Folkelighed og menneskeliggørelse: Korch vs. Trier

Af Marie Büchert, litteraturstuderende 

Indkredsning af det trivielle
En trivialitet er en hverdagsagtighed, en kedsommelighed, banalitet eller evt. en forslidt bemærkning. Trivial betyder egentlig tilgængelig for alle, almindelig eller folkelig. Og trivialkunst eller -litteratur er med andre ord et pænt ord for underlødig, dårlig kunst. Som begreb er trivialkunst i den forstand modsætningsfuldt, flydende og intetsigende.

Da den akademiske forskning i triviallitteratur for alvor kom på dagsordenen i 60erne og 70erne, forsøgte mange teoretikere derfor at indkredse, hvordan man mere nuanceret kan definere det underlødige: hvilke elementer skal en roman f.eks. indeholde, før den kan kaldes trivial? Samlet er der givet en række forskellige og ofte modstridende svar på spørgsmålet, som kun er fælles om at være lidet flatterende. Svarene spænder fra formelle træk som klichefyldt sprog, stiliserede personer, skabelonagtige fortællemønstre, over konservative, statiske grundholdninger, der ukritisk bekræfter det bestående samfund, til receptionsæstetiske overvejelser om ikke-engagerende, ikke-krævende læsninger, der passivt udskyder virkelighedens problemer i stedet for at løse dem.

I samme periode valgte andre teoretikere imidlertid at tage udgangspunkt i selve bredden; blot at indkredse det underlødige gennem genredefinitioner som kriminalroman, lægeroman, tegneserie, reklame, pornografi, musical mv. I stedet for at beskæftige sig med triviens præcise indhold, tog de dernæst udgangspunkt i genren for at undersøge forholdet mellem trivialkunsten og den moderne massekultur: hvorfor noget, som er hverdagsagtigt og banalt, gennem tiden har opnået så stor popularitet?

Morten Korchs folkelighed
En folkekær dansk forfatter, hvis knap 100 romaner som regel opfattes som trivielle, er Morten Korch (1876 – 1954). En af de gængse forklaringer på hans underlødighed, er en sproglig tendens til idylliserende beskrivelser og klichefyldte følelsesudviklinger – som f.eks. Oles kamp med jalousien i Ved Stillebækken (1930):

"Han kæmpede, for at disse tanker kunne vinde sejr over vreden, det var en voldsom kraftanstrengelse, den hårdeste han havde været udsat for gennem hele sit liv. Vreden var stærk, det syntes helt umuligt at få magt over den, da kom det mægtige lyn, som et ildsværd faldt det ned i hans hjerte og afgjorde striden. / Bodil og Knud stod tæt sammen i det flammende ildskær, og således skulle de blive ved at leve i hans sind, og han ville ønske dem alt det bedste i verden." (s. 131).

En anden gængs forklaring er, at Korch ikke med et eneste ord beskæftigede sig med de sociale omstændigheder omkring 2. Verdenskrig, selvom han skrev en række af sine bøger midt under den. Under krigen nedtonede han endda sit 2forfatterskabs tidligere ideologiske tematikker, og begyndte i stedet at skrive folkelige underholdningsromaner.

Med deres udpensling af, hvor tæt menneske og natur, slægter og slægters jord, er knyttet sammen; af hvordan arbejde bør have et højere formål end personlig vinding; hvordan kærlighed bør bestå i en indre samhørighed mellem mand og kvinde; og hvordan dyder som ydmyghed, godhed og foretagsomhed løser alle problemer, afslører Korch alligevel en dybt konservativ grundholdning. I underholdningsromanerne støtter en højere overnaturlig retfærdighed helt enkelt personer, der praktiserer dette småborgerlige livssyn – for dem er en vanskelig social stilling aldrig problematisk, ligesom afslutninger altid er lykkelige og harmoniske.

Morten Korch så med skepsis på datidens opbrud i bondesamfundet, han hadede tanken om, at bønder og små håndværkere skulle omstille sig til markedsmekanismerne i den moderne verden. Og i bondelandet Danmark appellerede en sådan holdning ikke overraskende til det nye publikum i tidens hastigt fremvoksende massekultur.

Til alle de landboere, der måtte opgive deres jord og flytte til byerne for at ernære sig som fabriksarbejdere eller småhandlende. Til alle de byboere, der måtte skabe en livsform, løsrevet fra velkendte familietraditioners. Alle de, der havde behov for trøst og for at blive mindet om, at fremtiden – som Korch stadigt forsikrede dem om – nok skulle arte sig bedre end nutiden. I 1936 blev Korch da også slået til ridder af Dannebrog, selvom han allerede i 1927 var blevet kåret som landets mest populære forfatter. Og under mantraet tæl kun de lyse timer (der også er titlen på hans erindringer) blev Korchs produktion siden så populær, at man fra 1945 kunne opbygge en hel forlagsvirksomhed omkring den.

