"De mennesker, som faktisk har midlerne til at skabe et samfund, hvor vi alle sammen kan leve værdigt, men undlader at gøre det, det er sgu skammeligt.”
Glenn Bech skriver med al tydelighed, hvordan klasser kan mærkes på egen krop i sit poetisk-politiske manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Han råber med vred stemme mod hykleriet, privilegieblindheden og et manglende klasseperspektiv i samfundsdebatten.
Vi har stillet fem spørgsmål til Glenn Bech:
”Denne bog skulle kunne læses. Her er tale om formidling af store følelser, klasseblindhed, voldelige politikker. Stemmen er lige så indigneret, som den er håbefuld. Jeg anede ikke, hvordan vi skulle genrebetegne bogen. En roman var der ikke tale om. Heller ikke en digtsamling i traditionel forstand. For mig består en bog af en forside, ryg og bagside, og derimellem er der nødt til at være en radikal rummelighed over for, hvad end der foregår.”
Du taler om en klasseskam, der hænger ved livet i de laveste klasser i samfundet. I dit manifest peger du på, at andre i samfundet burde påtage sig et større ansvar.
Hvor i samfundet burde skammen efter din mening flyttes hen?
”Alle kan komme til at undertrykke andre mennesker pga. uvidenhed. Men dem, der har uddannelsen og sidder på 90% af landets formuer, de har simpelthen ingen undskyldning. Jeg er imod udskamning generelt. Men lige disse mennesker, som faktisk har midlerne til at skabe et samfund, hvor vi alle sammen kan leve værdigt, men undlader at gøre det, det er sgu skammeligt.”
Du taler om en kæmpe forståelseskløft og om magten i sproget, der kan ekskludere og udskamme store dele af befolkningen.
På hvilke måder fastholder sproget samfundets klassehierarki?
”At tale sin sag i Deadline kræver noget af én. Et akademisk sprog, en særlig fremtoning. En kropslig ro og et selvværd, der betyder, at man ikke har ligget søvnløs tre dage frem mod interviewet af ren og skær skræk. Når du inviteres ind i magtens hus, forventes det af dig, at du kan tale magtens sprog. Men det er altså langt fra alle, der kan. Man fremstår hurtigt dum, når man er sårbar og følelsesladet. Og man fremstår hurtigt klog, når man kan namedroppe resultaterne fra en rapport. Lol! ”
I manifestet sender du en skarp hilsen til identitetspolitikken og woke-kulturen, som noget der ejes af de privilegerede.
Hvad mener du med: der findes ingen frigørelse uden en klassekamp?
”Alt er klassekamp. Kvindekamp er klassekamp (ligeløn, retten til selvrespekt og frie valg, barselsordninger og bistand). Klimakamp er klassekamp (mens verdens rigeste bygger luksusbunkers, hvori de kan overleve flere år med opvarmede pools og skydebaner, må verdens fattigste bo midt i katastrofen). Klassekampen bør kæmpes nationalt og internationalt (vestens bekvemmeligheder bør ikke være på bekostning af andres.) Omfordelingen af de økonomiske goder vil mindske utryghed og stress, som på samme tid vil mindske vold og had og al anden lidelse også.”
Din bog afdækker, at flere identiteter kan rumme diskriminerende forhold, der indbyrdes forstærker hinanden. For eksempel når man både er underklasse og homoseksuel. Du opfordrer til at reflektere intersektionelt.
Hvad er dit take på det intersektionelle?
”På visse punkter er jeg undertrykt, på andre er jeg privilegeret. Lad os tale om begge dele og ikke kun iscenesætte vores udsatheder for at høste sympati.”
Fra Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet:
”Udelukkelse er indespærring.”
”Gid det offentlige rum blev samme safe space for homoseksuelle som for heteroseksuelle.”
”Sprog = magt
afmagt opleves som at mangle sprog
være levende begravet”
”Hvis vi skal have alle med
så skal vi også have alle med”
Glenn Bech har høstet store roser for sine udgivelser. Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet - manifest og har vundet Politikens Litteraturpris 2022. I 2022 vandt han Christensens debutantpris og Bech Albert Dams mindelegat for sin debutroman Farskibet.
Kommentarer