Kig i din indbakke om mandagen! Oplev noget forfriskende og bliv præsenteret for noget du (måske) ikke plejer at se og læse. Tilmeld dig hvermandag.dk, som gratis tilbyder dig en ugentlig litterær tekst af en kendt, mindre kendt eller ukendt forfatter. Kort sagt repræsenterer hvermandag.dk nyhedsbrevets princip i litteraturens tjeneste.
Af Mette Brücher og Sofie Hillersborg Nielsen
”Ingen (ud over redaktørerne og den pågældende uges forfatter) ved, hvem der leverer næste tekstforsendelse. Dette for at bevare et overraskelsesmoment i afsendelserne.” Sådan lyder det fra hvermandag.dk, hvilket præcis er det, vi har oplevet, siden vi for flere uger siden tilmeldte os hjemmesiden. Vi blev overrasket med tekster lige fra kinesiske oversættelser til hverdagsnoveller til et mindedigt om Yahya Hassan. Vi oplevede, at det var nemt at tilmelde sig, da hjemmesiden er meget enkel. Foruden at abonnere kan man læse om organisationen og se, hvilke forfattere der igennem årene har bidraget med en tekst. Ud over at det er gratis at abonnere, kommer der heller ikke andre forsendelser, for eksempel i form af reklamer fra hvermandag.dk. Det er således særdeles simpelt – på den gode måde. Forfatterne er desuden blevet bedt om at holde deres tekst på højst 1.000 ord, hvilket passer godt til en travl hverdag, som flere danskere har. Ofte er tiden knap, når vi tjekker vores e-mail, og der er således risiko for, at vi ville opgive at læse den litterære mail, hvis teksterne stillede krav til, at vi sætter lang tid af til at læse dem. Vores oplevelse er derfor, at teksterne passer godt til den digitale verden.
Det litterære e-mailprojekt er crowdfunded, og organisationen har eksempelvis samlet penge ind i år, så de kan fortsætte med at levere tekster. Det er først og fremmest brugerne, som støtter økonomisk, hvilket kan tilføre en følelse af fællesskab, da vi sammen er med til at bevare (ny) litteratur. Udover brugerstøtte modtager initiativet Statens Kunstfonds tidsskriftstøtte. Denne konstruktion bidrager på den ene side til, at hvermandag.dk kan hjælpe med at udbrede kendskabet til ukendte og nye forfattere hos de knap 4.000 abonnenter hver uge. På den anden side kan dets afhængighed af finansiel støtte udefra gøre det til et skrøbeligt projekt.
Vi har i den forbindelse spekuleret på, hvorvidt mailen fra hvermandag.dk kan forsvinde i, hvad hjemmesiden kalder, ”en af verdens vel nok tuffeste litterære kontekster, nemlig det forblæste email-miljø”. Mailen lander mellem andre mails og reklamer, og den kan tilmed lande i "uønsket mail", hvis brugeren ikke læser den i nogle uger. Der kan gives frivillig feedback på mandagens tekst, men ellers kan redaktørerne og forfatterne ikke vide, hvorvidt teksterne bliver læst eller ej. Omvendt må vi formode, at dem, som tilmelder sig servicen, oprigtigt er interesseret i at udvide deres kendskab til aktuel dansk litteratur, og at de af den grund også er meget opmærksomme på den litterære mandagsmail. Dette er i tråd med, at det er brugerne, som økonomisk støtter op om projektet. Hvermandag.dk er desuden repræsenteret på Instagram og Facebook, hvor de oftest poster små "udklip" af mandagsteksterne. Her åbnes der således for en lejlighed til at få en debat i gang i kommentarfelterne. Det er en god mulighed, da vi personligt har oplevet, at en tekst kan "rumstere" i tankerne, og vi således kan savne én eller flere personer at diskutere teksterne med.
Det skaber desuden en særlig situation, at brugerne ikke ved, hvilken tekst de bliver præsenteret for. Hvilke følelser sætter teksten i gang? Hvad bliver brugerne afbrudt i af andre gøremål, når de modtager den, og kan det få indflydelse på resten af deres dag? For at komme disse svar nærmere har vi valgt at se på nogle af forfatterne, som har bidraget med tekster samt hvilke typer tekster og hvilke tematikker, det har drejet sig om.
Under hver tekst bliver der i varierende grad givet en række oplysninger om den pågældende forfatter. Om Fie Ljungmann, som var forfatter til teksten udsendt den 24. februar, er det eksempelvis kun fødselsår og uddannelse, der bliver oplyst. Der gives omvendt en mere detaljeret beskrivelse af Yu Jians forfatterskab, som man kunne modtage en smagsprøve på den 9. marts samt af Thomas Boberg, som bidrog med en tekst den 29. juni. Hvermandag.dk oplyser selv, at teksterne bliver leveret af såvel bestsellerforfattere som debuterende, forfatterskoleelever, rap-lyrikere og eksklusive digtere. Det er således både bred og smal litteratur, som brugerne af hvermandag.dk får tilsendt. Redaktørerne sikrer imidlertid kvaliteten ved selv at invitere forfatterne til at skrive en tekst, så det ikke er alle og enhver, der kan indsende tekster.
Ligesom forfatterne bag mandagsteksterne skifter hver uge, oplever vi også forskellige temaer i teksterne. I Ljungmanns tekst tager det lyriske jeg os med på en rejse i Italien, men også i jegets sind: ”ubærligt trist er det at han står sådan der og kigger / jeg kan fanme ikke holde det ud / så sørgeligt: de spiller Lukas Graham over anlægget nu / og det gør mig endnu mere sindssygt modløs”. Tekst #305 skildrer en mytisk barndomserindring, hvori fortælleren husker, at da ”min familie og alle dens tjenestefolk var gået til ro, sprang jeg ud af vuggen og listede ud til dyrene i laden”. Omvendt bliver Bobergs novelle et eksempel på en mere nutidig fortælling, blandt andet om danskhed: ”Tania elsker alt, hvad der er dansk, især stegt flæsk og sværene allermest.” Samtidig belyser Boberg nutidige problemer i en dansk familie: ”Han har to voksne døtre med en kvinde, han for længst er skilt fra […] Og Karstens ene datter var mobbeoffer. Hun er både lettere autist og har ADHD.” Et gennemgående træk i teksterne er desuden det moderne ordvalg, og at forfatterne ikke er blege for at lege med både sprog, syntaks og det grafiske udtryk. Ljungmanns tekst kan i denne forbindelse igen bruges som eksempel: ”Jeg venter på nogen. sige / sige det sådan her: mit hjerte banker hårdt i brystet / jeg forsøger mig frem: alt der opstår over tid. fedtet hår”. Temaerne spænder således bredt, hvilket er i tråd med de mange forskellige forfattere og genrer. Der er noget for enhver smag samtidig med, at brugerne kan blive udfordret af noget, de normalt ikke ville læse. De velkendte problematikker og det moderne sprog kan derudover give læseren en følelse af at have et tilhørsforhold til litteraturen: Det er ikke uvedkommende situationer, men derimod oplevelser, som flere senmoderne mennesker i udstrakt grad vil kunne relatere til.
Vi vil således give vores varmeste anbefalinger til hvermandag.dk. Vær åben og giv dig hen til de mangfoldige tekster. Vi kan alle have brug for at blive overrasket, inspireret og udfordret af spændende ny skønlitteratur – især på en kedelig mandag morgen.
Kommentarer