Korch på (genre-)film
Lydfilmen blev alment tilgængelig i 1930erne, og fra starten af 1950erne dannede Morten Korchs romaner grundlag for en omfattende succesrig dansk filmindustri – filmatiseringen af romanen De røde Heste (1950) er således, med et billetsalg på 2,4 millioner, den mest sete film i Danmark nogen sinde. På dette tidspunkt domineredes dansk film af folkekomedien, og Korch-filmene medvirkede generelt til at udvikle formen på disse populære, fortællende genrefilm.

Gennem filmatiseringernes bevidst valgte, genrebetonede formsprog fremhævede de det forudsigelige, det skabelonagtige og banale, i Korchs romaner, snarere end bøgernes æstetiske og narrative kvaliteter (selvom de fleste af filmene samtidig supplerede det trivielle med fine skildringer af tidens landmiljøer).

I denne sammenhæng er film som kunstform og medie også interessant, fordi den repræsenterer diskussionen omkring god / dårlig kunst: 30ernes socialister og kulturradikale opfattede filmen som en kommerciel og amerikansk underholdningsmaskine, som et trivialpræget produkt af den moderne kulturindustri, der egentlig bare gav udtryk for massekulturens teknologiske muligheder.

Og med filmens evne til at underholde og appellere bredt, udkonkurrerede den da også hurtigt 1800-tallets typiske populærgenrer som skillingsvise og eventyr. Først i 60erne gennemførtes en række filmiske forsøg, der blev afgørende for, at filmen som kunstform bevægede sig fra den populære genrefilms dominans mod avantgardiske og æstetiske eksperimenter, fra et klassisk til et moderne udtryk. Først med frasigelsen af den folkelige genrefilm gik filmen i sidste ende fra en status som underlødig og suspekt til at være en kulturpolitisk højt estimeret kunstform.

Lars von Trier og inderlighedens genindførelse
Det er derfor værd at bemærke, at den danske instruktør og dogmebror Lars von Trier ikke bare har brugt filmen som medium til at sprænge triviens grænser, men også at han netop har brugt de forskellige genrer indenfor trivialkunsten som inspirationskilde (”mange af mine historier kan koges ned til et Andeby-koncentrat,” som Trier selv har udtrykt det).

Med kriminalfilm (The Element of Crime, 1984), reklamefilm (bl.a. Ekstrabladets Sauna-reklame), den melodramatiske ”guldhjerte-trilogi” (Breaking the Waves, 1996, Idioterne, 1998 og Dancer in the dark, 2000), spøgelseshistorien og horrorstemningen i Riget I og II (1994 og 1997), pornofilm for kvinder og ikke mindst med tv-produktionen af Morten Korchs romaner Ved Stillebækken, Palle Jarmer, Pigen fra Dale, Sejrgården og Manden på Naur (1999), har Trier bragt trivien langt ud over det banale og stereotype, og skabt dybdegående, progressive skildringer af livet i dets fulde kompleksitet.

Med genindspilningen af Morten Korchs hovedværker, præsenterer Lars von Trier et projekt, der bevidst sigter mod at indføre en ”ny inderlighed”. På den ene side hævder Trier, at Korch er en langt bedre forfatter end sit rygte, og understøtter i produktionen en række af Korchs oprindelige litterære elementer.

Tilsvarende giver han udtryk for, at hans mål er at sætte fokus på emotionelle, rørstrømske aspekter i menneskelivet, der hidtil har været ildesete inden for kunstfilmen. I den forstand betoner han – som 50ernes genrefilm – Morten Korchs folkelige og trivielle sider. På den anden side benytter Trier imidlertid et trick, der er gennemgående for hele hans filmiske produktion, nemlig at bryde med genrekonventionernes faste former på afgørende punkter.

Trier skuffer på den måde publikums forventninger og skaber derved en intens spænding mellem det genkendelige og det uforudsigelige. En spænding, der gennemløber alle Korch-produktionens 26 afsnit, og giver den dynamik og virkelyst, og i den forstand overskrider Korchs triviallitterære udsigelser.

Trivi møder Trier …
Kort sagt formår Lars von Trier at skabe kunst med den tabuiserede trivigenre som udgangspunkt.

De historier, som kun er klichefyldte, bliver der lavet masser af. Mit mål har så været at lave historier, som man kunne acceptere – altså hvor man ikke står af. Og det er måske bare at menneskeliggøre tingene en lille smule. (von Trier i filmen Von Triers 100 Øjne).

I en nutidig optik kan det derfor hævdes, at præmisserne for 60ernes og 70ernes teoretiske undersøgelser af trivialkunsten og -litteraturen er problematiske og unuancerede. De forudsætter en knivskarp modstilling af banalt og genialt, at der er vandtætte skodder mellem ”god” og ”dårlig” kunst. Triers filmiske produktion vidner imidlertid om, at former og tematikker først kan aflæses og opfattes, når de sættes i forhold til noget andet.

Nutidens præmis er derfor snarere, at verden ikke er sort og hvid, men spraglet og mangetydig, og at ingen grænser eller modstillinger derfor kan være entydige. Måske burde nutidens teoretikere derfor lægge vægt på, at lægeromaner, tegneserier eller soap operas er forskellige fra video- og installationskunst, og derfor forudsætter, kan og vil nogle andre ting. Ikke på om det ene er værre eller bedre end det andet.