Af Morten Peick, cand. phil i litteraturhistorie
Fra 1841 til 1844 udgav den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe (1809-1849) tre fortællinger, som blev begyndelsen på kriminallitteraturen som særskilt genre: The Murders in the Rue Morgue (1841) The Mystery of Marie Roget (1842/43) og The Purloined Lette (1844).
De foregår alle i Paris og har den superintelligente, aristokratiske amatørdetektiv C. Auguste Dupin som hovedperson. I kraft af sin overlegne rationalitet, opfindsomhed og knivskarpe iagttagelsesevne lykkes det Dupin at opklare mord og tyverier, det konventionelle parisiske politi ikke magter. Historierne fortælles af en navnløs jegfortæller, der er detektivens ven og beundrer. Selv besidder han ikke Dupins geni, men er en almindeligt begavet person, hvis gennemsnitlighed får ham til at minde ikke så lidt om novellernes læser.
Storbyen
Litteraturhistorisk set er Edgar Allan Poe altså detektivheltens fader. Men som type er han barn af de ændrede livsforhold i den moderne metropol, som i 1840’erne så småt var ved at vokse frem i Amerika og allerede var en realitet i Europa med Londons og Paris’ millionbyer. Selv oplevede Poe aldrig Paris.
Han lod sig inspirere af sine samtidige franske forfattere som Honoré de Balzac (1799-1850) og Eugène Sue (1804-1857), der havde skrevet om Paris’ fascinerende forbryderverden. Og så fulgte han i øvrigt sin nærmest profetiske sensibilitet over for de signaler, der udgik fra den gryende bymodernitet, hvor mennesket blev stillet over for en uoverskuelig og skræmmende fremmed virkelighed. Hvor alle i landbosamfundet kender hinanden og ved, hvem der er i familie med hvem, består storbyens endeløse masser af anonyme 
individer.
Det er således let for en forbryder at forsvinde i storbyen. Man kan blot dykke ned i den menneskelige strøm, der hvert minut defilerer forbi på gaderne, og lade sig opløse i mængden. Eller man kan omkostningsfrit give sig ud for at være en anden end den, man er. Svindleren og falskspilleren hører hjemme i byen.
Når alle er en potentiel gerningsmand og alle altid under mistanke, sådan som Poe fremstiller det i sin brillante fortælling om massemennesket, The Man of the Crowd (1840), kræver det et trænet øje og et solidt kendskab til storbyens typer at spotte den kriminelle. Forbryderen afslører sig i de små og tilsyneladende ubetydelige detaljer.
Derfor er detektiven detaljens mand. Hos Poe viser Dupin gang på gang, at det ikke er nok at gå logisk og regelmæssigt frem, når man analyserer en forbrydelse. Man må også have blik for de særlige - “peculiar” - kendsgerninger, som adskiller den ene sag fra den anden. I The Murders in the Rue Morgue fastslår Dupin eksempelvis én af hovedpersonernes identitet uhyre præcist ved blot at betragte et hårbånd.
Ud fra denne undseelige detalje kan han slutte, at der er tale om en fransk matros, der tidligere har haft hyre på et maltesisk skib. Når kendsgerningerne er slået fast, handler det blot om at reagere logisk på dem.
Jægeren
Men detektivens årvågne blik er måske ikke nødvendigvis så nyt endda, hvilket faktisk antydes i ”Rue Morgue”-historien Det bemærkelsesværdige ved The Murders in the Rue Morgue er nemlig, at forbrydelsen ikke er begået af et menneske. Morderen er en undsluppet orangutang fra Borneo, bragt til Paris af den franske matros.
På sæt og vis indtager Dupin herved rollen som en moderne jæger, der ved at læse dyrets spor fanger et stykke vild og uforfalsket natur midt i civilisationens hjerte. Men hvorfor denne sammenblanding mellem storby og natur, der jo umiddelbart synes at være modsætninger? Måske fordi ligheden findes.
Man kalder jo gerne storbyen med dens virvar og mange fristelser for en “jungle”. Ligesom stifinderen og jægeren orienterer sig efter naturens spor, og dermed fratager vildnisset noget af dets angstvækkende karakter, er detektiven en slags ‘superlæser’, der ved suverænt at sortere i byens uendelige mængde spor behersker truslen fra byens kaotiske tegnverden.
Med sine fortællinger om C. Auguste Dupin skabte Poe en litterær figur og genre, der siden har haft en overvældende succes i den vestlige kulturkreds. Det er der mange grunde til. Én af dem er, at han forener det moderne menneskes metodiske fornuft med en urgammel evne til at tyde spor. Hermed tilfredsstiller han et behov, mennesket altid har haft for at kontrollere sine omgivelser, men som pludselig bliver meget akut i den moderne metropol.
Kommentarer