Olga Ravn er nomineret til Læsernes Bogpris for sin storslåede hybridroman ’Mit arbejde’.
Mit arbejde er en kolos af en roman, der er lige så meget en digt- eller en essaysamling, for ikke at tale om et drama, hvor Olga Ravn folder det angstprovokerende og overvældende moderskab ud.
’Mit arbejde’ har ikke færre end 13 begyndelser, endnu flere fortsættelser og ni slutninger. Og så er der alle genrerne, der fletter sig ind og ud af hinanden, mens fortællingen om en gravid kvinde, en nybagt mor, en forfatter og en kæreste, der alle er én og samme person, nemlig Anna, toner frem for læserens øjne.
Som det fremgår her, forstår man hurtigt, at det ikke er en ligeud-ad-landevejen læseoplevelse man som læser begiver sig ud på. Men der er ingen grund til at lade sig afskrække af den fragmenterede form. For formen bliver en afgørende medspiller i denne hybrid om en mor, der kæmper med at være det. Det er storslået.
Olga Ravn har med sin fragmenterede kolos af en roman på alle måder fortjent sin nominering til Læsernes Bogpris.
- Og Olga Ravn, hvad betyder det for dig at være nomineret til Læsernes Bogpris?
”Jeg er utroligt glad for at blive nomineret og så i et år, som har været utrolig stærkt i dansk litteratur. Jeg kan komme i tanke om mange bøger fra i år, der burde nomineres og fejres. Det betyder altid meget at få den anerkendelse, som en sådan nominering udgør.”
- Hvad fik dig i første omgang til at skrive bogen?
”Sikke et stort spørgsmål. Vi kan jo starte med den dag, jeg blev født... Ej, jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på det. Der er tusind grunde. At skrive er blevet min måde at tilegne mig verden på. Jeg ønskede at nærme mig et litterært rum, en særlig form for roman, hvor historien viser sig igennem hovedpersonen, og ikke hvor hovedpersonen anskuer historien. Hvad mener jeg med det? Historien, som i den store historie, altså samfundets bevægelser. Og så var det mig magtpåliggende at skrive om graviditets- og fødselserfaringen, oplevelsen af at passe et lille barn og et hus, og se hvad disse erfaringer og skriften gjorde ved hinanden, når de mødtes.”
- Når du nu bladrer i din roman, hvad synes du så, at en ny læser kan glæde sig mest til?
”Jeg håber faktisk, at de vil opdage, at det er en ret sjov bog. Den er jo blevet italesat meget som en alvorlig bog om fødselsdepression og den slags, men altså, deprimerede mennesker er jo dem med de bedste jokes, det ved alle da. Og så er jeg også stolt af, at jeg er lykkedes med at kombinere så mange genrer på en måde, hvor de er ligestillede alle sammen – det tog mig sgu da også to år at finde ud af, hvordan man gjorde.”
Foto: Lærke Posselt
Kommentarer