Nådesløs og betagende skildring af overklassens liv i New York i slutningen af det 19. århundrede. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Munterhedens hus (1905, da. 1994) blev Edith Whartons (1862-1937) store gennembrud som forfatter. Allerede i 1898 havde hun, sammen med en arkitekt, udgivet en guide til at skabe en smuk indretning af hjemmet. Det samme blik for indretningens afspejling af personernes indre går igen i denne nådesløse og betagende skildring af overklassens liv i New York i slutningen af det 19. århundrede. Ingen er lykkelige, mændene lever et meningsløst liv i luksus, sat i scene af deres ellers uvirksomme hustruer, der for mændenes penge skaber den facade, det er så vigtigt at opretholde.
Inden Munterhedens hus havde Wharton blot publiceret en enkelt novelle. Men med denne roman blev hun med ét berømt. Alle ville læse 'sæsonens bog', og det, der især trak læsere til, var bogens vovede beskrivelser af livet i den amerikanske overklasse; især livet i den øverste overklasse, the top 400 eller the set, der skabte moden og dannede forbillede for resten af samfundet.
Wharton var selv vokset op som del af denne overklasse, og det at hun indefra kendte til livet som det levedes i den ellers meget tilbagetrukne del af samfundet tilføjede blot læsning endnu mere pikanteri.
Whartons roman blev da heller ikke betragtet som særlig vellykket som litteratur, da den udkom. Den var fin som sædeskildring, den pirrede den indre voyeur – men som rigtig litteratur slog den bestemt ikke til. Romanen blev på dette tidspunkt betragtet som damelitteratur, og man kunne derfor afvise den som noget, der havde varig værdi. Rigtig litteratur blev skrevet af dannede mænd, der fornøjede sig med at skrive. Litteratur var i hvert fald ikke at betragte som et arbejde, og hvis det endelig var: så var det i hvert fald ikke noget for kvinder.
Blandt hendes 'egne' blev Wharton også betragtet som en overløber. Hun havde forrådt dem, og samtidig gjorde hendes kunstneriske udfoldelser hende suspekt og kostede hende formentlig også sin første forlovelse, da hun ikke opførte sig, som hun burde. Kvinder i overklassen skulle ikke foretage sig noget selvstændigt; de havde nok at gøre med at føre hus og være sin familie ansigt udad til. Deres rolle var ikke at deltage i samfundslivet.
Det kunne Wharton dog ikke affinde sig med, og hun påbegyndte en forfatterkarriere, der gjorde hende til en fri og selvstændig kvinde. Men hendes bøger var ikke kun et oprør med hendes egen oprindelse, de var faktisk også af høj kunstnerisk kvalitet, og især inden for de seneste halvtreds år er Whartons anseelse vokset støt, så hun nu betragtes som en af USA store forfattere.
Lily Bart, den ydmygede kvinde
Men hvorfor vakte bogen så stærke følelser, da den udkom i 1905? I Munterhedens hus har den underskønne Lily Bart været en del af overklassens liv i 10 år. Hun er efterhånden blevet 29, men det er stadig ikke lykkedes hende at blive gift med en rig mand – det som ellers er hendes og alle andre kvinders eneste formål her i livet. En kvinde skal finde sig en mand at føre hus for; helst så rig og anset så muligt, så hun har noget at give sig til.
Men selv om Lily er den smukkeste af alle kvinder, så har hun alligevel formået at ødelægge den ene chance efter den anden – og nu er hun efterhånden ved at være løbet tør for muligheder. For nok er hun skøn, men hun er også på vej ind i sin skønheds efterår. Whartons beskrivelse af overklassen er lige dele socialdarwinisme og social kritik, der forsøger at beskrive, hvordan kvinder bliver ofret af ligegyldighed og for fornøjelsens skyld – helt uden skam eller omtanke.
