Forfatterskolen 2002
Hans Otto Jørgensen afløser Niels Frank som rektor for Forfatterskolen i København 1.august. Forfatterskolen er en professionel to-årig uddannelse, påbegyndt i 1987 i København med Poul Borum som leder. 200 ansøgere har i år søgt at komme ind på skolen, der kun lukker seks nye elever ind om året.
Hvilke visioner har Hans Otto Jørgensen for forfatterskolen i fremtiden? Hvilken position har litteraturen i samfundet i dag? Og hvad laver eleverne egentlig i de to år?
Litteratursiden bringer her Hans Otto Jørgensens svar på ovenstående spørgsmål. (Artiklen er tidligere bragt i Politiken)
Læs også litteratursidens portræt af Hans Otto Jørgensen
Litteraturen er faldet udenfor i tiden. Den har som kunsten iøvrigt op igennem det 20ende århundrede langsomt, men sikkert mistet sin position som åndelig vejleder, den er i dag uden forankring i dannelsesmæssig henseende, den har mistet sin autoritet som samfundsrevser såvel som evnen til at opstille utopier. I stedet er den især efter cirka 1970 havnet i konkurence med og på samme hylde som TV-kanalernes uendelige strøm af realityshows og quisser, hurtigtgående spændingsserier og sport.
I takt med denne udvikling hvor alt vurderes efter underholdningsværdi, hvor spænding går forud for erkendelse, oplevelser frem for fordybelse, har forfatterne mistet evnen til at tjene til dagen og vejen. De stadig vigende salgstal har gjort at alene staten med biblioteksafgift og diverse støtteordninger garanterer hans/hendes eksistens. Det er ikke den store gage, der er tale om, det er ganske nødtørftigt, uden pension eller sygedagpenge eller barselsorlov, som enhver anden nyttig samfundsborger nyder godt af. Forfatteren er med andre ord nedstyrtet fra en slags åndeligt aristokrati til pjalteproletar.
Alligevel er der - bortset fra positioner på det yderste højre - almindelig enighed om, at der er brug for litteraturen, at den særlige erkendelsesform, som litteraturen bibringer sin læser, med den langsomhed der er, er et nødvendig korrektiv i et stadigt mere oplevelsessygt og forbrugsorienteret samfund. Der undervises fremdeles i litteratur i skoler og på gymnasier, der eksamineres ligefrem i den dybere mening i en novelle eller et digt, hvad har den eller det at sige os, der udlånes bøger fra bibliotekerne. Man er på tværs af partiskel enige om, at det er både godt og nødvendigt med en sådan dannelse. Der er endda - bortset fra enkelte mislyde - enighed om, at der for litteraturens bedste skal være en forfatterskole.
På samme måde som der er et kunstakademi, et musikkonservatorium, en filmskole, og at disse institutioner tjener til at give de studerende et beredskab af tekniske færdigheder som modsvarer og udfordrer den studerendes talent, så har man efterhånden også indset, at en tilsvarende uddannelse måtte gælde forfattertalentet. Selvom det materiale der arbejdes i ikke er toner, maling eller sten eller celluloid, men vores allesammens fælles sprog, så er der nok alligevel noget med nogle særlige greb i det sprog, som ikke nødvendigvis er fælles, men som kan optimeres og udforskes specifikt, det vil sige litterært, som bygger på en litterær tradition. Det kan forekomme banalt, men på baggrund af den stadig tilbagevendende kritik af skolen, at eleverne måske havde bedre af at arbejde på salatfabrik eller hakke roer på Lolland, skal jeg én gang til gøre opmærksom på, at da Poul Borum i 1987 stiftede skolen var det netop for "at forfattere på lige fod med andre kunstnere bør have mulighed for at modtage organiseret undervisning af deres talent." - De vigtigste punkter i formålsparagraffen for skolen er at uddannelsen baseres på
1. litterær, skriveteknisk kunnen
2. alment kendskab til litteratur, også inden for andre sprogområder og perioder
3. almen æstetisk debat, herunder en dialog med de øvrige kunstarter og erkendelsesområder
4. introduktion til og arbejde med alle litterære genrer og virkefelter, heriblandt også oversættelse, samt
5. praktisk kendskab til forfatteres vilkår og arbejdsforhold.
Det er måske en meget bred formålsparagraf, som formålsparagraffer nu er det, og ikke desto mindre taler den om det, som er væsentligt. Det er den - med de erfaringer, der er indlejret i den - der tegner skolens hverdag, det er på den baggrund, der skabes kontinuitet, fra Borum over den nu afgående leder, Niels Frank, til undertegnede.
Samtidig er skolen imidlertid også en skole i forandring. For udover det rent håndværksmæssige, udover hele tiden at udforske traditionen, diskutere og optimere det æstiske, skal skolen efter mine begreber - og som den forøvrigt hele tiden har gjort, både med Poul Borum og Niels Frank som leder - gå et skridt videre, den skal ikke være værdifri, men tværtimod formulere holdninger.
Det er udmærket, at så mange har en mening om litteraturen, at den er til debat, hvad den skal.
Kulturministeren mener for eksempel en hel masse, at den skal indgå i et samarbejde med erhvervslivet, lære af erhverslivet, hvordan dét så end skal forstås. Men så meget desto vigtigere er det for mig, at skolen markerer, at den i hvert fald hverken kan tjene staten eller markedskræfterne, men må orientere sig efter alt andet end det, man kunne kalde litterær nytteværdi.
Opbyggelighed i forhold til et bestemt dannelsesideal kvalificerer ikke litteraturen, den kan ikke underordne sig arbejderisme eller nogen anden isme for den sags skyld, den skal ikke missionere. Litteraturen kvalificerer sig heller ikke - som der ellers i tiden synes at være gode point i at mene - ved at værne om det danske sprog eller måske endda den danske kulturarv. Jeg vil sige: tværtimod. Litteraturen må undsige enhver national myte - underminere den og dreje halsen om på den - og i stedet vedkende sig den inspiration og indflydelse på tværs af sprog- og landegrænser som for eksempel Frans Kafka, Ernest Hemingway eller Virginia Woolf repræsenterer.
