Louisiana Literature havde stærke navne som Linn Ullmann, Kirsten Thorup og Erica Jong på programmet, og rigtig mange af samtalerne kredsede om køn, feminisme og kvinderoller.
En af de meget vellykkede samtaler på dette års festival fandt sted mellem Linn Ullmann og Kirsten Thorup, som var sat i stævne lørdag i Louisianas koncertsal til det, der blev kaldt ’et litterært topmøde’. Journalist Synne Rifbjerg styrede samtalen mellem de to forfattere, som begge for nylig har udgivet bøger, der handler om forholdet mellem mor og datter eller forældre og børn, så rent tematisk var det derfor fuldstændig oplagt at lade de to mødes. Linn Ullmanns roman, De urolige, handler om forfatterens egne verdensberømte forældre, nemlig Ingmar Bergman og Liv Ullmann. Kirsten Thorups Erindring om kærligheden er et drama om en mors svære forhold til sin datter. Begge bøger er fiktioner, og begge bøger trækker på personligt stof. Blandingsforholdet lader sig ikke afgøre, men i forfatternes samtale var det heller ikke vigtigt. Det vigtige var deres lyst til at prøve at trænge dybere ind i både deres egne og hinandens romankarakterer, for det viste sig hurtigt, at de to forfattere var godt inde i hinandens bøger og forfatterskaber.
Som i de græske dramaer
Kirsten Thorup beskrev sin seneste bog som et drama, der knytter sig til en kvinde, der bliver mor. Det er et område, som kan være svært at beskrive, sagde Thorup, for det er en form for et mørkeområde at være mor:
- Man skal helst bare tage den pæne side og være vellykket som mor. Det er meget skamfuldt at være en dårlig mor. Den skam er svær at beskrive, men den bliver heller ikke beskrevet så meget, forklarede Kirsten Thorup, mens Linn Ullmann mente, at det også handler om, at man hurtigt får sat et mærkat på mødrene i de to forfatteres seneste bøger. Man taler om, hvorvidt de er sympatiske, eller om det er et flatterende projekt, mente Ullmann.
- Og det er jo klassisk, at når vi er to kvindelige forfattere, så bliver det tematiseret, at vi har skrevet om mor og datter, mens hvis vi var to mandlige forfattere, så ville vi måske tale om de store problemer, som angår vores verden. Så havde vi skrevet noget eksistentielt, sagde Ullmann, mens koncertsalens overvejende kvindelige publikum grinede højt.
Men ifølge Linn Ullmann er der ikke noget mere eksistentielt eller noget, som angår verden mere end forholdet mellem forældre og børn. Thorup forklarede, at forholdene er så svære, fordi der er så mange stærke følelser mellem forældre og børn begge veje, uanset om man har et godt eller dårligt forhold.
- Mens jeg skrev bogen, tænkte jeg meget på de græske dramaer, som jo også er familiedramaer, og på den voldsomhed i følelserne, som jo selvfølgelig ikke kan eller skal komme til udtryk, for så ender det med mord som i de græske dramaer. Men det med at forsøge at nærme sig, forsøge at udtrykke sin kærlighed og ikke at ville have alle de følelser fra hinanden - hele det kompleks, synes jeg, er meget interessant.
Linn Ullmann supplerede ved at pege på, at Thorups morskikkelse, Tara, på mange punkter minder om mor-skikkelsen i Ullmanns bog med en sårbarhed og en voldsom kærlighed, som hun ikke rigtig ved, hvor hun skal gøre af.
- Og en hjælpeløshed, ikke? tilføjede Thorup, som roste Ullmann for hendes hovedpersons modenhed, en hovedperson, der ikke bebrejder sine forældre: - Det er en stor kvalitet ved din bog, at den voksne fortæller har den distance, som er meget sjælden. Det er derfor, forældrene bliver så tydelige som forældre og mennesker, for det er ikke sådan et traditionelt opgør.
Ifølge Linn Ullmann fordrer det at skrive romaner en voksenhed, som man måske ikke har i det virkelige liv, hvor man kan ”være som en lille pige og bare synes, at alle er slemme”.
