Sneglens hus er første bind i en ny krimiserie med kommissærerne Mathiesen og Müller. Det er en krimi, der foruden en spændende handling også giver et overbevisende billede at livet, som det leves i Sønderjylland, hvor det nationale ofte er lidt mere end blot dansk. Hovedpersonen Carsten Mathiesen er en rar fyr, og så er han en temmelig usædvanlig krimihovedperson, fordi han hverken drikker eller har ægteskabsproblemer. Hvorfor er din hovedperson sådan? Hvordan har du fået ideen til ham? Han er helt anderledes end jeg er. Jeg har selv ægteskabsproblemer og problemer med alkohol. Men det er ikke den egentlige sandhed. Jeg ville gerne have nogen, der er forholdsvis uskyldig, og som i løbet af tiden kommer længere og længere ind i regioner af uborgerlighed, af forbrydelse og mørkhed, men også af forførelse, som er helt anderledes, end hvad han er vant til i sin parcelhustilværelse, som tiltrækker ham og samtidig frastøder ham. Det var ideen, lege med en meget solid figur (det er jo også lidt anlagt i Christiane Müller, som er helt anderledes), og til sidst gøre, efter han har oplevet alt muligt, efter han har udviklet sig, føre ham tilbage til det borgerlige, det trygge igen, men som et andet menneske. Din krimi skildrer dansk identitet rigtig flot - har du en ide om, hvordan det kan være at du kan beskrive den så flot? Fordi jeg er dansker - og så ikke er. Jeg mener, jeg føler mig fuldstændig som dansker, jeg har aldrig følt mig som tysker eller noget, og jeg er opvokset med danske traditioner - og så dog, ikke helt, ikke med Højskolesangbogen, ikke med denne begejtsting for dansk bøg og muld, fordi jeg jo alligevel stod udenfor. Dansk og så lidt halvtysk, noget i den stil. Hvad betyder det for ens identitet, hvis man både har tilhørsforhold til Danmark og Tyskland? Det er vanskeligt at sige, fordi det er nemt, når man, som jeg, bor i Berlin. Da er der ingen problemer. Da er jeg dansker, der taler perfekt tysk. I Sønderylland, i min barndom, var det anderledes. Da var jeg et eller andet imellem, og det kunne jeg ikke lide, fordi jeg ville være et eller andet klart, og det var ikke muligt, og det led jeg under. Så, ja, på den måde er min identitet altid truet nede fra, fra min barndom, jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er rigtig god nok i min danskhed, det ligger dybt - men samtidig er jeg dansk ind til benene. Bare lidt anderledes. Angsten for de, der er anderledes er et vigtigt tema i bogen, hvorfor? Nu prøver jeg at generalisere: Vi mennesker har en uhyre trang til at være konforme. Det er ikke noget særlig dansk, det er universelt, i det mindste tror jeg, at det er sådan. Carsten svinger jo også hele tiden mellem tolerance over for dem, der er anderledes, og afvisning af dem. Jeg tror slet ikke, at det problem kan løses, det skal det måske heller ikke, jeg tror, at denne svingen (bortset fra en total afvisning) er en del af vores natur som mennesker. Vi vil være del af en gruppe, helt og aldeles, og så, måske, alligevel ikke. Det er det, jeg kommer til at lege med i alle mine romaner. Det kommer aldrig til at være helt entydigt, jeg vil ikke afvise, at en vis kulturel homogenitet har noget godt, men heller ikke tale for et absolut dansk Danmark - det er jo allerede ren Utopia. Carsten er en idealistisk politimand, hvordan er hans idealer? Jeg ved slet ikke, om han er idealistisk. Da han går i gang med sine første værv i min første roman, har han helt sikkert meget klare værdier - ærlighed, familien, anstændighed, plus en vis portion handelstalent, som han jo viser i sin omgang med gangsteren Antar Roda. I et vist omfang tager han ting, som de kommer. I løbet af romaner kommer han dog til at løbe ind i stadig vanskeligere moralske problemer, og så bliver hans idealisme også sat på en prøve. Men nu vil jeg ikke røbe for meget. Hvad skal der efter din mening til for at en krimi er god? Den skal være velskrevet, den skal være vittig, den skal have overraskelser, den skal have levende personer, og dens slutning skal være tilfredsstillende. Som Billy Wilder (et østrigsk-amerikansk filmgeni) sagde engang, tilfældigheder hører hjemme i første akt, derefter er det personernes psykologi og omgivelsernes nødvendigheder, der skal drive værket, altså ingen tvillingsbrødre fra Australien, der dukker op i sidste øjeblik - men hvad fanden, det kan også være vældig sjovt, men gør ikke en roman virkelig god. En virkelig god krimi skal være en virkelig god roman. Jeg synes, at Frøken Smillas Fornemmelse for Sne var en virkelig god krimi, selv om slutningen var idiotisk og anden halvdel væsentlig dårligere end første. Jeg læste den to gange og tog den som forbillede for en af mine tyske romaner, Die letzte Option, som jeg altid for mig selv kaldte Smilla Light. Jo, den var god (altså også min roman). Har du krimiforbilleder? Raymond Chandler og Dashiell Hamett. Bare dem. Selv om jeg slet ikke skriver som dem, fordi jeg føler, at sådan er vort samfund ikke, som det samfund, de beskriver. Mest Chandler egentlig, mit store idol blandt krimiforfatterne.
Kommentarer