Det er vigtigt på skolen hele tiden at manifestere et syn på litteraturen som er fagligt baseret, om litteraturen har kvalitet eller ej. Den såkaldt "smalle" litteratur garanterer ikke for kvalitet, det er alene en term som bogbranchen anvender for den dårligt solgte bog, den som ikke uden videre har tilstrækkelig underholdningsværdi til at nå frem til DSB's kioskhylder. Der er dog ingen grund til at tro, at forfatteren af den "smalle" bog, som vitterlig har kvalitet, i nær fremtid skulle havne på bestsellerlisten, lige så lidt som det man kalder "vækstlaget" automatisk rummer potentiale for et større marked. Kulturministeriets investering i dette vækstlag kan ikke basere sig på et regnestykke, hvor skatter og afgifter og eksportindtægter på et tidspunkt skal komme statens finanser til gode.
Forfatterskolen må insistere på den kunstneriske frihed, at det er forfatteren der suverænt bestemmer, hvad der er genstand for skriften, hvor han/hun henter sit stof fra og hvordan det vinkles. Forfatterskolen - og med den forfatteren - må fra et sted uden for øjeblikkets fokusering på enkeltfænomener, hvad enten det handler om korruptionssager eller fedmekure, om ikke at tænke i helheder, så i det mindste visionært, skabe sammenhænge, stille de spørgsmål, som ellers ikke ville være blevet stillet.
Forfatterskolen må have øje for både den litteratur der tjener det genkendelige, som er hvad man kunne kalde virkelighedstro, såvel som den litteratur der måske mere implicit beskriver relationen mellem indre og ydre verden, hvor der måske er et mindre tydeligt markeret fortælleforhold, et måske mindre stabilt. Skolen må være alt andet end ensrettende, den kan ikke og har aldrig kunnet nøjes med hverken "mit livs novelle" eller "cafélitteratur" eller f.eks. et særligt "minimalistisk" udtryk. For nok er det æstetiske et uhyre vigtigt parameter, men skolen er ikke i den forstand æstetiserende, den må hele tiden være opmærksom på noget så gammeldags som ajourføring mellem den ydre verdens konkreter og den enkeltes sprog og bevidsthed, mellem de faktiske historiske, politiske og sociale forhold og den enkeltes analyse af disse forhold.
Den litterære opgave, der ligger i at forbinde forskellige mentale rum, må ikke forståes som noget fuldstændig abstrakt, det er ingen himmelflugt, men fører direkte ind i f.eks. en afsløring af de politiske demagogers hulhed, at magtens sprog så ofte er inficeret af ideologiske og moralske brokker som i bedste fald hører et andet århundrede til. Det kan ikke siges ofte nok, men litteraturen kan aldrig cementere hverken nationale eller sproglige grænser, de litterære påvirkninger og slægtskaber, ved den særlige sensibilitet, den særlige nerve, som er kunstens, overskrider altid netop disse grænser.
Som sådan er heller ikke forfatterskolen en ø, den står vidt åbent og har ingen forestilling om at være udklækningssted for særlige fuglearter, ligeså lidt som den forestiller sig at disse fugle skulle være stækkede og at de gennem en særlig pleje skulle blive sat fri. Skolen er for mig ikke et afsondret alkymistisk laboratorium som bilder sig ind at kunne udvinde guld, der er ingen gulnede bøger, ingen magiske formler, det støver ikke og der er ingen spindelvæv. I det hele taget må skolen gøre op med den romantiske forestilling om geniet, denne gudsbenådede, som blev fremmed i verden, fordi verden var ond. For jeg tror ikke på skriften som forløser, jeg tror ikke på at skriften udtømmer det onde eller andre lignende sekreter, at den sætter jeg'et fri.
For skolen betyder det, at den litterære tekst ikke er udtryk for forfatterens personlighed. Vores beskæftigelse med litteraturen på skolen kommer dermed i karambolage med den pædagogiske tilgang, som man kender fra blandt andet gymnasiet, den kommer i kamrambolage med hele den litteraturforståelse, som på mange måder klinger efter den romantiske, hvor der hersker et 1:1 forhold mellem teksten og dens ophavsmand. Men det er efterhånden også mange år siden at den modernistiske litteraturkritiks forestilling om kompleksitet og fylde blev overhalet indenom af litteraturen selv. Det skete i Danmark allerede med I.P. Jacobsen, det skete med f.eks. Johs. V. Jensens myter og med Marie Bregendahls roman En dødsnat fra 1912, men uden at formidlerne her hundrede år efter tilsyneladende endnu har opdaget det.
Som Jensen sagde om sine myter: Der er tale om en over-gang fra novellen eller short storyen, til en fri behandling af et tema i kort form, hvor der er givet afkald på episode, til fordel for en situation, eller et blot malende forhold. (...) Et talende prosastykke foretrækkes for en åndsfortærende intrige eller kriminalhistorisk pointe. Det er sproget, stilen, der hævder sin betydning, i modsætning til et eller andet vulgært handlingsmotiv. Beskrivelsen, hvorved man almindeligt har forstået en langstrakt biomstændighed, egnet til at springe over, bliver sit eget ærinde (fremhævelserne er mine).
Forfatteren afsøger positioner, han/hun forbinder, knytter an, kombinerer; udkommet, hvad enten det er digtet eller romanen eller novellen, er en måde at forholde sproget til virkeligheden på. Men hvor man på universitetet læser værket som en historisk kendsgerning, som eksempel på en teori eller bevidsthedsdannelse, arbejder vi på forfatterskolen med elevernes ufærdige tekster, med tekster der er på vej. Hvor man på universitetet udhæver og citerer, hvor æstetikken underordnes denne transport af betydning, må vi på forfatterskolen omvendt bevidne transporten, kortlægge de æstetiske virkemidler og være til stede samtidig med at teorien eller bevidstheden bliver til.
