Af litteraturstuderende Martin Toft
Årets værste sexscene
Hvem har skrevet årets dårligste sexscene? Vi kender ikke meget til den slags i Danmark, men i den angelsaksiske verden uddeler man mange sjove litteraturpriser, der fjerner noget af støvet fra bogen. Den britiske forfatter, Adam Thirlwell (f. 1978), kunne sagtens være én af favoritterne til den tvivlsomme ære.
I hvert fald med debutromanen ”Politik” (2003), for her leverer Thirlwell den ene elendige sexscene efter den anden. Romanen har ellers et arketypisk erotisk plot, en ménage à trois mellem Moshe, Nana og Anjali, men alene titlen fortæller om romanens grundlæggende joke: ”Politik” er en roman om sex, hvor intet virker hverken erotisk, pornografisk eller seksuelt.
Alle de frække scener løber af sporet, før de overhovedet bliver erotiske. Efter Thirlwell udgav romanen, fik han mange private breve fra ulykkelige mennesker, som havde seksuelle problemer. I brevene blev Thirlwell spurgt til råds om sex, men det virker nærmest absurd, hvis man har læst ”Politik”, fordi romanen netop handler om mislykket erotik. Det beskrives med stor præcision, hvordan Moshe, Nana og Anjali fumler og kludrer sig igennem forskellige seksuelle eksperimenter, der ofte ender i et totalt anti-klimaks. 
Multikulturel erotik
Nana er en britisk pige, som studerer arkitektur, mens hendes jødiske kæreste Moshe arbejder som en nogenlunde succesfuld skuespiller. De bor midt i det multikulturelle London, og hurtigt kobles homoseksuelle Anjali med asiatiske rødder på affæren. De flytter sammen, og vi følger deres dagligdag med fester, arbejde, sex m.m.
Det ligner prototypen på en hypermoderne og hip kærlighed, men plottet låner inspiration fra en række erotiske trekanter i filmens verden, eksempelvis ”Casablanca” (1942) med Humphrey Bogart (1899-1957) og Ingrid Bergman (1915-1982) og ”Jules et Jim” (1961) af François Truffaut (1932-1984), og ”Deer Hunter” (1978) med Robert de Niro (f. 1943) og Meryl Streep (f. 1949) af Michael Cimino (f. 1943).
Den erotiske trekant falder ofte sammen med den neurotiske trekant. Det ser man i filmklassikerne, og hos Thirlwell er sex heller ikke en nydelse. Erotik udgør nærmere et problem, som vækker eksistentielle og moralske kvaler.
I ”Politik” udmåler Thirlwell afstanden imellem idealitet og realitet, og resultatet bliver et humoristisk og kærligt portræt af mennesket i det 21. århundrede. De tre unge hovedpersoner fokuserer alt for meget på, hvordan det hele burde være. I det lys får romanen en paradoksal moralsk og erotisk pointe: Den vellykkede kærlighed er egoistisk, ikke altruistisk. Både det moralske og det erotiske fordufter, hvis man blot udlever andres forestillinger og fantasier. 
Kan man tage erotik alvorligt?
Det er en særpræget oplevelse at læse ”Politik”, for Thirlwell behandler erotiske spørgsmål på en måde, som grundlæggende virker totalt ualvorlig. Thirlwell behersker en stil, som er dogmatisk og drillesyg på én og samme tid. I romanen lanceres mange urimelige påstande i kraft af en meget dominerende fortællerfigur.
Romanens fortæller afbryder uafbrudt plottets fremdrift, ja, fortælleren kommenterer og foregriber eksempelvis mange handlingsoptrin, før de overhovedet finder sted. Den mærkværdige fortællekonstruktion er faktisk så påtrængende, at den virker som romanens væsentligste tematik.
Flere anmeldere har bemærket den underlige fortæller i ”Politik”, men uden at tage den fulde konsekvens af observationen. Mange læser ”Politik” uden forbehold, måske fordi Thirlwell har en eksamen fra et hæderkronet universitet i Oxford.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor alvoren egentlig er, når Thirlwell sammenligner trekantsex med kommunisme, eller fortæller barokke anekdoter om dadaisternes seksuelle præstationsproblemer? I løbet af ”Politik” fremhæver Thirlwell flere gange, at den tjekkiske forfatter Milan Kundera (f. 1929) er én af hans største helte.
Det virker sandsynligt, for Thirlwells mærkelige fortællerfiguren er tydeligvis hentet fra Kunderas romaner. Der er i det hele taget mange ligheder mellem de to forfatterskaber, hvilket man får bekræftet, hvis man læser Kunderas allerede klassiske roman ”Tilværelsens ulidelige lethed” (1984).
Man kan aldrig tage Kunderas fortællere helt alvorligt, alene fordi de excellerer i urimelige påstande. Den tjekkiske forfatter er en sand ekspert i at efterligne doktrinære fortællere – ikke mindst i den politiske og kulturelle sfære, måske fordi han levede mange år under den russiske besættelse af Tjekkoslovakiet, før han emigrerede til Frankrig i 1975.
Hos Kundera lærer man ad omveje, at man aldrig skal stole blindt på dogmatiske fortællere. Den pointe gælder også for Thirlwells roman, hvor alvoren hele tiden undermineres af et humoristisk syn på seksualiteten og de kvaler, erotikken afsætter hos mennesker.
På vej imod toppen
I ”Politik” opfordrer Thirlwell egentlig blot sin læser til at tænke selv – ikke mindst når det gælder erotik. I forfatterens hjemland har man for længst opdaget kvaliteterne i den drilske tankegang.
Hver 10. år publicerer tidsskriftet ”Granta” en liste over de mest lovende forfattere under 40 år, og i 2003 strøg Thirlwell direkte ind i det fornemme selskab, hvor man også fandt navne som Zadie Smith (f.1975), Monica Ali (f. 1967), Hari Kunzru (f.1969), David Mitchell (f.1969), Dan Rhodes (f. 1972) og Rachel Seiffert (f. 1971).
Thirlwell var ikke alene den yngste på Grantas næsten mytologiske liste, hvor Salman Rushdie (f.1947) også blev “opdaget” i 1983. Den unge forfatter havde faktisk ikke udgivet noget som helst, da den seneste liste blev offentliggjort i 2003 – juryen havde blot med stor begejstring læst det første udkast til “Politik”.
Ekstra. Adam Thirlwell er også skribent og redaktør på det britiske litteraturtidsskrift ”Areté”, og han skriver ligeledes artikler for det amerikanske tidsskrift ”The Believer”, hvor han senest har bidraget til udgivelsen ”The Believer Book of Writers talking to Writers.
Kommentarer