'Sprogjongløren', 'seriøs trubadur af den moderne slags' og 'national skjald' er nogle af de mærkater, der blev sat på Kenneth Thordal, da han i 2003 udgav sit første dansksprogede album. Ingen kan være i tvivl om, at Thordal behersker det dansk sprog som ganske få og med største lethed omskriver livets banaliteter, så det forvandler sig til den fineste pop-poesi.
Livets banaliteter er måske et misvisende udtryk, for modsat så mange andre laver Thordal sangskriverpop med problematisering. Tekster med mening og bid i. Tekster, der tager fat der, hvor det gør mest ondt, der hvor ingen går ram forbi. Men det er samtidig poesi med en lun tone og ikke mindst en stor portion selvironi.
Thordal kan ikke bare noget med sproget, men han kan også ramme ømme punkter med sin næse for samfundssatire. Som lytter til hans tekster og musik, må man bøje sig i støvet for det er alt sammen vellykket, velskrevet og meget elegant.
Hvad kommer først, når du skriver sange – musikken eller teksten? Kan du fortælle lidt om dine arbejdsmetoder og hvilken proces en sang gennemløber? Hvor har sangteksterne fx. deres udspring?
Som regel skriver jeg melodien først. Sange skal først og fremmest fungere æstetisk. Hvis de ikke lyder godt - hvad det så end vil sige – er det ligemeget. Jeg er ikke interesseret i en nok så god sangtekst, hvis musikken er ligegyldig. Så hellere et digt, et læserbrev eller en kronik.
Af og til skriver jeg dog teksten først – fx teksten til sangen 'Ikke alt går i ring' fra mit seneste album 'Alt og ingenting'. Jeg var i Thorshavn for at skrive sammen med andre folk. På afrejsedagen gik jeg en tur nede på havnen sammen med mine gode og kreative tømmermænd. Vejret var typisk færøsk; regn, sol og blæst i en pærevælling. Godt.
Jeg fik lyst til at skrive en lidt mere optimistisk sang, end jeg ellers giver mig af med. Debatten om, hvorvidt man måtte slå bøsser ihjel i Jesu navn, rasede i Thorshavn og omegn. Egentlig ikke noget, jeg har en holdning til, men dog rimeligt oldschool set fra Østerbro. Alligevel slog det mig, at det trods alt ikke er alt, der er ved at gå ad helvede til. Fx er det nok lettere at være bøsse i Danmark nu end for 50 år siden. Det endte med følgende lille sangtekst:
Ikke alt går i ring (Alt og ingenting, 2007)
Selv i Thorshavn spiser bøsser deres burger med salat, og det kradser, når
de kysser mellem røvfuld og tomat. Ikke alt går i ring. Ikke alt
bliver ingenting.
Selv på Lolland kan Muhammed gå på vandet, hvis han vil. Blot hans
redningsvest er strammet, og han spiser rugbrød til. Ikke alt går i ring.
Ikke alt bliver ingenting.
Selv på Røvhulspladsen kan man møde andre end sig selv, hvis man ellers
lige sådan har lidt tid at slå ihjel. Ikke alt går i ring. Ikke alt bliver
ingenting.
Men som regel skriver jeg altså musikken først. Når der så skal ord på, prøver jeg tit at hjernevaske kroppen (!) med melodien; jeg synger og spiller den så meget, at jeg får hele systemet med i skriveprocessen. Måske begynder jeg at nynne et eller andet vrøvl – typisk på engelsk. Til dels ligger der en masse engelske popfraser omme i baghovedet, og til dels er det ligesom lidt mere uforpligtende at vrøvle på engelsk. Det kommer ikke helt så tæt på.
