Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Det elementære først. I kriminalromanen præsenteres en forbrydelse, gerne et spektakulært mord, og helst endnu flere; forbrydelsens detaljer eksamineres, og potentielle forbrydere og medskyldige mistænkes, mens adskillige mulige motiver for forbrydelsen konstrueres og afprøves.
Kriminalromanen bliver nu en kaotisk ophobning af informationer, som ikke alle kan eksistere i een og samme forklaring. For at genoprette den tabte orden engageres detektivhelten der – med læseren som konkurrent – forsøger at sortere mellem spor og vildspor. Afslutningsvis klarlægges hændelsesforløbet; den spænding som er etableret mellem alle de mulige tolkninger, bliver udløst, og verden vender tilbage til en normaltilstand, hvor hver begivenhed ledsages af een autoritativ forklaring.
Kriminalromanen vokser med andre ord frem i det uacceptable tidsrum mellem forbrydelse og opklaring, hvor der findes et overskud af forklaringskraft. Man kan ikke forestille sig en spændende krimi uden et “sortiment” af eventuelle forbrydere og motiver. Tvivlen er på den ene side dragende og må på den anden side elimineres.
Hos alletiders mest populære krimiforfatter, britiske Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930), er det den legendariske detektivhelt Sherlock Holmes som reducerer det mulige til det faktiske. Assisteret af trofaste doktor Watson, rigeligt med kokain, og en ubarmhjertig logisk sans, knækker Holmes mordgåde på mordgåde. Holmes er tvivlens lynskarpe fjende, men med introduktionen af “forbrydelsens Napoleon,” superskurken professor Moriarty, får fortællingerne om Holmes også en moralsk dimension, for Holmes er nu ikke alene garant for sandheden, men også protektor for det gode, da modstanderen Moriarty inkarnerer ondskaben selv.
Kriminalromanen behøver som anført kun mellemrummet mellem forbrydelse og opklaring for at fungere; krimien er egentlig hinsides moralitet, men hos Conan Doyle krydres genren med iscenesættelser af det gode og det onde; krimien er blevet vogter for de mest fundamentale adfærdsregler for medlemmerne i det borgelige samfund: detektivhelten bliver rollemodel og kriminalromanen er her værdikamp.
Sådan forholder det sig langtfra hos den amerikanske krimiforfatter Dashiell Hammett (1894-1961), som debuterer med Red Harvest i 1929, altså nogenlunde idet Conan Doyles produktion af krimier ophører. Hammett varetager krimitraditionens væsen ved at konstruere en række aldeles velfungerende mordmysterier, Hammetts plots er aldeles underholdende, men hvad angår detektivheltens karakteregenskaber, er Hammetts krimier traditionsbrydende. Conan Doyle opererer som nævnt med en detektivhelt som har både intelligens, dannelse og moralsk integritet; figuren Sherlock Holmes er med andre ord prototypen på en rigtig gentleman.
Hos Hammett er detektivhelten godtnok hurtigt tænkende, men med det intellektuelle overskud følger ikke de gode borgerlige dyder: moral og dannelse. Hammets detektivhelte er ikke drevet af sandhedskærlighed og de ledige stunder anvendes ikke med klassisk litteratur i biblioteket. Hammett-heltens motiv i opklaringen af en forbrydelse er udsigten til økonomisk fortjeneste, og formålet med at komme til penge, er at spendere dem, gerne umoralsk, eksempelvis på alkohol og kvinder.
Hammetts sidste kriminalroman Den tynde mand (1934) udspiller sig i New York, hvor den tidligere detektiv Nick Charles ferierer med sin hustru. Han involveres nu modstræbende i et mordmysterium som involverer gamle kunder og kvindebekendtskaber. Sagen eskalerer, flere mord kommer til, og myndighederne er grundigt forvirrede, da Nick Charles med overlegenhed samler trådene. Hustruen Nora er tvivlende overfor detaljerne i Charles’ udredning, men han overhører brutalt indvendingerne, da han finder beviserne “velfriserede nok til at sende den skyldige i den elektriske stol.”
Nick Charles er ikke interesseret i sandheden som princip - det juridiske hele sandheden - men blot i de oplysninger, som afslutter hans eget engagement i sagen. Ferien må genoptages. “Takket være al denne ophidselse er vi kommet bagefter med vores drikkeri,” hedder det i Nick Charles’ depraverede slutbemærkninger.
Detektivheltens manglende nobelhed er også påfaldende i Malteserfalken (1930). Romanen åbnes, da detektiven Sam Spades forretningspartner Miles Archer myrdes under en overvågningsopgave. Archers død behandles imidlertid uden patos: Spade brød sig ikke om sin partner, og har iøvrigt en affære med den myrdedes hustru. Mordet kommer ligefrem belejligt, og Spade optager kun efterforskningen for at sikre indtægterne i det job Archer arbejdede på.
Spade er ikke interesseret i en højere retfærdighed. Undervejs mod det vildtvoksende mysteriums løsning oplever læseren hvordan Spade både strategisk og driftsmæssigt indlader sig seksuelt med romanens anden hovedperson, den notorisk upålidelige men fysisk attraktive Brigid O’Shaughnessy. Spade indgiver O’Shaughnessy illusionen om en kærlighedsforbindelse, som siden demonteres, da O’Shaughnessys rolle i mordmysteriet forandres. Spade er først og fremmest mand og businessman, og moralske dilemmaer i opklaringens metode synes overhovedet ikke at bekymre. Hammetts helt, den “blonde satan” Sam Spade, er hardboiled og ekstraordinært macho, mens Conan Doyles detektivhelt omvendt tenderer mod det kultiverede og kønsløse.
Det maskuline element i Malteserfalken er stærkt betonet i John Hustons berømte filmatisering af romanen, The Maltese Falcon (1941). Alene rollelisten afspejler romanens kønsmæssige drive, da man som Spade finder “dengangs” ultimative sexsymbol, Humphrey Bogart (1899-1957), mens ligeså sexede Mary Astor (1906-1987) spiller Brigid O’Shaughnessy. Romanens åbenbare skurkeroller er omvendt tildelt aldeles usexede men dygtige skuespillere, eksempelvis Peter Lorre (1904-1964) og Sydney Greenstreet (1879-1954).
Filmen fremhæver således det maskuline hierarki som etableres i romanen, men på andre områder er filmen ikke tro mod detektivheltens mangel på kultivering: romanens Spade er seksuelt mere uhæmmet end Bogart, romanens Spade er mere voldelig end Bogart, og i dialogerne har Huston skåret de mest kyniske passager i Spades monologer. Læs derfor Hammetts romaner og se filmene derefter. Godtnok er film noir (den filmgenre som Hustons filmatisering tilhører) kendt for dystre stemninger og kyniske karakterer, men ganske ofte er filmene moralsk korrigerede “hollywoodiseringer” af langt mere hårdkogte romaner.
Kommentarer