På forfatterskolen må vi internt i hverdagen forsøge at balancere undersøgelsen af selve sproget som materiale med en mere målrettet eller værkorienteret læsning af elevernes arbejder. Denne læsning må naturligvis foregå i dialog med såvel den nye som den ældre litteratur, den danske såvel som den udenlandske, men læsningen må også foregå under indtryk af de øvrige kunstarter, hvordan disse håndterer det æstetiske, det erkendelsesmæssige etc. Skolen bliver som sådan et krydsfelt på flere niveauer, et krydsfelt der ophæver skellet mellem generationer og danner et forum for både yngre og ældre forfattere, og ophæver faggrænser og danner et forum for indtag af filosofiens spørgsmål, af naturvidenskabens, af det politiske.
Vi må på den ene side rent teknisk spørge: hvad er en sætning/hvad er en verselinie, er der liv, nerve, eller er det det samme gear den forløber i - og på den anden side, i en større forståelse af teksten, spørge: hvad kvalificerer i værksammenhæng sætningen/afsnittet henholdsvis verselinien/strofen. Vi må spørge: er der noget på færde, rykker teksten ved vante forestillinger, ser vi noget nyt for os, på det personlige plan, i forhold til hverdagen, det politiske, eller kopierer den kun allerede kendte sammenhænge.
Skolen er blevet beskyldt for ikke hurtigt nok at udklække debutanter, men man skal vide, at det ofte er ganske unge mennesker, der søger skolen, og at disse unge nok har talent, at de har skrivefærdigheder, men at der måske mangler livserfaring. Det er ikke nogen fordel at debutere som tyveårig med en halvdårlig digtsamling, men derimod vigtigt at der fra den første bog er et vist niveau, så den pågældende har noget at måle de efterfølgende i forhold til. Skolen må som sådan vurderes over et meget langt åremål, femten-tyve år, så lang tid som det tager at opbygge et forfatterskab. Og så står den sig nok. Når man ser på f. eks. en Solvej Balle, en Christina Hesselholdt eller Morten Søndergaard.
Men skolen ekspanderer og muterer og danner også krydsfelter udenfor egne fire vægge, nye og gamle elever bliver formidlere og laver tidsskrifter og oplæsningsarrangementer, de er anmeldere og underviser på skriveskoler og højskoler. - Der er engagement, der bliver skrevet og der bliver endda skrevet rigtig gode ting, det er absolut løfterigt, og alligevel er der grund til bekymring. For - som jeg nævnte indledningsvis - litteraturen er faldet udenfor i tiden.
I danskundervisningen i folkeskolen og på gymnasiet, hvor man forventeligt (ud)danner de unge, lever litteraturen i konkurrence med alt fra reklamer og tegneserier til mediebåret kommunikation i almindelighed, og det kommer der øjensynligt ikke hverken nye eller gode litteraturlæsere ud af. Fra min tid på Testrup Højskole ved jeg, hvor ringe niveauet er. At hele efterkrigslitteraturen er gjort med et digt af Klaus Rifbjerg og en novelle af Villy Sørensen, og tilsvarende halvfemserlitteraturen med en bid af førnævnte Solvej Balle og måske Christina Hesselholdt, er simpelthen en hån mod ikke bare de unge, men det afstedkommer i videre forstand en ny tids analfabetisme.
Litteraturen er der; jeg mener, hvor skulle den pludselig være forsvundet hen. Den står på bibliotekerne, den er i handlen hos boghandlerne, fra de græske tragedier over sagaøens fortællinger til den moderne tids opbrudte poesi. Men læserne og især den ny generation af læsere er ladt i stikken. På grund af for lidt undervisning, ved for lidt fokus på litteraturen på bibliotekerne, ved et fuldstændig fravær af seriøse litteraturprogrammer i TV.
Kunsten og dermed litteraturen er nødvendig, det er der enighed om - stort set - det er derfor vi har kunstskolerne, det er derfor vi har en forfatterskole, men hvis man tror, kunsten og litteraturen skal komme til læserne og ikke omvendt, har man virkelig taget fejl. Den beskyttelse må skolen have. Ellers byder den litteratur, der kommer ud af det, sig til på løsninger efter laveste fællesnævner, ikke på den ekstra bearbejdning af tilværelsens spørgsmål, som bedst klares uden tanke på underholdningsværdi og salgbarhed.
Artiklen er tidligere bragt som kronik i Politiken lørdag den 15.juni 2002
Læs også litteratursidens portræt af Hans Otto Jørgensen
Skribent
29 aug.02
Forfatterskolen 2002
Hans Otto Jørgensen afløser Niels Frank som rektor for Forfatterskolen i København 1.august. Forfatterskolen er en professionel to-årig uddannelse, påbegyndt i 1987 i København med Poul Borum som leder. 200 ansøgere har i år søgt at komme ind på skolen, der kun lukker seks nye elever ind om året.
Hvilke visioner har Hans Otto Jørgensen for forfatterskolen i fremtiden? Hvilken position har litteraturen i samfundet i dag? Og hvad laver eleverne egentlig i de to år?
Litteratursiden bringer her Hans Otto Jørgensens svar på ovenstående spørgsmål. (Artiklen er tidligere bragt i Politiken)
Læs også litteratursidens portræt af Hans Otto Jørgensen
Litteraturen er faldet udenfor i tiden. Den har som kunsten iøvrigt op igennem det 20ende århundrede langsomt, men sikkert mistet sin position som åndelig vejleder, den er i dag uden forankring i dannelsesmæssig henseende, den har mistet sin autoritet som samfundsrevser såvel som evnen til at opstille utopier. I stedet er den især efter cirka 1970 havnet i konkurence med og på samme hylde som TV-kanalernes uendelige strøm af realityshows og quisser, hurtigtgående spændingsserier og sport.
I takt med denne udvikling hvor alt vurderes efter underholdningsværdi, hvor spænding går forud for erkendelse, oplevelser frem for fordybelse, har forfatterne mistet evnen til at tjene til dagen og vejen. De stadig vigende salgstal har gjort at alene staten med biblioteksafgift og diverse støtteordninger garanterer hans/hendes eksistens. Det er ikke den store gage, der er tale om, det er ganske nødtørftigt, uden pension eller sygedagpenge eller barselsorlov, som enhver anden nyttig samfundsborger nyder godt af. Forfatteren er med andre ord nedstyrtet fra en slags åndeligt aristokrati til pjalteproletar.