Mine tekster kan også opstå ud af noget rent sprogligt. Fx forelskede jeg mig i ordet 'frinummer' en aften, lige inden jeg faldt i søvn. Næste morgen skrev jeg følgende tekst, der også er på mit seneste album:
Frinummer (Alt og ingenting, 2007)
Jeg trak vist frinummer til min session. Tændte ikke helt på det der
kaserne. Jeg gik med et ben i rendestenen hele vejen fra Glostrup
Station, så min ryg kunne blive lige så skæv som min hjerne. Og jeg gik
fri for tsunami og vulkanudbrud og dejligt fri for fløjenes tyrkertro. Jeg
slap med Tjernobyl og Glistrup og lidt uren hud. En satanistisk speedfreak
og en hobbyastrolog. Gik i det hele taget fri. Midt mellem Irak og 2.
verdenskrig. Fuldstændig fri. Flade og fordrukne på tabernes hold.
Fuldstændig fri. Og om lidt er kaffen kold.
Og jeg trak frinummer til det søde liv. Der var frit valg på øverste hylde.
Nåede lige at slå mig løs uden at skulle tænke på aids og hiv. Og der var
altid råd til at skylde. Gik i det hele taget fri. Midt mellem Irak og 2.
verdenskrig. Fuldstændig fri. Flade og fordrukne på tabernes hold.
Fuldstændig fri. Og om lidt er kaffen kold.
Og jeg var fuldstændig fri for friværdi. For jeg ejede intet og havde ikke
en skid. Så jeg var fri for at vælge mellem 117 ting jeg ikke kunne lide.
Fattig, forvirret, forelsket og rig på tid. Gik i det hele taget fri. Uden at
ænse verdens skrig. Fuldstændig fri. Flade og fordrukne på tabernes
hold. Fuldstændig fri. Og om lidt er kaffen kold.
I toget på vej til Århus sad jeg og og klippede lidt i aviser for at samle lidt ord til en tekst – den gode gamle cut-up-teknik som vel især Burroughs men også fx Bowie er kendt for. Jeg havde en melodi, jeg godt ville have ord til.
Pludselig faldt jeg over en annonce for musicalen 'Annie Get Your Gun'. 'Annie, hent nu din pistol...', tænkte jeg, og derefter kom følgende tekst ret hurtigt:
Skanderborg Skyline (Skåret ud i pap, 2005)
Annie, hent nu din pistol. De hvide duer skygger for den sorte sol.
De blå balloner har knap så sjove faconer, og de er fulde af lunken luft.
Annie, hent nu dit gevær. Vi kan da ikke bare ligge her og flette tæer.
Vi skal ud og slå til søren. Han skal fandeme holdes fra døren, før vi
drukner i sund fornuft. Skyd en blomst til mig, skyd en skillevej og skyd
himlen fuld af støvregn. Skyd ved siden af, skyd hver eneste dag og
skyd hul i Skanderborg skyline. Annie, hent nu din kanon. Jeg ved, du
har en sten i skoen. Skyd benet af. Det bliver værre dag for dag. Jeg
har prøvet det, kan du tro. Skyd en blomst til mig, skyd en skillevej og
skyd himlen fuld af støvregn. Skyd ved siden af, skyd hver eneste dag
og skyd hul i Skanderborg skyline. Annie, hent nu din raket. Hvem har
sagt, det skulle være så let at styre hele verdens gang med
folkemorderdans og sang? Annie, nu henter jeg mit missil. Vi skyder
natten ind med stil. Her bag ruden, i ly for verdens tuden. Halleluja
og hurlumhej
Da toget kørte gennem Fredericia sad jeg og morede mig lidt over de tre forkølede højhuse, der udgjorde Fredericias skyline. Da toget lidt senere kom til Skanderborg, dukkede titlen Skanderborg Skyline op. Det lød bedre med det dobbelte bogstavrim. Samtidig er det også en lille hilsen til Dylan-klassikeren Nashville Skyline.
Du har gennem mange år skrevet og sunget på engelsk. I 2003 udgav du dit første dansksprogede album. Siden er det blevet til i alt tre dansksprogede udgivelser. Hvorfor gik det galt med det engelske? Og hvad er fordelene og ulemperne ved nu at skrive og synge på dansk?
