Familien skal til Fanø på sommerferie. Forventningerne til den perfekte ferie er store, men hvad sker der i den vaklende familie i løber af et par solskinsuger? Læs Katrine Grünfelds svar om ægteskab og forventninger til lykke.
Drømmen om lykke, virker som et urimeligt pres i familien, hvorfor?
Drømmen om lykke er en illusion. Lykke kommer i glimt - og det kan være svært at acceptere, når vi i dag opererer med "Det lykkelige ægteskab" og "Den lykkelige kernefamilie". Altså, lykke som noget altid tilstedeværende. Johanne har denne lykkeforestilling, men den kan ikke praktiseres i et hverdagsliv, hvor det er åbenhed, respekt og godt kammeratskab, der er drivkraften. Hendes manipulation af virkeligheden hen i mod det lykkeideal sker gennem den skjulte dagsorden, det dobbelt bogholderri hun fører, hvilket får den virkelige virkelighed til at miste betydning og hun kan kun skuffes gang på gang. Og så er sommerferie måske næst efter juleaften det tidspunkt i løbet af året, hvor kernefamilien i den grad skal indhente det forsømte og tvangshygge, det har jeg været nysgerrig efter at sætte i scene, dette tvangshyggeri. Ingen kan jo leve op til forestillingen om at hygge sig. De fleste har meget forskellige forestillinger om hvad hygge vil sige når maden er spist og slikskålen er tømt. Det stereotype billede er at kvinden vil snakke mens manden leder efter gaffatape til at lukke for hendes mange ord. Ungerne vil hellere i Disneyland. Og så spiller man et spil og bliver uvenner, for et eller andet sted skal frustrationerne komme ud, når man har sagt farvel til middagsgæsterne og tørret de store falske smil af. Det er naturligvis at sætte det på spidsen. Men livet for Johanne og Jakob ville sikkert være en smule mere overskueligt, hvis der ikke var så mange billeder på hvordan en rigtig sommer i familiens skød ser ud.
Det virker som om Johanne ønsker forandring, men hvor bevidst er hun om det?
Johanne ønsker at alting var anderledes. Hun er en helt almindelig kvinde, der ikke har formået at tage ansvar for sit eget liv. Hun forsøger at udleve sig selv og sine uindfriede drømme og længsler gennem Jakob og deres parforhold. Det kan et forhold ikke bære.Hun har aldrig truffet en villet beslutning om sit liv og hun virker derfor så malplaceret og akavet i det. Måske er Jakob ikke den rette partner, men det handler nok i højere grad om, at hun ikke har accepteret, at der ikke findes et menneske der kan udfylde det tomrum hun efterlades i, når hun ikke tager sit eget liv på sig. Forandring er en række bevidste valg. Og når Johannes fokus udelukkende ligger på Jakob og hans valg i deres ægteskab, får hun aldrig taget stilling til sig selv. Hun er for blændet af hans fejl til at se sig selv ærligt og konstruktivt.
Hvad er Johannes største problem? Søger hun kun bekræftigelse?
Johannes største problem er, at hun har sluppet taget. Det er ikke Jakobs skyld, det er hendes egen. Måske har hun ikke den ballast med hjemmefra (det er ingen undskyldning) måske har hun ikke styrken, men det er en form for umodenhed og mangel på at turde se virkeligheden i øjnene at tro at hendes længsel kan dækkes gennem udenomsægteskabelige affærer. Den spænding hun måske søger, for at føle sig i live, for at føle noget overhovedet - og her er skyld og skam måske bedre at føle end ingenting, det fylder i det mindste noget - placerer hun igen uden for sig selv. Måske søger hun også bekræftelse i spændingen, men primært tror jeg, det er en længsel efter at blive set. Hun tror, hun skal ses af manden. Men hvordan skal han få øje på hende, når hun ikke kan se sig selv klart. En typisk bemærkning fra hende ville være: ”Jeg kan ikke mærke dig, Jakob”. Den har jeg udeladt, fordi jeg ikke kan udholde den form for psykisk afpresning. Jeg kunne ikke holde ud, at den sætning stod i bogen. For intet menneske kan holde ud at skulle mærkes hele tiden. Det er et udtryk man har fundet på, for at skabe en kvalmende terapeutisk forbindelse mellem to selvstændige individer. Naturligvis er det fedt at mærke, at man bliver set og forstået af det menneske man elsker allermest, men det er igen i glimt. Eller i perioder. Jeg tror på, at et godt forhold indeholder en masse mod, udeholdenhed, gliden af, men også at man formår at have et hemmeligt liv ved siden af sin partner. Et liv, der ikke handler om at snyde og bedrage, men som handler om tanker, drømme, oplevelser, der ikke er fedtet ind i den anden.
Jakob og Johanne har meget faste roller. Hvorfor er de nået dertil?