Alligevel er der - bortset fra positioner på det yderste højre - almindelig enighed om, at der er brug for litteraturen, at den særlige erkendelsesform, som litteraturen bibringer sin læser, med den langsomhed der er, er et nødvendig korrektiv i et stadigt mere oplevelsessygt og forbrugsorienteret samfund. Der undervises fremdeles i litteratur i skoler og på gymnasier, der eksamineres ligefrem i den dybere mening i en novelle eller et digt, hvad har den eller det at sige os, der udlånes bøger fra bibliotekerne. Man er på tværs af partiskel enige om, at det er både godt og nødvendigt med en sådan dannelse. Der er endda - bortset fra enkelte mislyde - enighed om, at der for litteraturens bedste skal være en forfatterskole.
På samme måde som der er et kunstakademi, et musikkonservatorium, en filmskole, og at disse institutioner tjener til at give de studerende et beredskab af tekniske færdigheder som modsvarer og udfordrer den studerendes talent, så har man efterhånden også indset, at en tilsvarende uddannelse måtte gælde forfattertalentet. Selvom det materiale der arbejdes i ikke er toner, maling eller sten eller celluloid, men vores allesammens fælles sprog, så er der nok alligevel noget med nogle særlige greb i det sprog, som ikke nødvendigvis er fælles, men som kan optimeres og udforskes specifikt, det vil sige litterært, som bygger på en litterær tradition. Det kan forekomme banalt, men på baggrund af den stadig tilbagevendende kritik af skolen, at eleverne måske havde bedre af at arbejde på salatfabrik eller hakke roer på Lolland, skal jeg én gang til gøre opmærksom på, at da Poul Borum i 1987 stiftede skolen var det netop for "at forfattere på lige fod med andre kunstnere bør have mulighed for at modtage organiseret undervisning af deres talent." - De vigtigste punkter i formålsparagraffen for skolen er at uddannelsen baseres på
1. litterær, skriveteknisk kunnen
2. alment kendskab til litteratur, også inden for andre sprogområder og perioder
3. almen æstetisk debat, herunder en dialog med de øvrige kunstarter og erkendelsesområder
4. introduktion til og arbejde med alle litterære genrer og virkefelter, heriblandt også oversættelse, samt
5. praktisk kendskab til forfatteres vilkår og arbejdsforhold.
Det er måske en meget bred formålsparagraf, som formålsparagraffer nu er det, og ikke desto mindre taler den om det, som er væsentligt. Det er den - med de erfaringer, der er indlejret i den - der tegner skolens hverdag, det er på den baggrund, der skabes kontinuitet, fra Borum over den nu afgående leder, Niels Frank, til undertegnede.
Samtidig er skolen imidlertid også en skole i forandring. For udover det rent håndværksmæssige, udover hele tiden at udforske traditionen, diskutere og optimere det æstiske, skal skolen efter mine begreber - og som den forøvrigt hele tiden har gjort, både med Poul Borum og Niels Frank som leder - gå et skridt videre, den skal ikke være værdifri, men tværtimod formulere holdninger.
Det er udmærket, at så mange har en mening om litteraturen, at den er til debat, hvad den skal.
Kulturministeren mener for eksempel en hel masse, at den skal indgå i et samarbejde med erhvervslivet, lære af erhverslivet, hvordan dét så end skal forstås. Men så meget desto vigtigere er det for mig, at skolen markerer, at den i hvert fald hverken kan tjene staten eller markedskræfterne, men må orientere sig efter alt andet end det, man kunne kalde litterær nytteværdi.
Opbyggelighed i forhold til et bestemt dannelsesideal kvalificerer ikke litteraturen, den kan ikke underordne sig arbejderisme eller nogen anden isme for den sags skyld, den skal ikke missionere. Litteraturen kvalificerer sig heller ikke - som der ellers i tiden synes at være gode point i at mene - ved at værne om det danske sprog eller måske endda den danske kulturarv. Jeg vil sige: tværtimod. Litteraturen må undsige enhver national myte - underminere den og dreje halsen om på den - og i stedet vedkende sig den inspiration og indflydelse på tværs af sprog- og landegrænser som for eksempel Frans Kafka, Ernest Hemingway eller Virginia Woolf repræsenterer.
Det er vigtigt på skolen hele tiden at manifestere et syn på litteraturen som er fagligt baseret, om litteraturen har kvalitet eller ej. Den såkaldt "smalle" litteratur garanterer ikke for kvalitet, det er alene en term som bogbranchen anvender for den dårligt solgte bog, den som ikke uden videre har tilstrækkelig underholdningsværdi til at nå frem til DSB's kioskhylder. Der er dog ingen grund til at tro, at forfatteren af den "smalle" bog, som vitterlig har kvalitet, i nær fremtid skulle havne på bestsellerlisten, lige så lidt som det man kalder "vækstlaget" automatisk rummer potentiale for et større marked. Kulturministeriets investering i dette vækstlag kan ikke basere sig på et regnestykke, hvor skatter og afgifter og eksportindtægter på et tidspunkt skal komme statens finanser til gode.
Forfatterskolen må insistere på den kunstneriske frihed, at det er forfatteren der suverænt bestemmer, hvad der er genstand for skriften, hvor han/hun henter sit stof fra og hvordan det vinkles. Forfatterskolen - og med den forfatteren - må fra et sted uden for øjeblikkets fokusering på enkeltfænomener, hvad enten det handler om korruptionssager eller fedmekure, om ikke at tænke i helheder, så i det mindste visionært, skabe sammenhænge, stille de spørgsmål, som ellers ikke ville være blevet stillet.
Forfatterskolen må have øje for både den litteratur der tjener det genkendelige, som er hvad man kunne kalde virkelighedstro, såvel som den litteratur der måske mere implicit beskriver relationen mellem indre og ydre verden, hvor der måske er et mindre tydeligt markeret fortælleforhold, et måske mindre stabilt. Skolen må være alt andet end ensrettende, den kan ikke og har aldrig kunnet nøjes med hverken "mit livs novelle" eller "cafélitteratur" eller f.eks. et særligt "minimalistisk" udtryk. For nok er det æstetiske et uhyre vigtigt parameter, men skolen er ikke i den forstand æstetiserende, den må hele tiden være opmærksom på noget så gammeldags som ajourføring mellem den ydre verdens konkreter og den enkeltes sprog og bevidsthed, mellem de faktiske historiske, politiske og sociale forhold og den enkeltes analyse af disse forhold.
