”Hoppers hotel” er en fin og meget nærværende roman om personale og gæster på et lille hotel i København. I centrum af fortællingen er Kate, som er receptionist men drømmer om et liv som kunster og alene-mor.
Din hovedperson er den unge hotelreceptionist Kate, som bakser lidt med sit liv og sine drømme. Hvad er hun for en slags person?
Kate startede inde i mit hoved som en person, jeg ikke troede, jeg kendte. Jeg har arbejdet som psykolog en del år, og mødte tit unge mennesker - kvinder især - der var både desperate og bange ved tanken om at et enkelt forkert valg kunne ødelægge deres vej til "det perfekte liv."
Det skræmte og forundrede mig. Jeg syntes ikke, jeg selv havde haft den der tro på at man kunne skabe sit eget liv - og at bare man valgte rigtigt, ville det lykkes. Så jeg var lidt nysgerrig efter at "lære Kate at kende."
Efterhånden som jeg lærte hende at kende, kunne jeg dog genkende - og huske sider af mig selv også. Som Lone og Agnete, der husker hinanden på, hvor selvbevidste - på grænsen til det arrogante - de selv var som unge.
Kate er jo først og fremmest et almindeligt menneske, der vil vise verden (forældrene) hvad hun dur til. Hun vil i hvert fald ikke ligne sin mor - hvilke unge kvinder vil det! - og hun er fast besluttet på ikke at gentage hendes fejltagelser.
I den proces laver hun så sine egne fejl.
Kate er meget bange for at knytte sig til andre. Er hun bange for at blive svigtet - eller er hun i virkeligheden mest bange for selv at komme til at svigte?
Jeg tror, hun er bange for at involvere sig. Hvis hun ikke bliver bundet til nogen, er der heller ikke nogen, der kan komme i vejen for hende.
Som den danske filosof Løgstrup så rammende siger det: "Vi er udleveret til hinanden." Det virker jo lidt "uafvendeligt," og Kate håber, hun kan "slippe" uden om det, hvis bare hun foretager de rigtige valg, ikke involverer sig, eller rettere selv bestemmer, hvem hun vil være tæt på osv.
Inderst inde ligger der jo nok en længsel efter accept fra forældrene. "Jeg skal vise jer at jeg kan blive en berømt kunstner, at jeg er noget særligt, at I får grund til at være stolte af mig". Sikkert en drøm alle børn har og mange voksne ubevidst har taget med sig.
Derfor er det nok også de ældre gæster på Hoppers Hotel Kate ubevidst søger kontakt med. Martin og Agnete bliver sådan en slags forældreerstatninger og Lone en rollemodel.
Kate drømmer om at blive kunstfotograf og siger på et tidspunkt, at hun med sine billeder forsøger at få hold på virkeligheden, men lever hun ikke i en drømmeverden?
Jo, Kate mener hun kender sig selv og sine motiver, men opdager jo undervejs, at det gør hun ikke.
Meget af det hun siger er floskler, som hun opsnapper hist og pist - som vi vel alle gør for at få hold på tilværelsen - og os selv. Ingen af os kan jo opfinde verden forfra hver dag, så vi holder en avis, vi tror dækker vores holdninger, har forbilleder vi hellere lytter til end andre osv. Meget indsigt starter med "floskler" og kopiering af andres holdninger, som så efterhånden integreres eller kasseres.
F.eks. det med at "få hold på virkeligheden", hun har nok læst det et sted og synes det lyder godt. Ligesom når hun citerer Svend og Lone, for politiske, moralske standpunkter som hun - endnu - ikke selv har taget stilling til. Måske opdager hun så på et tidspunkt, at netop det med at få hold på virkeligheden faktisk er hendes eget projekt og ikke bare et udtryk, hun har opsnappet et sted.
Mon hun drømmer mere end så mange andre? Det tror jeg egentlig ikke. Fantasien er jo en måde at få greb om virkeligheden på. Så både hendes dagdrømme, hendes "tyverier" og hendes fotografier af virkeligheden kan alt sammen ses som forsøg på at finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun står for og hvad hun kan lide og ikke kan lide.
Kates bror, Kenneth, som sidder i fængsel, virker umiddelbart som den der har det mest virkelighedsnære billede af sit liv, er det rigtigt - og i så fald hvorfor?
Nu er et fængsel jo noget meget konkret - fysisk. "Det overflødige" er på en måde skåret væk, så kun søvn, arbejde og måltider er tilbage.