- Men det er faktisk nøglen til at skrive og også nøglen til, hvorfor vi læser. Det er netop for at komme ud af det her trange rum, som er vores krop. God litteratur fordrer jo en form for empati, hvor man hele tiden prøver at forstå det andet menneskes bevæggrunde.
Gør dig selv fri
Og mens Thorup og Ullmann fik talt sig ind og ud af hinandens kvindelige hovedpersoner, tog Erica Jong i vid udstrækning udgangspunkt i sit eget liv. Det feministiske koryfæ afsluttede festivalen på ægte superstjernemaner, og i en dybt underholdende samtale med Martin Krasnik satte Jong ord på alt fra alderdom og feminisme til sex (naturligvis) og amerikansk præsidentvalgkamp og muligheden af at få en kvindelig præsident. Og en lille smule litteratur også.
Krasnik og Jong har tidligere mødt hinanden, og den meget personlige og hjertelige samtale kredsede både om familieliv, skilsmisser (Jongs tre og Kasniks ene) og om, hvorfor både mænd og kvinder er fanget i spændetrøjer (men ifølge Jong er det forskellige slags spændetrøjer). På første række sad Jongs fjerde ægtemand, Kenn (Kenneth Burrows), som Jong ofte refererede til i sin samtale, og hun fortalte blandt andet om, at da de blev gift, væddede folk om, hvornår de ville blive skilt igen. Den familiære stemning taget i betragtning virkede det heller ikke mærkeligt, at Krasnik pludselig bad sin 16-årige niece om at komme op på scenen for at stille Erica Jong et spørgsmål. Siddende lidt akavet på sin onkels knæ spurgte den unge kvinde på et formfuldendt engelsk den verdensberømte forfatter: ”Er der forskel på, hvad du ville sige til en 16-årig ung kvinde i dag i modsætning til en der levede i 1970’erne?”, hvortil Erica Jong svarede:
- Jeg ville sige det samme: Prøv at finde ud af, hvad du virkelig gerne vil i dit liv og gør det frygtløst, og vær ikke bange for at lave fejltagelser. Gør dig selv fri, så du kan gøre og være, hvad du har brug for at være, og lær dig selv at kende. Vi har alle ting, vi frygter, men prøv at overkomme din frygt. Der er ikke nogen forskel på det, om man er i 2016 eller i 1972, sagde Jong til den unge niece og til det begejstrede publikum, og hun tilføjede: Vi har alle ting, vi frygter, og vi kæmper alle med det. Vi kæmper mest af alt med frygten for fiasko. Hvordan ville du leve dit liv, hvis du ikke var bange for fiasko?
Erica Jong talte præcis så mundret og inciterende, som hun skriver - som Krasnik bemærkede, er hun sådan en ’sætnings-forfatter’:
- En perfekt sætning som denne: ”Women are their own worst enemies, and guilt is the main weapon in our selftorture, show me a woman who doesn’t feel guilty and I’ll show you a..”, sagde Krasnik og kiggede hen på Erica Jong, som afsluttede hans sætning: ”man!” til stor morskab for det veloplagte publikum. - At skabe sådan en sætning er bedre end sex. Jeg elsker sex, men at skrive en sætning er som en orgasme, tilføjede Erica Jong, hvortil Krasnik svarede: Det må have været fantastisk at have gjort det i 25 år.
Og meget passende fik Erica Jong lige genopfrisket overfor det yderst veloplagte publikum, hvad det nu er, feminisme egentlig går ud på. Ifølge forfatteren er feminisme er så simpelt, at folk ikke forstår det:
- Feminisme handler bare om, at begge køn skal have mulighed for at udvikle deres talenter og ambitioner uden begrænsninger. Det er så simpelt, at folk gør det kompliceret.
Og til hujende klapsalver fik Jong rundet en meget fin festival af med sin budskab om frigørelse for både mænd og kvinder på en så overbevisende måde, at man et øjeblik havde fornemmelsen af, at det rent faktisk var muligt. Om ikke andet så i bøgernes verden.
Kommentarer