En ulykkelig familie er altid ulykkelig på sin helt egen måde

Din roman handler en del om familie og parforhold. Hvordan synes du kernefamiliens vilkår er i dag i forhold til tidligere?

Jeg tror, at familien som form har forandret sig og nu er langt mere rummelig og foranderlig end den faste ramme, som kernefamilien er. Jeg tror egentlig ikke, at den traditionelle kernefamilie har særlig gode forhold i dag, men ud af det er vokset alternative familieformer, som jeg anser for at være en positiv ting. Far, mor og børn-modellen kan måske ikke længere helt rumme det moderne liv. I rigtig mange år har det – højst sandsynligt som en modreaktion på vores forældregenerations mere fritsvævende og – ville nogen mene – egoistiske liv – været sådan, at forlovelser og kirkebryllupper blomstrede, og der var færre skilsmisser. Men med finanskrisen er skilsmissekvotienten stigende. Måske fordi den traditionelle familie-enhed ikke længere er rustet til at kunne modstå kriser.
Vi har det privilegium at leve i en tid, hvor alternative familieformer udvikler sig og er socialt acceptable. Man behøver ikke længere blive sammen for børnenes skyld, og kvinder er ikke længere fastlåst i ulykkelige ægteskaber på grund af økonomiske hensyn. Familier kan være mange ting: Par af samme køn kan blive forældre, børn får bonusforældre og søskende i stedet for onde stedmødre og stedsøstre, bedsteforældre får igen en funktion i storfamilien osv. osv. Dette kræver selvfølgelig en villighed til – i for eksempel skilsmissesituationer – at være del af den moderne alternative familie og ikke modarbejde hinanden, men hvis man kan det, så er det efter min mening kun en positiv udvikling af familien.

Samfundet er et farligt sted at leve, hvad gør denne kendsgerning ved personerne i din roman?

Personerne i min roman forsøger desperat at fastholde en form for normalitet, på trods af det livet og verden byder dem. Jeg tror, det er en meget naturlig reaktion på risikosamfundet. Vi lever i et ekstremt informationssamfund, hvor man uafbrudt får fortalt, hvor ganske rædselsfuld verden er, hvilket til dels afføder en følelsesmæssig immunitet over for sultkatastrofer og krig o.a., for vi kan ikke rumme det, vi konstant bliver præsenteret for. Derfor bliver økologisk leverpostej i madpakken, skolevalg og samtalekøkkener pludselig af essentiel værdi i vores tilværelse. Vi forsøger at sætte normaliteten op som et værn mod den ydre verden og de trusler, den frembyder.

I din roman møder vi en spændende gruppe mennesker, som alle har 'skeletter i skabet', er det din måde at vise, hvor almindeligt det ualmindelige er?

Ja. Spørg dig for i din omgangskreds. Alle bærer på historier, ikke nødvendigvis ”skeletter i skabet” for det lyder så negativt, som om man ikke har rent mel i posen. Men livet sker jo hele tiden: Folk bliver skilt, får depressioner, tager stoffer, drikker for meget, bliver kørt over, bliver syge, forelsker sig i de forkerte. Ikke fordi livet konstant er ad helvede til, folk får også nogle vidunderlige unger, elsker hinanden, får succes i karrieren osv. Og de kommer sig over livets mere voldsomme ting, bliver stærkere, flytter sig mentalt, får mere selvindsigt. Men lykke er desværre ikke helt lige så interessant at skrive om, især fordi det måske ikke er lige så identitetsformende. Tænk på åbningen af Tolstojs Anna Karenina: ”Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.”
Det er meget lidt almindeligt at være så hjerteskærende normal, som vi alle et eller andet sted gerne vil være.

Hvorfor er vi så angste for det der er anderledes, i Danmark?

Det ved jeg ikke, og det undrer mig meget. Vi lever i et ekstremt privilegeret land, der burde kunne rumme og favne det anderledes, kreative, innovative og originale. I stedet møder mange det med skepsis og angst. Måske er det udtryk for en lille nations traume, jeg ved det ikke. I stedet for at se mulighederne i andre menneskers kultur og tilgang til tilværelsen (og hermed mener jeg ikke kun de mennesker, der kommer hertil af et uendeligt antal årsager, men også blandt danskere som sådan), ønsker vi at indordne, afrette og normalisere. Og det er en udvikling, der er blevet markant værre og mere ubehagelig i løbet af de sidste otte-ti år.

Hvorfor kan man ikke forvente at livet er let og enkelt?

Man kan måske godt forvente det, men man bliver slemt skuffet – rent bortset fra, at det da grundlæggende ville være kedeligt. Livet er voldsomt og stort. Det udspiller sig på en klode med 6-7 milliarder mennesker af alle økonomiske klasser, religiøse og politiske overbevisninger, i en natur, der ikke vil indordne sig under mennesket, og som vi i øvrigt har drevet så meget rovdrift på, at det nu giver bagslag, med derpå følgende klimakatastrofer, smeltede poler, sultkatastrofer, tørke, jordskælv osv. osv. Og det oven i købet i en verden hvor tilfældet og heldet er den herskende faktor.

Er din roman en hyldest til København - som er så rig på forskelligheder?

Jeg ved ikke, om romanen skal læses specielt som en hyldest så meget som, at København næsten har status af en karakter i romanen. Det sted vi bor, påvirker det liv, vi lever, og den måde, hvorpå vi interagerer med andre mennesker. Og København er – som alle storbyer – et alsidigt og mangfoldigt sted. Det er en fantastisk ramme og baggrund for den historie, som jeg fortæller i min roman.

Flere af anmelderne i aviserne er optaget af den samfundskritik din roman rummer. Er den samfundskritisk eller den nærmere ment som et kærligt samfundsportræt?

Romanen er vel egentlig ikke tænkt som nogen af delene, men den er da i høj grad udtryk for mine holdninger til den by og verden, vi lever i. Så på den led er romanen nok et relativt kritisk portræt af et sted, hvor jeg er opvokset og har boet hele mit liv, og som jeg elsker højt. Men min kærlighed til byen København afspejler meget de følelser, man nærer for sin familie. Familien og byen er en indbygget del af én selv, som på godt og ondt har formet ens personlighed, men samtidig er der meget ofte rum til kritik og forbedringer. Og det er vel i virkeligheden en sand form for kærlighed: I dette tilfælde, at den by, jeg holder så meget af, kan udvikle sig og blive et bedre og mere rummeligt sted. Den bedste by, den kan være.