Jeg har arbejdet på et lukket statsfængsel i 5 år. Det var fascinerende. Min oplevelse var, at der var lige så mange rare henholdsvis usympatiske mennesker inden for murene som udenfor, det ville jeg gerne vise. Kenneth, synes jeg er en meget typisk indsat. Ikke særlig forhærdet - fuld af drømme og planer, men også realistisk. Han ved godt at en plettet straffeattest lukker mange døre, men han er ung og fuld af gå på mod og gode ideer.
En tatovør, der vil bruge kirkekunst som motiv er da lidt anderledes. Jeg holder meget af Kenneth og tror han har en chance for at "bryde statistikken" ( den, der siger at de fleste kommer tilbage til fængslet igen).
Ludova ligner ham på en måde. Hun har også tabt alt. Ikke engang nogle fotos af familien har hun fået med sig, da hun flygtede fra Irak. Hun tror på kærligheden. Kate synes hun er naiv. Ludova og Kenneth har drømme der kan virkeliggøres - faktisk kræver det kun en forelskelse. Det er jo dejligt livsbekræftende.
Kate følger med i hotelgæsternes liv, ved at hacke sig ind på deres personlige computere, hvor hun b.l.a. læser deres mails - hvad håber hun på at få ud af det?
"Viden er kapital," siger hun et sted. Og et andet sted: "Man må snyde før man kan nyde." Det lyder jo cool, og det forsøger hun at være. Hvis hun har noget på folk, har hun kontrol. Det er vigtigt. Derfor er hendes "hyggekæreste" Gary så praktisk. Han kræver ikke at få del i hendes tanker og følelser - og bliver kasseret da han kommer for tæt på.
Hendes udgangspunkt er jo, at hendes viden om gæsterne skal komme hende selv til nytte - især i forholdet til hendes ambitioner om at blive en anerkendt kunstner. At hun ikke kan undgå at blive berørt/påvirket af den viden hun får, er hun ikke bevidst om.
Lone, den anerkendte kunstner, fx. skal jo først og fremmest hjælpe Kate frem. At Kate kommer til at holde af hende, er ikke med i beregningen.
Lone er et eksempel på et menneske, der har svært ved virkeligheden. Kate ser hende som en rollemodel, mens Lone selv er klar over, at Kate kommer til at betale en høj pris, hvis hun vender ryggen til virkeligheden og - de forpligtende - relationer til andre mennesker. Lone er jo et ensomt menneske, der måske nok er lykkelig når hun skriver, men ellers ikke.
Agnete, som pludseligt mister den mand hun elsker, er bogens tredje hovedperson. Hvordan er hendes forhold til virkeligheden?
Agnete er en kvinde, der udmærket ved hvordan virkeligheden er skruet sammen, men tabet af Martin har gjort hende sårbar og bange for at involvere sig. Deri ligner hun jo Kate, ( og Lone) om end deres udgangspunkt er forskelligt.
Agnete opfatter jeg som en af de nødvendige mennesker i vores samfund - sådan en der får det hele til at hænge sammen; der gør hvad hun skal - og lidt mere. Sådan en, som ordner sin have og rydder op efter sig, så vi andre kan nyde at være her, fx. da Ludova står ude på gangen og græder. Hun tager hende ind, for det bliver hun nødt til. Måske virker hun lidt almindelig, men jeg holder af hende, fordi hun "tager livet på sig," og uden hendes slags tror jeg ikke, vi havde et godt samfund.
”Hoppers hotel" er titlen på din roman og navnet på Kates arbejdsplads. Hoppers hotel, angiveligt fordi hotellet angiveligt har haft den berømte maler Edward Hopper boende engang. Er det tilfældigt at du lige valgte Edward Hopper - eller har han en særlig funktion?
Jeg har i mange år været meget optaget af Edward Hoppers malerier.
Første gang jeg så dem var på Louisiana - vist nok i 1993 - og det var faktisk sammen med nogle indsatte fra Horserød, hvor jeg den gang arbejdede. Så måske har det ubevidste også arbejdet i - og for mig.
Edward Hopper skildrer ensomheden, adskiltheden og den uforløste længsel og gør det på en måde der er let at forstå og identificere sig med. Selvom han malede storbymennesket for næsten 100 år siden, appellerer han også til mennesker i dag - også til Kate, selvom hun nok mest i starten er fascineret af hans berømmelse.
Mange af Hoppers motiver er faktisk hentet på hoteller og andre offentlige rum. Derfor fik jeg ideen til titlen: "Hoppers Hotel."
Og netop "menneskets ubodelige ensomhed" set i modsætning til forbundetheden med andre mennesker, synes jeg er så spændende.
Jeg tror selv mere og mere at begge positioner er vilkår, vi alle må leve med og forholde os til. Som en mønt. Man kan ikke kun få den ene side.
Kommentarer