Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
I 1492 trådte de første europæere i land på Amerikas kyster. Det gik kun langsomt op for dem, at de ikke var kommet til Indien, men til et helt nyt kontinent, en næsten uendelig, grøn bølge af frugtbart og hemmeligt land. Den vågnende erkendelse af, at Amerika var en helt ny verden, antændte de nyankomnes fantasi.
For deres indre blikke strålede gemte skatte, guld og kostbare krydderier. Nogle troede helt alvorligt, at man havde fundet paradisets have. De øjnede i alle tilfælde muligheden for en ny begyndelse for den gamle europæiske civilisation. Spanierne erobrede således først Amerika med deres forgyldte febersyner, senere fulgte soldater efter for at gøre synerne virkelige.
De indfødte indianere blev anset for barbarer. Ikke andet end forhindringer på drømmenes veje. Deres skæbne i europæernes hårde hænder er velkendt; de fik valget mellem døden eller frelsen gennem dåb og slaveri. Paradis for nogle betyder helvede for nogle andre.
I omkring femhundrede år var Amerika underlagt europæisk koloniherredømme. De sydamerikanske nationers løsrivelse fra den spanske trone i starten af 1800-tallet er endnu et voldsomt kapitel i det amerikanske kontinents blodige historie om civilisation og barbari.
Det er dette kapitel i Sydamerikas historie, den store mexicanske forfatter Carlos Fuentes (f. 1928) har skrevet en version af i sin fremragende roman Felttoget fra 1990 (på dansk ved Uffe Harder i 1993). Det er naturligvis en personlig version, men det blodrøde baggrundstæppe for den unge hovedperson Baltasar Bustos’ dramatiske eventyr er tæt på den historiske virkelighed.
Carlos Fuentes har modtaget adskillige priser for sine mere end tredive romaner, hvoraf cirka en tredjedel er oversat til dansk. De fleste af dem er ligesom Felttoget stort anlagte historiske romaner. Den type bøger er der opstået en enestående tradition for i moderne sydamerikansk litteratur.
Fuentes’ romaner er for eksempel i familie med superklassikere som Krigen ved Verdens Ende (1981) af peruaneren Mario Vargas Llosa (f. 1936), Åndernes Hus (1982) af chilenske Isabel Allende (f. 1942) og den bog, der startede det hele, den fabelagtige Hundrede Års Ensomhed (1967) af Gabriel García Márquez (f. 1928) fra Colombia. Sammen tegner disse romaner et litterært landkort over Sydamerika, der er ligeså barskt og farverigt fængslende som dette kontinents natur og historie. Lad os nu undersøge en region ved navn Felttoget lidt nærmere.
Baltasar Bustos er passioneret læser. Han elsker at diskutere filosofi og litteratur med to gode venner, mens de drikker varm kakao i en café i Buenos Aires. Det er ikke et tilfælde, at den nuværende argentinske hovedstad er romanens startpunkt, for denne havneby var et knudepunkt for udvekslingen mellem Sydamerika og Europa, ikke blot hvad angik handel; hertil strømmede også de nyeste tanker fra Europa.
Den filosofiske impuls, der blev mest betydningsfuld for de sydamerikanske tanker om selvstændighed kom uden tvivl fra den franske oplysningsfilosofi, og det er netop denne filosofis største repræsentanter, Diderot (1713-84), Rousseau (1712-78) og Voltaire (1694-1778), de tre venner med forkærlighed diskuterer i Malcos’ café.
Oplysningens franske forkæmpere ville erstatte det enevældige monarki med et demokratisk samfund baseret på frihed og lighed for loven. Vi kan takke disse filosoffer for mange af de forestillinger om universelle menneskerettigheder, som vi i dag anser for selvfølgelige.
De var udpræget rationalistiske. Med fornuftens fakkel i hånden ville de føre mennesket ud af stændersamfundets og overtroens mørke. Men disse tilsyneladende så uskyldige ideer forvandlede sig til et moderne heksebål, da de skulle levendegøres i den franske revolution i 1789, op af hvis kaos Napoleon Bonaparte steg få år senere for at kaste Europa ud i endnu en række krige.
