende, men aldrig klar trussel eller fjende. ”Besat Hus” handler om det voksne søskendepar, der har levet hele livet i samme hus og udviklet rutiner og tilbøjeligheder i hinandens selskab. Pludselig indskrænkes deres bevægelsesfrihed, da husets bageste del besættes. Besættelsen sker uden dramatik, broderen meddeler sin søster, at sådan er det nu, og hun svarer, at så må de jo bo på denne side af huset. Det bliver aldrig ekspliciteret hvilken type besættelse, der er tale om; heller ikke da også den forreste del af huset besættes, og de to i hast forlader deres hjem.
I ”Bestiarium”, der fortælles af en lille pige på sommerophold hos familien Funes, optræder samme lurende fare i form af en tiger, der bevæger sig rundt i husets – og novellens – yderkant. Forkarlen giver familien besked om tigerens færden, og man indretter sin tilværelse efter dennes bevægelsesmønster. Samtidig antydes en forbindelse mellem tigeren og patriarken, den tyranniske Nene, men som symbol favner tigeren bredere end Nene; den ender med at forære ham i hans arbejdsværelse. 
Tigeren er et fremmedelement i ”Bestiarium”, men egentligt oversanselige indslag, der skulle retfærdiggøre betegnelsen magisk realisme i forbindelse med Julio Cortázars værk, finder man sjældent i ”Passager”. Selv tager forfatteren i 1973 afstand fra begrebet magisk realisme i forhold til hans egne bøger.
Samtidig udtaler han, at en bestemt type litterære kritikere snarere burde arbejde som etiketproducenter; de ville tjene mere ved at sælge etiketter, for de er aldrig tilfredse, før det lykkes dem at sætte en mærkat på tingene, mener han. Skal man alligevel tale om en magisk realisme, eller finde en betegnelse, der kan rumme så forskellige forfatterskaber som Miguel Angel Asturias’, Gabriel Garcia Marquez’ og hans eget, skal man ifølge Cortázar snarere tale om en regional udvidelse af surrealismen, en original latinamerikansk surrealisme eller modernisme.
Martin Zerlang gør i sit forord også meget ud af denne Cortázars forbindelse til både den europæiske surrealisme, dadaisme og eksistentialisme. Han nævner bl.a. skriftet ”Tunnelens teori”, som Cortázar arbejdede på i 1940erne, og kalder dette et manifest for ”en litteratur, der sprænger det overleverede begreb om en selvtilstrækkelig litteratur, både i den klassiske form som repræsentant for det universelle og i dens romantiske form som repræsentant for det individuelle.” Det er afgørende for forståelse af Cortázar, at han aldrig forsøger at re-præsentere tingene; han vil udelukkende præsentere, og hans måske væsentlige metode er at skrive det, han ser.
Flere af novellerne i ”Passager” er som lange blik gennem bylandskaber; blik, der forstyrres af forbiglidende skyer, af uvæsentlige bemærkninger eller personer, af øjets egen mangel på koncentration og det visuelles naturlige begrænsning. ”Fotografi er en slags litteratur med objekter,” forklarer Cortázar i interviewet fra 1973:
”Når du tager et fotografi, træffer du en beslutning. Du indrammer nogle ting og udelader andre. En god fotograf er en, der ved, hvordan man skal indramme ting på den bedste måde. Og derudover ved han, hvordan man skal vælge tilfældigt, og der kommer surrealismen i spil.
Det har altid forekommet mig fantastisk at nogen kan fotografere to eller tre inkongruente elementer, eksempelvis en stående figur, der med en effekt af lys og skygge projekteres mod jorden og fremstår som en stor sort kat. På et mere grundlæggende niveau, fotograferer jeg metafoerer, når jeg fremstiller litteratur: en mand, hvis skygge er en kat.”
Kommentarer