Det etiske vakuum og tankeløsheden blandt denne elite er gennemtrængende, og det er faktisk svært at finde en egentlig helt i bogen. Lily selv er nærmere en tragisk figur, der ikke kan finde ud af at handle for sit eget bedste, og de øvrige karakterer har alle en eller flere karakterbrister, der gør dem tragiske eller direkte modbydelige.
Da vi møder hende, er Lily således ved at løbe tør for penge og lever på sine venners nåde. Hun indleder et venskabsforhold til Arthur Selden, der nok lever af de riges penge, men selv står uden for den kreds af mennesker, der udgør samfundets top. Lily er ved at indfange en rig mand, og alle hendes venner forsøger at hjælpe hende på vej. En anden fraktion af eliten forsøger dog at hjælpe en anden kvinde mod det eftertragtede giftemål, og kampen mellem de to bliver et af sæsonens underholdende elementer.
Lilys egen situation er anspændt. Hendes forældre blev ruinerede, da Lily var barn, en situation Lilys mor ikke kunne udstå, og hun opdrog derfor Lily til at være del af det rige selskab, så Lily kunne erobre den plads, som var blevet hende selv nægtet. Lily blev derfor opdraget til at være selskabets blomst; men som for de fleste blomster er Lilys skønhed, hendes evne til at føre en dannet samtale og til at gøre andre godt tilpas helt uden nytte.
I romanens lettere darwinistiske tone er Lily samfundets ypperste frembringelse, men samtidig er hun fuldstændigt ubrugelig. Som en buket blomster, et ornament på en bygning eller en smuk broche kan hun nok beundres, men mere er der ikke i hende. Når hun er afblomstret, er der kun tilbage at smide hende i skraldespanden, hvis hun ikke har sikret sig plads i et ægteskab forinden.
Livet udenfor overklassen
Lilys store problem er, at hun aldrig rigtigt kan finde sig til rette blandt overklassen. Kritiske tanker bliver ved med at dukke op, og da hun endelig er ved at have landet sin rigmand, går det galt igen. Hun faldet i snak med Selden, og han giver nyt liv til hendes kritiske tanker, der ellers var faldet til ro. I stedet ender det med at de falder for hinanden, og pludselig kan hun ikke gennemføre sit forehavende.
Hun mister kampen, og i stedet tager hun på rejse med nogle rige venner. Kvinden i det forhold bliver dog bange for, at Lily er ved at forføre hendes mand, så hun selv mister sin position i samfundet. Og efter en længere batalje, får hun det fremstillet som om Lily Bart har været hende utro med manden. Vi ved det ikke passer, men som Lily anfører, så betyder sandheden ikke særlig meget: Det, der betyder noget, er hvad folk har lyst til og brug for at tro om hende. Selv Selden og hende tante mistænker hende, så hun giver op og forsvinder væk.
Her begynder Lilys undergang for alvor. Vi genfinder hende i Monte Carlo, hvor Selden tilfældigt møder hende. Hun er kommet i kontakt med en ny gruppe mennesker: de nyrige, der er på vej frem i samfundet, men som endnu ikke kender reglerne og derfor ikke kan få adgang til det rigtigt gode selskab.
Lily forsøger at undervise dem i gode manerer, men i længden kan hun ikke leve på den måde, og da hendes tante dør uden at efterlade hende penge, må Lily ud i den virkelige verden for at finde et arbejde. Det har hun ikke evner til, og da hun ikke formår at udfylde de tilbudte pladser, synker hun dybere og dybere ned i armod.
Mod slutningen lever hun på et trangt kammer, hendes skønhed er fortrængt af træthed og de mange timers arbejde, og hun har ikke mere at leve for. Hun kan ikke sove for selvbebrejdelser og tager et sovemiddel. Måske tager hun for meget ved et tilfælde, måske er det overlagt, i hvert fald vågner hun aldrig igen. Således slutter Whartons roman uden forsoning eller uden helte på et usselt kammer i et slumkvarter i New York.
Kommentarer