Af litteraturstuderende Janni Bendsen
I området mellem biografien og fiktionen befinder selv-biografien sig. En selv-biografi er som navnet mere end antyder ikke skrevet af en objektiv "anden", den er skrevet af forfatteren selv, det vil sige, at den ikke er fuldstændig objektiv (som man må formode en biografi er det).
Men på den anden side er det imidlertid nødvendigt, at den indeholder en smule sandheder om forfatteren, ellers må den vel kategoriseres som en fiktion - en roman. Selv-biografien er dermed oftest en skæv blanding af fakta og fiktion, og det kan være svært - ja måske ligefrem umuligt at skelne, hvor grænsen mellem de to går.
Selv-biografien - grænsen mellem fakta og fiktion?
I de seneste år er der blevet skrevet en mængde biografier såvel som selv-biografier (og erindringer) som eksempelvis Uffe Ellemanns nyeste bog, men denne form for litteratur er ikke et nyt fænomen, tværtimod.
I starten af 1940'erne skrev den kendte østrigske forfatter Stefan Zweig bogen Verden af i Går som er en blanding af egne oplevelser, erfaringer og historiske begivenheder. Han karakteriserede selv bogen som en selv-biografi, og det er da også forholdsvis nemt at spore og samstykke de biografiske data fra Zweigs liv igennem stort set hele teksten. Det er imidlertid ikke altid, at et værk uden videre besvær kan kategoriseres som enten selv-biografi eller roman.
Som læser kan man komme ud for, at grænsen mellem de ovennævnte kategorier er temmelig flydende og svære at skille fra hinanden. Et godt eksempel på en sådan flydende grænse mellem faktion og fiktion i litteraturen, er den engelske forfatter Christopher Isherwoods (1906-1986) forfatterskab. Specielt kan det ses i de af ham selv benævnte selv-biografier Lions and Shadows (1938) og Christopher and his kind 1929-1939 (1976) (Christopher og hans kreds 1929-1939) samt i romanen Goodbye to Berlin (1939) (Farvel til Berlin).
Christopher Isherwoods fortæller
Det mest karakteristiske element i Christopher Isherwoods forfatterskab er den oftest meget dominerende jeg-fortæller-position, og denne brug af en jeg-fortæller er da også af mange litteraturkritikere blevet kaldet den Isherwood'ske metode. Isherwood leger konstant (igennem hele forfatterskabet og ikke kun i de ovennævnte værker) med fortællerpositionen i sine værker.
Som læser forveksler man hyppigt fortælleren med forfatteren, specielt fordi fortælleren ret ofte bærer forfatterens navn, og der ligeledes er mange biografiske ligheder. Han prøver meget bevidst at forvirre eller lede læseren i en speciel retning, som det kan ses i det følgende citat:
"Der findes en bog ved navn Lions and Shadows fra 1938, som beskriver Christopher Isherwoods liv fra hans syttende til hans fireogtyvende år. Den er dog ikke i bogstavelig forstand biografisk. Forfatteren dølger mange vigtige kendsgerninger om sig selv. Han overdramatiserer mange episoder og giver sine personer opdigtede navne. I sit forord foreslår han, at man læser Lions and Shadows som en roman".
Sådan begynder Christopher Isherwood sin selv-biografiske roman Christopher og hans kreds 1929-1939 (Christopher and his kind 1929-1939) som udkom i 1976. Som citatet antyder er "romanens" forgænger Lions and Shadows ligeledes en selv-biografi, men forfatteren anbefaler immervæk sin læser at læse den som en roman og hvorfor nu det?
Et umiddelbart svar kommer forfatteren selv med - han fortæller selv læseren, at han kun vil fortælle det, han vil have, at denne skal vide, og tilmed tager han sig den kunstneriske frihed at overdramatisere og give virkelige historiske personer andre navne.
Et andet svar kunne være, at det måske i virkeligheden var temmelig umuligt for Isherwood at skrive en selv-biografi uden brug af fiktionens muligheder, og omvendt var det ligeledes umuligt for ham at skrive en roman uden brug af selv-biografiske data. Et godt eksempel på en sådan roman, er den føromtalte Goodbye to Berlin (Farvel til Berlin), hvor jeg-fortælleren hedder Christopher.
Rammefortællingen i romanen minder uhyggeligt meget om Isherwoods eget ophold i Berlin i samme periode (i starten af 1930'erne inden Hitler kom til magten), og læsere i gennem tiden har da også ofte forvekslet Christopher-fortælleren med Christopher-forfatteren, hvilket ikke er tilfældet. De to Christopher'er er absolut ikke synonyme med hinanden.
Christopher-fortælleren er en fritstående karakter, som har alle de friheder, en fiktionsfortæller har. Han er ikke bundet af objektive krav, som en selv-biografisk fortæller er det - som eksempelvis fortælleren i Christopher og hans kreds 1929-1939 er det. Forholdet mellem fortælleren og forfatteren er i de ovennævnte værker kompliceret, hvilket gør det svært for læseren at kategorisere dem som enten selv-biografier eller romaner, og det er måske heller ikke nyttigt at bruge en mængde kræfter på at adskille faktuelle, biografiske begivenheder og oplevelser fra forfatterens liv, fra fortællerens opdigtede.
I sidste ende er det vel et spørgsmål, om det overhovedet giver nogen mening at tale om selv-biografier og fiktion i Isherwoods tilfælde. Måske kan store dele af hans forfatterskab blot ses som en fundamental mistro til at bruge enten fiktion eller biografiske begivenheder alene som formidlere af et budskab?
Det er i en tydelig sammensmeltning af de ovennævnte to kategorier, at forfatteren skal finde sit redskab. Det gjorde Isherwood i hvert tilfælde!
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer