Niels Bjerre-Poulsen har skrevet et mammutværk om Vietnamkrigen og det traume, den har efterladt i det amerikanske samfund.
Af Jeppe Krogsgaard Christensen
Artiklen har været bragt i Berlingske
58.000 amerikanske soldater døde i Vietnam. Det er frygteligt nok i sig selv, ligesom det millionstore vietnamesiske tabstal. Men med de amerikanske soldaters død opstod også et traume i USA, hvor skammen bliver ved med at skurre mod nederlagsfølelsen.
I amerikansk politik siges det stadig, at en given konflikt ikke må blive »et nyt Vietnam«, og såvel krigen som traumet er temaer i »Vietnamkrigen - En international historie 1945-1975«.
Det 580 sider tunge værk er skrevet af Niels Bjerre-Poulsen, der er ph.d. i amerikansk historie fra University of California og lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
»Amerikansk historie er både mit fag og min passion, og Vietnamkrigen er central i moderne amerikansk historie«, svarer han på spørgsmålet om, hvorfor han som dansker har skrevet så udførligt om Vietnamkrigen:
»Krigen er en af de katalysatorer, som skabte det amerikanske samfund i 1960erne og har været del af debatten lige siden. Også nu i diskussionerne om ISIS og Syrien, hvor man for enhver pris vil undgå et nyt Vietnam. Ikke kun fordi det endte med et nederlag, men også fordi nederlaget ramte det amerikanske samfund så hårdt. Det synes jeg alt sammen er sindssygt spændende, og så er jeg som mange andre i min generation vokset op med krigen som en endeløs føljeton i TV og radio.«
Som udenforstående kan det undre, at et nyt mammutværk om Vietnamkrigen skal føjes til en litteraturliste, der allerede er alenlang.
»For det første er listen over danske bøger ikke lang, men endnu vigtigere dukker der hele tiden nye kilder og værker op. Ikke blot i USA, men også i mange andre lande, der direkte eller indirekte var involverede i krigen. Derfor er forskning fortsat relevant«, forklarer Bjerre-Poulsen og fortæller, at der i dag findes cirka 10.000 bøger, der har noget med krigen at gøre, og omkring 800 romaner. Dertil kommer titusinder af dokumenter. Alene Pentagon-papirerne, der blev offentliggjort i 1971, fylder 7.000 sider.
Bjerre-Poulsen har været igennem alle de væsentligste kilder og også de frigivne båndoptagelser, hvor krigens skiftende præsidenter taler med deres rådgivere:
»Man tror jo, noget af det er løgn. Som i forbindelse med Påskeoffensiven i 1972, hvor Nordvietnam angreb ned gennem den demilitariserede zone, og præsident Richard Nixon var opsat på at slå hårdt tilbage. På et bånd sidder Nixon med Henry Kissinger og nogle andre rådgivere og diskuterer mulighederne. Nixon spørger, hvad der vil ske, hvis man bomber bøndernes diger. Så vil der drukne 200.000, svarer Kissinger. ’Nej, nej, nej’, svarer Nixon, ’så vil jeg hellere anvende en atombombe’. Kissinger synes ikke, det lyder som en god ide. ’En atombombe? Ville det bekymre dig?’ spørger Nixon og udbryder derefter: ’Jeg vil bare have, at du skal tænke stort Henry, for pokker!«
For Bjerre-Poulsen er den mentalt ustabile Nixon bare én af grundene til, at Vietnamkrigen bliver ved med at fascinere:
»Nixons rådgivere forsøgte at holde ham fra de dårligste ideer og væk fra de mørkeste, mest paranoide sider. Det er jo vildt og på sin vis fascinerende, som meget andet ved Vietnam-krigen. Men først og fremmest er det er jo en krig, USA taber. Bag lukkede døre tilbage i 1965 sagde forsvarsminister Robert McNamara - der var forsvarsminister under både Kennedy og Johnson - til en medarbejder: ’Det er den her slags krige, vi kommer til at udkæmpe de næste 50 år.’ Det fik han ret i, det blev fremtidens krig, og det er stadig et problem for USA, hvordan landet som verdens største militærmagt skal forholde sig i en type krige, hvor man ikke ved, om man gør fremskridt eller ej, hvor alt er uoverskueligt, også hvad angår konsekvenser, og hvor det mest handler om, hvordan man kommer ud igen med skindet på næsen.«
At Vietnamkrigen har spillet en rolle for den amerikanske krigsførelse, der fulgte, kan blandt andet ses i de to Golfkrige, siger Bjerre-Poulsen:
»Op til Første Golfkrig var præsident Bush Senior meget optaget af, at verdenssamfundet stod bag USA, og at der var ét klart mål: Saddam Husseins tropper skulle ud af Kuwait. Den klare, målrettede tilgang var vigtig, fordi han havde Vietnam i tankerne. Det ironiske er så, at hans søn, præsident Bush Junior, senere mente, at USA skulle have været mindre forsigtige i Første Golfkrig. Det resulterede i Anden Golfkrig, der endte i Vietnam-agtige tilstande. Far lærte lektien, sønnen aflærte den.«
Vietnamkrigen med de vidtrækkende konsekvenser var, mener Bjerre-Poulsen, et fatalt blend af fejlvurderinger og underliggende hensyn. Han demonstrerer det med et par historier:
»En af McNamaras medarbejdere sagde på et tidspunkt om amerikanernes tilstedeværelse i Vietnam, at ’Det her svarer til at spænde en Ford-motor for en oksekærre.’ ’Det er rigtigt’, svarede McNamara, ’men vi kan gøre det.` Det kunne de så ikke.«
»McNamara bad også en anden medarbejder opregne i procent, hvorfor USA var i Vietnam. Svaret var: ’10 procent for at hjælpe sydvietnameserne, 20 procent for at inddæmme Kina og forhindre kommunistisk kontrol over hele Sydøstasien og 70 procent for at bevare USA’s troværdighed som supermagt.’«
Foto: Asger Ladefoged
Kommentarer