Dette får imidlertid ikke Baltasar til at betvivle, at ideer er til for at blive virkelige. Så til forskel fra sine venner beslutter han sig for at sætte handling bag sine revolutionære ord. En nat stjæler han den spanske vicekonges nyfødte barn og lægger et forarmet, sort barn i vuggen i stedet.
Under forberedelserne til denne gerning forelsker Baltasar sig i vicekongens smukke, unge kone, Ofelia Salamanca. Alligevel gennemfører han sit forehavende. Men ved et uheld vælter han, nærsynet af læsning som han er, et stearinlys, hvis flamme griber fat i et gardin. Fra en politisk demonstration, der skulle synliggøre oplysningens lighedsideal, forvandler Baltasars aktion sig til en mordbrand. Ilden truer symbolsk med at omdanne retsbygningen, der ligger lige ved siden af vicekongens hus, til aske.
Negerbarnet, han ville frelse, dør, og vicekongen forstår aldrig Baltasars intention, for han tror, det er hans eget barn, der er er brændt ihjel. Denne hændelse, der åbner romanen, er typisk for Baltasar; dem, han vil frelse bliver ofte hans ofre i stedet. Resten af romanen følger han i den flygtende Ofelia Salamancas fodspor for at erklære hende sin kærlighed og få tilgivelse.
Dette forehavende fører ham gennem hele det krigshærgede kontinent, og undervejs deltager han i adskillige oprør i demokratiets navn. Om han når sine mål, frihed og kærlighed, skal Baltasar helt til Mexico og læseren helt til de allersidste sider for at finde ud af.
Baltasar vil frelse de fattige og frigøre Sydamerika fra spaniernes indflydelse. Men spørgsmålet er, hvis interesser, han i virkeligheden tjener med sine fornuftige, franske idealer. De fattige indianere tror ham i hvert fald ikke, når han på et tidspunkt lader nogle af dem samle og bekendtgør, at han vil gøre dem frie og give dem uddannelse og velstand.
De ved udmærket, hvordan det gik deres forfædre, da europæerne lovede dem frelse tre hundrede år før. Og den faktiske historie viser da også, at de sydamerikanske revolutioner først og fremmest gavnede europæiske og nordamerikanske firmaers interesse. På det frie verdensmarked havde de let ved at udkonkurrere de lokale.
Deres magt over de sydamerikanske naturressourcer fortsætter i dag, og millioner af sydamerikanere er stadig yderst fattige. Den direkte kolonisering fra Vestens side er blot blevet afløst af en fuldstændig økonomisk kontrols benhårde ”fornuft”, som man stadig pynter med de samme pæne ord om frihed, lighed og broderskab. Er det mere ”civiliseret” end kolonialismen?
Felttoget viser, at idealer og ”universelle sandheder” ikke er fri for økonomiske og politiske interesser, og at de i værste tilfælde kan føre til blodige krige. Fuentes illustrerer, at der altid findes ”en anden side af sagen”, også af fornuftens sag. Baltasars person er derfor meget tvetydig. Han har gode ideer, men handler han godt?
Han hylder fornuften, men hans skridt bestemmes af en uimodståelig, irrationel kærlighed til sin ærkefjendes hustru. Han vil smide europæerne på porten, men tjener måske i virkeligheden deres interesser. Baltasar er ikke nogen typisk helt, men han er meget menneskelig i sin nærsynede famlen efter det gode og sande.
Felttoget er som de fleste af Fuentes’ romaner virkelig intens og engageret. Samtidig med at den giver et godt indblik i Sydamerikas situation på frigørelsens tid og både peger frem og tilbage på Sydamerikas historie og nutid, er den også et etisk essay, der forsøger at afdække et menneskes og med ham et helt kontinents og en hel menneskeheds voldsomme pendulsving mellem paradisisk, civiliseret utopi og voldens umenneskelighed.
Den er også en undersøgelse af den brændende kærlighed og den glødende idealisme, altså lidenskaben, der måske ikke er mere blodtørstig end den kølige refleksion. Felttoget er en historie om civilisationens barbari og fornuftens vildskab, der viser, at drømmen om det gode indebærer muligheden og desværre ofte også virkeliggørelsen af det onde, både for fem hundrede år siden, for to hundrede år siden og i dag.
Kommentarer