Hvem siger, det gik galt? Nå, det gjorde det nu på en måde. I hvert fald oplevede jeg op mod årtusindskiftet, at mit humør blev dårligere og dårligere, jo mere musik jeg lavede. Jeg var ude for en bunke forliste pladekontrakter, selskaber der ikke kunne løfte opgaverne, almindeligt uheld og dårlig timing. Det var ikke, fordi jeg bildte mig selv ind, at jeg var et eller andet misforstået geni, som det hele var pissesynd for. Det klappede bare ikke, og det var ikke sjovt længere.
Samtidig var jeg ved et tilfælde begyndt at arbejde som tv-tekster (og ja, jeg er godt klar over, at det kan man fandeme godt se, når man glor på det dersens tv, men den tager vi lige en anden gang, ikke?). Jo mere, jeg arbejde som oversætter, desto mere gik det op for mig, hvor omfattende det engelske sprog er, og hvor relativt dårlig jeg egentlig var til det. Så selvom jeg via mit arbejde blev langt bedre til engelsk, virkede det helt forkert at fortsætte med at skrive sange på et fremmedsprog. I en periode på tre år rørte jeg næsten ikke en guitar eller et klaver. På et tidspunkt skrev jeg så et par sange på dansk, og så var det pludselig sjovt igen.
Blandt ulemperne ved at skrive på dansk er det mest iøjnefaldende nok den begrænsede målgruppe. På den anden side bliver konkurrencen jo også meget større, hvis man prøver at begå sig på internationalsk. Desuden har dansk, så vidt jeg ved, 47 vokallyde. Det er vist nok verdensrekord. De fleste sprog benytter sig af omkring otte vokallyde og er således lettere at rime på. Nogle mener også, at dansk skulle være særlig svært at synge på, men det kan jeg sgu ikke høre.
Fordelene ved modersmålet... Ja, smag lige på det. Modersmålet. Vi fik det ind med modermælken. En god sang skal først og fremmest tale til følelserne, og det foregår nok bedst på vores barndoms sprog. Og de fleste af os er nu en gang ikke så gode til english, som vi går og tror. Trust me – I speak of experience, not?
Når vi skriver på engelsk, skriver vi i høj grad på summen af de engelske kulturprodukter, vi har fordøjet, snarere end på levet liv. Sange, bøger, film, reklameslogans og så videre er naturligvis også en del af tilværelsen, og når man skriver på dansk, flyder der også kulturelt vraggods op på stranden – men nok ikke i helt samme omfang, som når man skriver på danglish.
Det er desuden meget lettere at lave en troværdig scenografi på dansk. Hvis jeg går ned ad Istedgade, er scenen sat med det samme. Hvis jeg derimod går 'across Picadilly Square', er jeg enten på ferie eller englænder. Og hvis jeg først går 'across Saint Hans Square', går det helt galt. Måske er det derfor, man ofte i et tomt, ikke-defineret rum, når man skriver på engelsk – ofte sågar bogstaveligt med rumraketter og rummænd. Hmmm...
Endelig kan man meget bedre fucke det danske sprog op, som det nu passer en. Det er til gengæld ret svært at vurdere, om ens mishandling af engelsk er morsom og original eller bare pinlig.
Når det er sagt, skriver jeg faktisk stadig på engelsk af og til. Det kan være ganske sjovt, og der findes sikkert også danske sangskrivere, der er rigtig gode til det. Men jeg er sgu bedre til det der dansk.
Ironien, selvironien, humoren i det hele taget spiller en stor rolle i dine tekster. Samtidig har mange af dine sange alvorlige temaer - de er ofte politiske, samfundskritiske eller forsøger at stikke til dobbeltmoralen i samfundet. Hvad er det med satiren og dig? Er det lettere at skrive om mere seriøse temaer i en sarkastisk tone? Og hvad så med frelstheden?
Øh, fucking hell for en masse spørgsmål! Det er sgu svært at besvare alt det i en længde, jeg gider skrive, for slet ikke at tale om en længde, som nogen gider læse. Vi er jo altså på Nettet, ikke?
Nå, men altså... Jeg plejer at sige, at jeg kun skriver om to emner: Døden og den til en hver tid siddende regering. Ja, så egentlig har jeg vel kun ét emne...