Den litterære opgave, der ligger i at forbinde forskellige mentale rum, må ikke forståes som noget fuldstændig abstrakt, det er ingen himmelflugt, men fører direkte ind i f.eks. en afsløring af de politiske demagogers hulhed, at magtens sprog så ofte er inficeret af ideologiske og moralske brokker som i bedste fald hører et andet århundrede til. Det kan ikke siges ofte nok, men litteraturen kan aldrig cementere hverken nationale eller sproglige grænser, de litterære påvirkninger og slægtskaber, ved den særlige sensibilitet, den særlige nerve, som er kunstens, overskrider altid netop disse grænser.
Som sådan er heller ikke forfatterskolen en ø, den står vidt åbent og har ingen forestilling om at være udklækningssted for særlige fuglearter, ligeså lidt som den forestiller sig at disse fugle skulle være stækkede og at de gennem en særlig pleje skulle blive sat fri. Skolen er for mig ikke et afsondret alkymistisk laboratorium som bilder sig ind at kunne udvinde guld, der er ingen gulnede bøger, ingen magiske formler, det støver ikke og der er ingen spindelvæv. I det hele taget må skolen gøre op med den romantiske forestilling om geniet, denne gudsbenådede, som blev fremmed i verden, fordi verden var ond. For jeg tror ikke på skriften som forløser, jeg tror ikke på at skriften udtømmer det onde eller andre lignende sekreter, at den sætter jeg'et fri.
For skolen betyder det, at den litterære tekst ikke er udtryk for forfatterens personlighed. Vores beskæftigelse med litteraturen på skolen kommer dermed i karambolage med den pædagogiske tilgang, som man kender fra blandt andet gymnasiet, den kommer i kamrambolage med hele den litteraturforståelse, som på mange måder klinger efter den romantiske, hvor der hersker et 1:1 forhold mellem teksten og dens ophavsmand. Men det er efterhånden også mange år siden at den modernistiske litteraturkritiks forestilling om kompleksitet og fylde blev overhalet indenom af litteraturen selv. Det skete i Danmark allerede med I.P. Jacobsen, det skete med f.eks. Johs. V. Jensens myter og med Marie Bregendahls roman En dødsnat fra 1912, men uden at formidlerne her hundrede år efter tilsyneladende endnu har opdaget det.
Som Jensen sagde om sine myter: Der er tale om en over-gang fra novellen eller short storyen, til en fri behandling af et tema i kort form, hvor der er givet afkald på episode, til fordel for en situation, eller et blot malende forhold. (...) Et talende prosastykke foretrækkes for en åndsfortærende intrige eller kriminalhistorisk pointe. Det er sproget, stilen, der hævder sin betydning, i modsætning til et eller andet vulgært handlingsmotiv. Beskrivelsen, hvorved man almindeligt har forstået en langstrakt biomstændighed, egnet til at springe over, bliver sit eget ærinde (fremhævelserne er mine).
Forfatteren afsøger positioner, han/hun forbinder, knytter an, kombinerer; udkommet, hvad enten det er digtet eller romanen eller novellen, er en måde at forholde sproget til virkeligheden på. Men hvor man på universitetet læser værket som en historisk kendsgerning, som eksempel på en teori eller bevidsthedsdannelse, arbejder vi på forfatterskolen med elevernes ufærdige tekster, med tekster der er på vej. Hvor man på universitetet udhæver og citerer, hvor æstetikken underordnes denne transport af betydning, må vi på forfatterskolen omvendt bevidne transporten, kortlægge de æstetiske virkemidler og være til stede samtidig med at teorien eller bevidstheden bliver til.
På forfatterskolen må vi internt i hverdagen forsøge at balancere undersøgelsen af selve sproget som materiale med en mere målrettet eller værkorienteret læsning af elevernes arbejder. Denne læsning må naturligvis foregå i dialog med såvel den nye som den ældre litteratur, den danske såvel som den udenlandske, men læsningen må også foregå under indtryk af de øvrige kunstarter, hvordan disse håndterer det æstetiske, det erkendelsesmæssige etc. Skolen bliver som sådan et krydsfelt på flere niveauer, et krydsfelt der ophæver skellet mellem generationer og danner et forum for både yngre og ældre forfattere, og ophæver faggrænser og danner et forum for indtag af filosofiens spørgsmål, af naturvidenskabens, af det politiske.
Vi må på den ene side rent teknisk spørge: hvad er en sætning/hvad er en verselinie, er der liv, nerve, eller er det det samme gear den forløber i - og på den anden side, i en større forståelse af teksten, spørge: hvad kvalificerer i værksammenhæng sætningen/afsnittet henholdsvis verselinien/strofen. Vi må spørge: er der noget på færde, rykker teksten ved vante forestillinger, ser vi noget nyt for os, på det personlige plan, i forhold til hverdagen, det politiske, eller kopierer den kun allerede kendte sammenhænge.
Skolen er blevet beskyldt for ikke hurtigt nok at udklække debutanter, men man skal vide, at det ofte er ganske unge mennesker, der søger skolen, og at disse unge nok har talent, at de har skrivefærdigheder, men at der måske mangler livserfaring. Det er ikke nogen fordel at debutere som tyveårig med en halvdårlig digtsamling, men derimod vigtigt at der fra den første bog er et vist niveau, så den pågældende har noget at måle de efterfølgende i forhold til. Skolen må som sådan vurderes over et meget langt åremål, femten-tyve år, så lang tid som det tager at opbygge et forfatterskab. Og så står den sig nok. Når man ser på f. eks. en Solvej Balle, en Christina Hesselholdt eller Morten Søndergaard.
Men skolen ekspanderer og muterer og danner også krydsfelter udenfor egne fire vægge, nye og gamle elever bliver formidlere og laver tidsskrifter og oplæsningsarrangementer, de er anmeldere og underviser på skriveskoler og højskoler. - Der er engagement, der bliver skrevet og der bliver endda skrevet rigtig gode ting, det er absolut løfterigt, og alligevel er der grund til bekymring. For - som jeg nævnte indledningsvis - litteraturen er faldet udenfor i tiden.