Johanne og Jakob har meget faste roller. Sådan er det desværre ofte i ægteskaber. Så har man krammet på hinanden. Her mener jeg ikke det nødvendige i at fordele arbejdsopgaver mellem hinanden, men de mere psykiske fastgroede mønstre. Hun er den der har alle forventningerne og kravene, han er den der ikke kan leve op til de krav og forventninger hun har. Hun klynker, han skuffer. Men uden ord om det der virkelig sker, kun sådan nogle sproghandlinger og skjulte hentydninger og tankegætterrier. Hendes drøm er at han også gerne vil smelte sammen med hende i en masse lidenskab, samtidig med at hun selv er dårlig til at give sig hen. Han står sådan set magtesløs, for hvordan skal han læse hende. Det er ikke for at fjerne Jakobs ansvar for deres drænede parforhold, men nu er det jo en bog med et partsindlæg - hendes. Hvordan han tænker og føler, ved vi jo ikke rigtig. Jeg mener det er en illusion alt det smelten sammen og alle de soulmateforestillinger. Det er jo skønt at nogle mennesker har den fortælling om dem selv og deres forhold, hvis det kan bære, men generelt tænker jeg, at det er at lægge forholdet under et alt for hårdt pres. Og hermed ikke sagt, at man ikke kan føle en dyb og inderlig kærlighed, samhørighed og intimitet, men så er der jo ikke så meget at snakke om. Så er følelsen nok - og så kan den også godt tåle, at det går op og ned, livet er en række perioder. De er formodentlig nået til de fastgroede roller og mønstre ved aldrig at have tage samtalen med hinanden alvorligt. At de aldrig har samstemt de forventninger, de har til livet. Man kan jo nærmest sætte flueben ud for 10 punkter og hvis ingen af punkterne er i overensstemmelse, så skal der virkelig forhandles for at forholdet kan holde. Ofte er der en der giver køb på for meget. Og det føler Johanne nok. Men hun kan jo bare åbne munden. Problemet er bare, at hun ikke engang ved hvad hun vil, og så er det en smule svært for partnere at gå i forhandling. Igen, fordi hun har hele sig selv over i Jakob og hans gøren og laden. Jeg tror omvendt, at man kan tale og analysere sit parforhold i sænk. Parforholdet kan ikke tåle at blive sat på dagsordnen i tide og utide, man bør også evne at glide af og have lidt margen. Det handler ikke om at ville det samme og tænke det samme om alting, men at enes om en respekt for forskelligheden.
Johanne og Jakobs er nået til et punkt, hvor stabilitet er lig med kedsomhed, hvad går galt?
Folk siger de keder sig i deres parforhold. Og hvad så! Det er ubegavet. Når man har et liv uden for parforholdet der pirrer og inspirerer og det behøver ikke at være jobbet, det kan være alt muligt andet man selv har ansvar for at finde frem til, så ankommer man jo også til parforholdet med nogle friske nyheder fra oplevelser partnere ikke har indsigt i - det kan man jo bidrage med. Johanne kunne sådan set begynde at male og få en god sommer for sig selv ved siden af den sommer hun har med familien. Hun kunne også lægge planer med Gitte om at komme på besøg i New York i stedet for at føle sig udenfor og forsmået.
Jeg tror på, at når man har sagt ja til hinanden og fået børn, så fanger bordet medmindre der er vold, alkohol etc. Indblandet. Den der konstante jagt efter den evige lidenskab og den endegyldige lykke giver en masse spænding, men også en masse sorg – i sær for børnene. Naturligvis er jeg ikke fortaler for, at Jakob og Johanne partout skal klæbe til hinanden hele livet, hvis de aldrig formår at finde en balance, men det er for kummerligt, at de ikke kæmper hårdere og satser sig selv lidt mere. Hvis man vil læse om de omkostninger og den sorg en skilsmisse bringer med sig, kan man læse Meghan D. Jakobsens "Kære skat", hvor mandens begrundelse for at gå, er, at han ikke er lykkelig. Det er en bog der har skabt en masse debat om hvad ægteskabet vil sige, hvilket jeg synes, er rigtig fint. Vi bliver jo nødt til at finde ud af hvordan vi konstruerer nogle levedygtige forhold, så vores børn ikke skal lide så mange tab. Jeg er naturligvis ikke fortaler for at bevare kernefamilien for alt i verdenen, men man kan måske komme ud af den klaustrofobi mange føler, ved lidt oftere at flytte i flerfamiliers huse, hvor der er flere voksne og børn at sætte sig selv i spil sammen med. Men igen, det kræver at man har nosser. Og det har de desværre ikke. De bliver nok ikke lykkeligere i deres næste parforhold. Men man kan jo håbe på, at de begge får nogle nye partnere, der går mere i det ægte kød på dem.
Johanne siger et sted i romanen: "vi har ingen grund til ikke at være lykkelige" - hvorfor kan hun ikke blive lykkelig sammen med Jakob?
Selvfølgelig kan Johanne blive lykkelig med Jakob – hvad det så end vil sige. Hun er jo faktisk ret glad for ham og også omvendt. De har bare aldrig besluttet sig helhjertet for deres fælles projekt. Og hvis Johanne ikke bragte flirten så langt, kunne hun jo bare få den del af kagen også, hvis det var vigtigt for hende – det samme gælder Jakob. Mange par har jo også en tendens til at begge bliver hjemme fra en fest, hvis man ikke kan finde en babysitter. Hvorfor i grunden? Den ene kan jo bare få sig en god fest, i stedet for at begge skal sidde der hjemme og holde på hinanden. De der begrænsninger vi stiller op for hinanden eller som vi ofte forestiller os at partneren stiller, bidrager jo med at ægteskabet bliver et lille, iltfattigt hul man kun kan kvæles i.
Kommentarer