Men der er så mange, der står og råber og skriger os ind i hovedet konstant. 'Se mig, hør mig, køb mig, knep mig!' Jeg er jo selv en del af det spil – ikke mindst i skrivende stund. Hvis jeg skal kunne holde ud at være en del af hylekoret, er jeg nødt til – af og til og måske primært for min egen forfængeligheds skyld – at sige bare lidt om noget. Og der er satiren og selvironien svær at komme udenom. Sangen 'Køb ind køb ud' er måske et godt eksempel på det. En relativt banal kritik af vores forbrugermentalitet, som i de sidste linjer bliver punkteret – og derved forhåbentlig undgår at blive frelst:
Køb ind køb ud (Alt og ingenting, 2007)
Køb ind, køb ud. Køb englefjæs og silkehud. Køb fred, køb fed. Køb kildevand
og kærlighed. Vågn op, for nu skal vi danse splitternøgne i ring fra
Christiansborg til Christiania og købe dejlige ting. Køb her, køb der. Køb
straks hver eneste ting, du ser. Køb endnu flere og meget meget mere. Ny mor, ny far. Ny fortid uden grimme ar. Ny røv, nyt navn. Nyt landsted
midt i København. Kom med, for nu skal vi danse splitternøgne omkring. Gå
med Bowie og Buddha i Bilka og købe dejlige ting. Køb her, køb der. Køb
straks hver eneste ting, du ser. Køb endnu flere og meget meget mere. Køb liv, køb død. Køb aktier i fordærvet kød. Nyt tøj, ny tand. Ny nyre
helt fra Pakistan. Vågn op, for nu skal vi danse splitternøgne i ring om
Fields og Netto og Fakta og købe dejlige ting. Køb her, køb der. Køb
straks hver eneste ting, du ser. Køb endnu flere og meget meget mere. Køb ny cd. Køb den med ham der Kenny T. Du kan pirat-kopiér dig selv, så
bliver du mange flere.
Denne webtjeneste handler jo om litteratur i en måske mere traditionel forstand. Nemlig den man finder i bøger. Det er derfor nærliggende at slutte af med spørgsmålet: Læser du selv bøger, når du ikke lige arbejder og ellers passer et normalt familieliv?
Ja, jeg læser en del romaner, men aldrig lyrik. Jeg er sært nok heller ikke typen, der går vanvittigt meget op i andre folks sangtekster. Hvis de er gode er det et plus, og hvis de er dårlige er det ad helvede til, men musikken er stadig det vigtigste.
Nu har jeg lige fået læst lidt her i sommerferien:
I forbindelse med Pontoppidans 150-års fødselsdag skrev en eller anden litteraturfætter, at Ida Jessen var en godt eksempel på en nutidig arvtager, så jeg fes ud og købte 'Det første jeg tænker på' og 'ABC'. Jeg var godt underholdt, især af 'ABC', men nogen ny Pontoppidan kunne jeg nu ikke lige få øje på.
Derefter læste jeg DBC Pierres Vernon G. Little. Først irriterede den mig lidt, men efterhånden tager dens lobhudling af medieskabt virkelighed og et amerikansk retssystem i frit fald virkelig form. Eneste anke var en lille detalje ved den glimrende oversætter Jan Hansens ellers udmærkede fordanskning; der står 'skide' på hver anden linje, og det er der sgu da ingen, der går rundt og siger. Det er helt tydeligt, at der har stået 'fucking' på amerikansk. Så skriv dog 'fucking' for fucks sake, eller drop det. Nobody gives a fuck, men at læse sætninger a la 'Kørte han i den skide bil?', er sgu... skide irriterende.
Endelig fik jeg langt om længe læst 'Platform' og ikke mindst 'Elementarpartikler' af skandaleombruste Michel Houellebecq - og se, det var sager.
Jeg skal ikke her forsøge at forklare hvorfor. Jeg er simpelthen ikke klog nok til at forsvare den lille del af hans forfatterskab, jeg (måske) har forstået. Men sjældent har jeg været så godt og intelligent underholdt. Endelig en, der virkelig har format til at give hele Universet et ordentligt los i røven. Anbefales!
Kommentarer