Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Alle kender sikkert frygten for at gøre sig selv til grin ved at opføre sig på en uacceptabel måde – bøvse ved et uheld, spise på en ulækker måde, glo for meget på folk, tale for grimt og den slags. Frygten bunder vel sagtens i en usikkerhed om de sociale omgangsformer, en uklarhed om, hvad der går an, og hvad der ikke går an. Denne usikkerhed er ét af de helt store temaer hos den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe. I hans fortællinger går man sjældent forgæves, hvis man leder efter problemer forbundet med de sociale omgangsformer.
Man kan uden tvivl finde en stor del af baggrunden for Poes interesse for det sociale liv ved at kigge på hans egen tilværelse, der var noget flakkende: han blev født til en fattig tilværelse i Boston, men da hans forældre døde, blev han adopteret af en rigmand fra Sydstaterne. Hans rige stedfar endte imidlertid med at slå hånden af ham og gøre ham arveløs, efter at Poe på grund af hasardspil og druk var blevet smidt ud af diverse kost- og militærskoler. Derefter forsøgte Poe med vekslende held at ernære sig som forfatter, indtil han som fyrreårig omkom efter, under mystiske omstændigheder, at være blevet fundet døddrukken og forslået i en baggård i Baltimore.
Udover hans personlige skæbne er der imidlertid også en bredere historisk baggrund for Poes arbejde med det sociale liv. Opblomstringen af storbyerne gennem 1800-tallet bevirkede kolossale forandringer i omgangsformerne. For det første af den indlysende årsag, at ophobningen af mange mennesker på lidt plads tvang folk til at forholde sig til hinanden på en ny måde.
For det andet, fordi de økonomiske forandringer bevirkede, at de gammeldags sociale hierarkier langsomt blev sat ud af spil: det nye borgerskab satte stadig større præg på miljøet i storbyerne, og intet sted var forandringerne mere mærkbare end i USA, der som en helt ny nation – uafhængighedskrigen sluttede i 1783 – i forvejen ikke havde fundet sine kulturelle ben.
Ét af de steder, hvor Poe beskriver den besværlige socialitet, er i novellen “Brillerne” fra 1844. Den handler om en ung mand ved navn Napoleon Bonaparte Simpson, der forelsker sig hovedløst i en kvinde under en operaforestilling. Han har en fornemmelse af at jokke grundigt i den sociale spinat, fordi folk kigger underligt på ham, da han flirter med hende under forestillingen, og når han senere gør kur til hende i fuld offentlighed.
Det viser sig imidlertid, at omverdenens skæve blikke skyldes noget andet, end hvad Napoleon tror: hans forfængelighed har holdt ham fra at bruge briller, selvom han ser meget dårligt, men da han endelig låner et par briller, viser det sig, at hans elskede ikke er 27 år gammel, sådan som han troede, men… 82!
Udover en personlig reference – Poe giftede sig selv med en 13-årig – er der flere mærkværdige ting i novellen. For det første er de sociale omgangsformer helt uigennemskuelige.
Napoleon fejltolker fuldstændig grunden til folks overraskelse over hans kærlighed, og han har ingen mulighed for at være sikker på, om han gætter rigtigt. Men derudover kan man ikke undgå at lægge mærke til Poes urimeligheder: man skal vel nærmest være muldvarp for ikke at kunne se forskel på en 27-årig og en 82-årig. Grunden til den nærmest latterlige slagkraftighed ligger formentlig i de omstændigheder, Poes noveller udkom under. Langt hovedparten af dem blev trykt i aviser og tidsskrifter og var beregnet på at være hurtig og underholdende læsning. Dermed kan man på den ene side se, at de nye sociale omgangsformer er et tema i Poes novelle og på den anden, at de har stor betydning for hans skrivestil.
Et andet eksempel på, hvordan Poe problematiserer det sociale liv, er novellen “Sandheden om M. Valdemar”. Historien handler om en hypnotisør, der laver et eksperiment med en mand, som ligger på sit dødsleje. Eksperimentet viser sig at være en succes, idet det lykkes hypnotisøren at holde en slags liv i manden, selvom han i virkeligheden er død. Det ender imidlertid på en voldsom måde: idet hypnotisøren hæver hypnosen, går patienten i spontan forrådnelse og opløsning, som en slags betaling for den ekstra tid, hypnosen har holdt ham i live.
Det er ikke så meget i selve novellen som i omstændighederne omkring den, at man kan se Poes arbejde med de sociale omgangsformer. Med nutidens øjne virker “Sandheden om M. Valdemar” meget langt ude og åbenlyst humoristisk. Derfor er det så meget desto mere interessant og overraskende, at novellen på Poes tid blev udgivet som en videnskabelig pamflet! Poe skrev novellen som et stykke sagprosa, og derfor blev den også opfattet som sagprosa af offentligheden. Det lyder vildt, men det siger noget om, hvor banebrydende hans arbejde med blanding af de forskellige, sociale kommunikationsformer har været.
Poes noveller har altid et element af illusion over sig. Det særlige er, at illusionerne typisk er sociale; enten fordi Poe direkte skriver om det sociale liv, eller fordi han stilmæssigt skriver sig ind i (eller op imod) en bestemt social kontekst. Det resulterer i nogle temmelig mærkværdige og altid enormt medrivende fortællinger. Baggrunden for den socialitet, han beskriver, findes i opblomstringen af storbyerne. Det er storbyernes forandring af de sociale relationer, der dannede Poe som forfatter.
Kommentarer