Fortællinger om en by - London

Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen

”Hvert år, hver tidsalder efterlader noget. Det bliver selvfølgelig komprimeret, det forsvinder under overfladen, men en ganske lille smule af det menneskelige liv bliver tilbage. En romersk flise, en mønt, en kridtpibe fra Shakespeares tid…. Men tænk ikke kun på det som en genstand. Den mønt eller den pibe tilhørte nemlig en eller anden, en person som levede og elskede og så ud på floden og himlen hver dag, akkurat som vi gør.”

Sådan siger én af personerne i Edward Rutherfurds mursten af en roman, London, og det er den opfattelse af historien, der ligger til grund for romanen. Rutherfurd graver sig ned igennem de mange lag i Londons historie og slår ned på en række centrale begivenheder i Londons og Englands historie. Undervejs samler han kridtpiben eller mønten op og fortæller, hvordan den tilsyneladende ubetydelige genstand er havnet lige netop dér - og hvordan den måske har været af altafgørende betydning for et menneske i fortiden.

Rutherfurds formel er enkel: han opfinder en række slægter, hver med deres særegne kendetegn, og lader dem mødes og skilles gennem et par tusind år. Den formel ligger ikke bare til grund for London, men også for hans andre romaner Sarum, Russka og Skoven. Fordi Rutherfurd arbejder efter den samme model i alle sine romaner, kan det blive trivielt at læse dem for tæt på hinanden.

I London har han efter min mening perfektioneret sin metode, der er ideel til at beskrive både store og små begivenheder på samme tid. Samtidig med at man læser om Cromwells puritanske styre, får man historien om præsten Edmund Meredith, der skifter trosretning som den politiske vind vender. Rutherfurd understreger, at ethvert menneske sætter sit præg på byen og derved på historien.

Ved at følge de forskellige slægter giver Rutherfurd et billede af, hvordan skæbnens hjul drejer: en magtfuld slægt kan, når vi møder den et par århundreder senere, være blevet tiggere, og en mand, der lever af at fiske lig op af floden, bliver i løbet af få år en rig og respekteret mand.

Londons historie er således skabt af almindelige mennesker, der hver især udgør en større eller mindre del af begivenhederne. Forfatteren lægger stor vægt på, hvordan forandringer i f.eks. religiøse skikke påvirker menneskelivet. Der er grusomme historier fra tiden, hvor den nordiske gudeverden blev afløst af kristendommen, og især gør Rutherfurd meget ud af tiden fra Henrik VIII’s opgør med paven over Elizabeths I’s diplomatiske kompromis mellem katolicisme og protestantisme til Cromwells puritanske tid, som forfatteren tydeligvis ikke har meget til overs for.

Gennem læsningen af romanen får man indtrykket af, at der ligger en historie på spring bag hvert gadehjørne. Rutherfurds måde at fortælle historie på er underholdende, og man lærer mangt og meget om London undervejs i læsningen. Hvordan så romernes London ud? Hvad er en cockney egentlig? Hvordan så London ud før den store brand i 1666? Det ville ikke være så dårligt at tage på sightseeing i London med Rutherfurds roman i hånden.

Et besøg på British Museum bliver tilført en vis undren, når man ved, at det på et tidspunkt var lukket for kvinder, af frygt for hvad suffragetterne kunne finde på at gøre mod den ærværdige institution, hvis de blev lukket ind. Bygninger som Tower og St. Paul’s Cathedral får en ny betydning, hvis man forestiller sig, at det virkelig er den lille Osric, våbensmeden Alfred eller træskæreren med det imponerende navn, O Be Joyful Carpenter, der har haft en finger med i spillet under bygningen.

På trods af de store forandringer, London undergår i løbet af de 2000 år, romanen strækker sig over, er det i Rutherfurds version alligevel en by, der i bund og grund er den samme. Rutherfurd ser London som en by, der allerede fra sin grundlæggelse var kosmopolitisk.

Blandingen af racer og folkeslag er ikke noget, der hører USA’s storbyer til. ”En genetisk flod med en mængde bifloder,” kalder én af personerne med mild forundring byen. Rutherfurd forsøger at beskrive byens mangfoldighed gennem de mange folk, der blandes gennem tiderne: anglere, saksere, danskere, keltere, normannere, huguenotter, flamlændere… Ifølge Rutherfurd kan alle blive en cockney.