I danskundervisningen i folkeskolen og på gymnasiet, hvor man forventeligt (ud)danner de unge, lever litteraturen i konkurrence med alt fra reklamer og tegneserier til mediebåret kommunikation i almindelighed, og det kommer der øjensynligt ikke hverken nye eller gode litteraturlæsere ud af. Fra min tid på Testrup Højskole ved jeg, hvor ringe niveauet er. At hele efterkrigslitteraturen er gjort med et digt af Klaus Rifbjerg og en novelle af Villy Sørensen, og tilsvarende halvfemserlitteraturen med en bid af førnævnte Solvej Balle og måske Christina Hesselholdt, er simpelthen en hån mod ikke bare de unge, men det afstedkommer i videre forstand en ny tids analfabetisme.
Litteraturen er der; jeg mener, hvor skulle den pludselig være forsvundet hen. Den står på bibliotekerne, den er i handlen hos boghandlerne, fra de græske tragedier over sagaøens fortællinger til den moderne tids opbrudte poesi. Men læserne og især den ny generation af læsere er ladt i stikken. På grund af for lidt undervisning, ved for lidt fokus på litteraturen på bibliotekerne, ved et fuldstændig fravær af seriøse litteraturprogrammer i TV.
Kunsten og dermed litteraturen er nødvendig, det er der enighed om - stort set - det er derfor vi har kunstskolerne, det er derfor vi har en forfatterskole, men hvis man tror, kunsten og litteraturen skal komme til læserne og ikke omvendt, har man virkelig taget fejl. Den beskyttelse må skolen have. Ellers byder den litteratur, der kommer ud af det, sig til på løsninger efter laveste fællesnævner, ikke på den ekstra bearbejdning af tilværelsens spørgsmål, som bedst klares uden tanke på underholdningsværdi og salgbarhed.
Artiklen er tidligere bragt som kronik i Politiken lørdag den 15.juni 2002
Læs også litteratursidens portræt af Hans Otto Jørgensen
Hans Otto Jørgensen afløser Niels Frank som rektor for Forfatterskolen i København 1.august. Forfatterskolen er en professionel to-årig uddannelse, påbegyndt i 1987 i København med Poul Borum som leder. 200 ansøgere har i år søgt at komme ind på skolen, der kun lukker seks nye elever ind om året.
Hvilke visioner har Hans Otto Jørgensen for forfatterskolen i fremtiden? Hvilken position har litteraturen i samfundet i dag? Og hvad laver eleverne egentlig i de to år?
Litteratursiden bringer her Hans Otto Jørgensens svar på ovenstående spørgsmål. (Artiklen er tidligere bragt i Politiken)
Læs også litteratursidens portræt af Hans Otto Jørgensen
Litteraturen er faldet udenfor i tiden. Den har som kunsten iøvrigt op igennem det 20ende århundrede langsomt, men sikkert mistet sin position som åndelig vejleder, den er i dag uden forankring i dannelsesmæssig henseende, den har mistet sin autoritet som samfundsrevser såvel som evnen til at opstille utopier. I stedet er den især efter cirka 1970 havnet i konkurence med og på samme hylde som TV-kanalernes uendelige strøm af realityshows og quisser, hurtigtgående spændingsserier og sport.
I takt med denne udvikling hvor alt vurderes efter underholdningsværdi, hvor spænding går forud for erkendelse, oplevelser frem for fordybelse, har forfatterne mistet evnen til at tjene til dagen og vejen. De stadig vigende salgstal har gjort at alene staten med biblioteksafgift og diverse støtteordninger garanterer hans/hendes eksistens. Det er ikke den store gage, der er tale om, det er ganske nødtørftigt, uden pension eller sygedagpenge eller barselsorlov, som enhver anden nyttig samfundsborger nyder godt af. Forfatteren er med andre ord nedstyrtet fra en slags åndeligt aristokrati til pjalteproletar.
Alligevel er der - bortset fra positioner på det yderste højre - almindelig enighed om, at der er brug for litteraturen, at den særlige erkendelsesform, som litteraturen bibringer sin læser, med den langsomhed der er, er et nødvendig korrektiv i et stadigt mere oplevelsessygt og forbrugsorienteret samfund. Der undervises fremdeles i litteratur i skoler og på gymnasier, der eksamineres ligefrem i den dybere mening i en novelle eller et digt, hvad har den eller det at sige os, der udlånes bøger fra bibliotekerne. Man er på tværs af partiskel enige om, at det er både godt og nødvendigt med en sådan dannelse. Der er endda - bortset fra enkelte mislyde - enighed om, at der for litteraturens bedste skal være en forfatterskole.
På samme måde som der er et kunstakademi, et musikkonservatorium, en filmskole, og at disse institutioner tjener til at give de studerende et beredskab af tekniske færdigheder som modsvarer og udfordrer den studerendes talent, så har man efterhånden også indset, at en tilsvarende uddannelse måtte gælde forfattertalentet. Selvom det materiale der arbejdes i ikke er toner, maling eller sten eller celluloid, men vores allesammens fælles sprog, så er der nok alligevel noget med nogle særlige greb i det sprog, som ikke nødvendigvis er fælles, men som kan optimeres og udforskes specifikt, det vil sige litterært, som bygger på en litterær tradition. Det kan forekomme banalt, men på baggrund af den stadig tilbagevendende kritik af skolen, at eleverne måske havde bedre af at arbejde på salatfabrik eller hakke roer på Lolland, skal jeg én gang til gøre opmærksom på, at da Poul Borum i 1987 stiftede skolen var det netop for "at forfattere på lige fod med andre kunstnere bør have mulighed for at modtage organiseret undervisning af deres talent." - De vigtigste punkter i formålsparagraffen for skolen er at uddannelsen baseres på
1. litterær, skriveteknisk kunnen
2. alment kendskab til litteratur, også inden for andre sprogområder og perioder
3. almen æstetisk debat, herunder en dialog med de øvrige kunstarter og erkendelsesområder
4. introduktion til og arbejde med alle litterære genrer og virkefelter, heriblandt også oversættelse, samt
5. praktisk kendskab til forfatteres vilkår og arbejdsforhold.
Det er måske en meget bred formålsparagraf, som formålsparagraffer nu er det, og ikke desto mindre taler den om det, som er væsentligt. Det er den - med de erfaringer, der er indlejret i den - der tegner skolens hverdag, det er på den baggrund, der skabes kontinuitet, fra Borum over den nu afgående leder, Niels Frank, til undertegnede.
Samtidig er skolen imidlertid også en skole i forandring. For udover det rent håndværksmæssige, udover hele tiden at udforske traditionen, diskutere og optimere det æstiske, skal skolen efter mine begreber - og som den forøvrigt hele tiden har gjort, både med Poul Borum og Niels Frank som leder - gå et skridt videre, den skal ikke være værdifri, men tværtimod formulere holdninger.
Det er udmærket, at så mange har en mening om litteraturen, at den er til debat, hvad den skal.
Kulturministeren mener for eksempel en hel masse, at den skal indgå i et samarbejde med erhvervslivet, lære af erhverslivet, hvordan dét så end skal forstås. Men så meget desto vigtigere er det for mig, at skolen markerer, at den i hvert fald hverken kan tjene staten eller markedskræfterne, men må orientere sig efter alt andet end det, man kunne kalde litterær nytteværdi.
Opbyggelighed i forhold til et bestemt dannelsesideal kvalificerer ikke litteraturen, den kan ikke underordne sig arbejderisme eller nogen anden isme for den sags skyld, den skal ikke missionere. Litteraturen kvalificerer sig heller ikke - som der ellers i tiden synes at være gode point i at mene - ved at værne om det danske sprog eller måske endda den danske kulturarv. Jeg vil sige: tværtimod. Litteraturen må undsige enhver national myte - underminere den og dreje halsen om på den - og i stedet vedkende sig den inspiration og indflydelse på tværs af sprog- og landegrænser som for eksempel Frans Kafka, Ernest Hemingway eller Virginia Woolf repræsenterer.
Det er vigtigt på skolen hele tiden at manifestere et syn på litteraturen som er fagligt baseret, om litteraturen har kvalitet eller ej. Den såkaldt "smalle" litteratur garanterer ikke for kvalitet, det er alene en term som bogbranchen anvender for den dårligt solgte bog, den som ikke uden videre har tilstrækkelig underholdningsværdi til at nå frem til DSB's kioskhylder. Der er dog ingen grund til at tro, at forfatteren af den "smalle" bog, som vitterlig har kvalitet, i nær fremtid skulle havne på bestsellerlisten, lige så lidt som det man kalder "vækstlaget" automatisk rummer potentiale for et større marked. Kulturministeriets investering i dette vækstlag kan ikke basere sig på et regnestykke, hvor skatter og afgifter og eksportindtægter på et tidspunkt skal komme statens finanser til gode.
Forfatterskolen må insistere på den kunstneriske frihed, at det er forfatteren der suverænt bestemmer, hvad der er genstand for skriften, hvor han/hun henter sit stof fra og hvordan det vinkles. Forfatterskolen - og med den forfatteren - må fra et sted uden for øjeblikkets fokusering på enkeltfænomener, hvad enten det handler om korruptionssager eller fedmekure, om ikke at tænke i helheder, så i det mindste visionært, skabe sammenhænge, stille de spørgsmål, som ellers ikke ville være blevet stillet.
Forfatterskolen må have øje for både den litteratur der tjener det genkendelige, som er hvad man kunne kalde virkelighedstro, såvel som den litteratur der måske mere implicit beskriver relationen mellem indre og ydre verden, hvor der måske er et mindre tydeligt markeret fortælleforhold, et måske mindre stabilt. Skolen må være alt andet end ensrettende, den kan ikke og har aldrig kunnet nøjes med hverken "mit livs novelle" eller "cafélitteratur" eller f.eks. et særligt "minimalistisk" udtryk. For nok er det æstetiske et uhyre vigtigt parameter, men skolen er ikke i den forstand æstetiserende, den må hele tiden være opmærksom på noget så gammeldags som ajourføring mellem den ydre verdens konkreter og den enkeltes sprog og bevidsthed, mellem de faktiske historiske, politiske og sociale forhold og den enkeltes analyse af disse forhold.
Den litterære opgave, der ligger i at forbinde forskellige mentale rum, må ikke forståes som noget fuldstændig abstrakt, det er ingen himmelflugt, men fører direkte ind i f.eks. en afsløring af de politiske demagogers hulhed, at magtens sprog så ofte er inficeret af ideologiske og moralske brokker som i bedste fald hører et andet århundrede til. Det kan ikke siges ofte nok, men litteraturen kan aldrig cementere hverken nationale eller sproglige grænser, de litterære påvirkninger og slægtskaber, ved den særlige sensibilitet, den særlige nerve, som er kunstens, overskrider altid netop disse grænser.
Som sådan er heller ikke forfatterskolen en ø, den står vidt åbent og har ingen forestilling om at være udklækningssted for særlige fuglearter, ligeså lidt som den forestiller sig at disse fugle skulle være stækkede og at de gennem en særlig pleje skulle blive sat fri. Skolen er for mig ikke et afsondret alkymistisk laboratorium som bilder sig ind at kunne udvinde guld, der er ingen gulnede bøger, ingen magiske formler, det støver ikke og der er ingen spindelvæv. I det hele taget må skolen gøre op med den romantiske forestilling om geniet, denne gudsbenådede, som blev fremmed i verden, fordi verden var ond. For jeg tror ikke på skriften som forløser, jeg tror ikke på at skriften udtømmer det onde eller andre lignende sekreter, at den sætter jeg'et fri.
For skolen betyder det, at den litterære tekst ikke er udtryk for forfatterens personlighed. Vores beskæftigelse med litteraturen på skolen kommer dermed i karambolage med den pædagogiske tilgang, som man kender fra blandt andet gymnasiet, den kommer i kamrambolage med hele den litteraturforståelse, som på mange måder klinger efter den romantiske, hvor der hersker et 1:1 forhold mellem teksten og dens ophavsmand. Men det er efterhånden også mange år siden at den modernistiske litteraturkritiks forestilling om kompleksitet og fylde blev overhalet indenom af litteraturen selv. Det skete i Danmark allerede med I.P. Jacobsen, det skete med f.eks. Johs. V. Jensens myter og med Marie Bregendahls roman En dødsnat fra 1912, men uden at formidlerne her hundrede år efter tilsyneladende endnu har opdaget det.
Som Jensen sagde om sine myter: Der er tale om en over-gang fra novellen eller short storyen, til en fri behandling af et tema i kort form, hvor der er givet afkald på episode, til fordel for en situation, eller et blot malende forhold. (...) Et talende prosastykke foretrækkes for en åndsfortærende intrige eller kriminalhistorisk pointe. Det er sproget, stilen, der hævder sin betydning, i modsætning til et eller andet vulgært handlingsmotiv. Beskrivelsen, hvorved man almindeligt har forstået en langstrakt biomstændighed, egnet til at springe over, bliver sit eget ærinde (fremhævelserne er mine).
Forfatteren afsøger positioner, han/hun forbinder, knytter an, kombinerer; udkommet, hvad enten det er digtet eller romanen eller novellen, er en måde at forholde sproget til virkeligheden på. Men hvor man på universitetet læser værket som en historisk kendsgerning, som eksempel på en teori eller bevidsthedsdannelse, arbejder vi på forfatterskolen med elevernes ufærdige tekster, med tekster der er på vej. Hvor man på universitetet udhæver og citerer, hvor æstetikken underordnes denne transport af betydning, må vi på forfatterskolen omvendt bevidne transporten, kortlægge de æstetiske virkemidler og være til stede samtidig med at teorien eller bevidstheden bliver til.
På forfatterskolen må vi internt i hverdagen forsøge at balancere undersøgelsen af selve sproget som materiale med en mere målrettet eller værkorienteret læsning af elevernes arbejder. Denne læsning må naturligvis foregå i dialog med såvel den nye som den ældre litteratur, den danske såvel som den udenlandske, men læsningen må også foregå under indtryk af de øvrige kunstarter, hvordan disse håndterer det æstetiske, det erkendelsesmæssige etc. Skolen bliver som sådan et krydsfelt på flere niveauer, et krydsfelt der ophæver skellet mellem generationer og danner et forum for både yngre og ældre forfattere, og ophæver faggrænser og danner et forum for indtag af filosofiens spørgsmål, af naturvidenskabens, af det politiske.
Vi må på den ene side rent teknisk spørge: hvad er en sætning/hvad er en verselinie, er der liv, nerve, eller er det det samme gear den forløber i - og på den anden side, i en større forståelse af teksten, spørge: hvad kvalificerer i værksammenhæng sætningen/afsnittet henholdsvis verselinien/strofen. Vi må spørge: er der noget på færde, rykker teksten ved vante forestillinger, ser vi noget nyt for os, på det personlige plan, i forhold til hverdagen, det politiske, eller kopierer den kun allerede kendte sammenhænge.
Skolen er blevet beskyldt for ikke hurtigt nok at udklække debutanter, men man skal vide, at det ofte er ganske unge mennesker, der søger skolen, og at disse unge nok har talent, at de har skrivefærdigheder, men at der måske mangler livserfaring. Det er ikke nogen fordel at debutere som tyveårig med en halvdårlig digtsamling, men derimod vigtigt at der fra den første bog er et vist niveau, så den pågældende har noget at måle de efterfølgende i forhold til. Skolen må som sådan vurderes over et meget langt åremål, femten-tyve år, så lang tid som det tager at opbygge et forfatterskab. Og så står den sig nok. Når man ser på f. eks. en Solvej Balle, en Christina Hesselholdt eller Morten Søndergaard.
Men skolen ekspanderer og muterer og danner også krydsfelter udenfor egne fire vægge, nye og gamle elever bliver formidlere og laver tidsskrifter og oplæsningsarrangementer, de er anmeldere og underviser på skriveskoler og højskoler. - Der er engagement, der bliver skrevet og der bliver endda skrevet rigtig gode ting, det er absolut løfterigt, og alligevel er der grund til bekymring. For - som jeg nævnte indledningsvis - litteraturen er faldet udenfor i tiden.
I danskundervisningen i folkeskolen og på gymnasiet, hvor man forventeligt (ud)danner de unge, lever litteraturen i konkurrence med alt fra reklamer og tegneserier til mediebåret kommunikation i almindelighed, og det kommer der øjensynligt ikke hverken nye eller gode litteraturlæsere ud af. Fra min tid på Testrup Højskole ved jeg, hvor ringe niveauet er. At hele efterkrigslitteraturen er gjort med et digt af Klaus Rifbjerg og en novelle af Villy Sørensen, og tilsvarende halvfemserlitteraturen med en bid af førnævnte Solvej Balle og måske Christina Hesselholdt, er simpelthen en hån mod ikke bare de unge, men det afstedkommer i videre forstand en ny tids analfabetisme.
Litteraturen er der; jeg mener, hvor skulle den pludselig være forsvundet hen. Den står på bibliotekerne, den er i handlen hos boghandlerne, fra de græske tragedier over sagaøens fortællinger til den moderne tids opbrudte poesi. Men læserne og især den ny generation af læsere er ladt i stikken. På grund af for lidt undervisning, ved for lidt fokus på litteraturen på bibliotekerne, ved et fuldstændig fravær af seriøse litteraturprogrammer i TV.
Kunsten og dermed litteraturen er nødvendig, det er der enighed om - stort set - det er derfor vi har kunstskolerne, det er derfor vi har en forfatterskole, men hvis man tror, kunsten og litteraturen skal komme til læserne og ikke omvendt, har man virkelig taget fejl. Den beskyttelse må skolen have. Ellers byder den litteratur, der kommer ud af det, sig til på løsninger efter laveste fællesnævner, ikke på den ekstra bearbejdning af tilværelsens spørgsmål, som bedst klares uden tanke på underholdningsværdi og salgbarhed.
Artiklen er tidligere bragt som kronik i Politiken lørdag den 15.juni 2002
Læs også litteratursidens portræt af Hans Otto Jørgensen
Kommentarer