Af litteraturstuderende Trine Kristiansen
Enhver offentlig person med respekt for sig selv udgiver på et eller andet tidspunkt en biografi eller selvbiografi. På eget eller andres initiativ. Hillary Clinton fik endda en tocifret millionbeløb på forskud for at fortælle om sit liv.
Biografien er nemlig en populær genre. Den har sin egen hylde på biblioteket, og der er skrevet utallige bøger om mere eller mindre kendte menneskers liv og levned. Vi er utrolig interesseret i at få indblik i andre menneskers privatliv.
Den historiske biografi, som denne artikel handler om, adskiller sig fra andre biografier ved at være baseret på meget lidt eller meget tvivlsomt kildemateriale. I tidligere tider, hvor man ikke havde vor tids massive mediedokumentation, har det været meget lettere at leve et relativt anonymt privatliv. Fødsels- og dødsregistrering var oftest det eneste, der kunne dokumentere et menneskes eksistens. En del af den historiske biografiskrivning må derfor siges at lægge sig tæt op af skønlitteraturen, fordi den oftest er baseret på rene gætterier og postuleringer. Det gør dog ikke læsningen mindre interessant. Den skal blot tillægges en anden faktaværdi. Med andre ord: Den skal tages med et gran salt.
Et godt eksempel på en meget omdiskuteret historisk person er William Shakespeare. Man ved utrolig lidt om personen Shakespeare. Hvad man har af materiale er en imponerende produktion af skønlitteratur, som har været skelsættende i verdenslitteraturen. Trods manglende kildemateriale eksisterer der hundredevis af biografier om den engelske forfatter, og man kunne jo derfor godt undre sig over, udfra hvilke oplysninger disse bøger er skrevet. Biografierne er meget forskellige, og de er skrevet ud fra forskellige vinkler. Lad os kigge på et lille udpluk:
Et hurtigt overblik: Værsågod! Shakespeare - hans liv og værker - på 96 sider. Rony Jays lille lommebiografi (i dansk oversættelse af Torben Hanson) er perfekt til læseren, der ønsker et hurtigt overblik over samlede værker og en kort biografisk introduktion. Desuden indeholder bogen et kapitel om Shakespeares sprog, der bl.a. kan fortælle, at forfatteren havde et fantastisk stort ordforråd. Så stort, at der var 7000 ord, han kun brugte én gang. Den slags fakta, nøgleord og citater, finder man i Rony Jays "Shakespeare. Hans liv og værker" fra 2000.
En personlig biografi: En anderledes og personlig fremstilling af Shakespeare får man i Bettina Heltbergs "Resten er Tavshed" fra 1999. Hun er redaktør på dagbladet Politikken, og har en lidenskabelig passion for Shakespeare, som hun i en alder af 10 år stiftede bekendtskab med i opførelsen af "En Skærsommernatsdrøm" som skolekomedie. Bogens 12 kapitler er essays, der skildrer, hvordan temaer og motiver fra Shakespeares univers stadig har betydning og relevans for det moderne menneske. Denne bog er en appetitvækker, for Bettina Heltbergs fascination og læseglæde smitter, og man får lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Shakespeare og hans forfatterskab.
"Shakespeare og hans teater". Det er titlen på Henning Krabbes lille bog fra 1963 om Shakespeares teater. Heri skildres teatret, scenen, truppen, London, livet som skuespiller under dronning Elizabeth I, og ikke mindst Shakespeares publikum. Bogen er interessant for læseren, der specielt er interesseret i det teatertekniske, og den giver et godt billede af Shakespeares helt unikke teatermiljø.
To "tunge drenge": Peter Levis "The Life and Times of William Shakespeare" fra 1988 og A. L. Rowses "William Shakespeare. A biography" fra 1963 kræver to ting: God tid og et hæderligt engelsk. Disse to sværvægtere er historiske biografier, dvs. de forsøger at skildre personen Shakespeare ud fra historiske kilder, ikke ud fra hans litterære værker. Begge tager de nemlig afstand fra, at den manglende dokumentation af Shakespeares liv og levned kan stykkes sammen ved hjælp af biografisk læsning af værkerne.
Peter Levis' bog indeholder desuden mange generationers stamtræ af Shakespeares slægt. De to "tunge drenge" kan anbefales læseren, der ønsker en grundig indføring i Shakespeares slægshistorie, engelsk historie og kildeforskning. (Begge bøger indeholder desuden lange og interessante litteraturlister, der kan hjælpe på vej til endnu mere Shakespeare-læsning.)
Ret til at male et portræt af Shakespeare: Det mener Anthony Burgess, at alle Shakespeare-elskere har. Han gør det selv ganske godt i sin bog af titlen "Shakespeare" fra 1970, hvor han forsøger at tegne et billede af personen bag digteren og dennes samtid. Hvad der adskiller denne Shakespeare-biografi fra andre er, at Anthony Burgess er skønlitterær forfatter og faktisk yderligere har forfattet to fiktive romaner om William Shakespeare. Denne bog er ikke fiktiv, men Burgess skriver selv i forordet, at tvivlsspørgsmål er omsat til fakta, for at historien flyder. Det er en dejlig måde at læse Shakespeare på. Bogen glider let ned, og man er bestemt blevet meget klogere på den store engelske forfatter.
Som det ses af dette lille udvalg, bliver personen Shakespeare identisk med Shakespeares litterære produktion (med undtagelse af Peter Levis og A. L. Rowses som jo netop tager afstand fra dette, og hvor netop diskussionen om manglende kildemateriale er en central pointe i bøgerne). Det er, udfra et historisk synspunkt, ringe forudsætninger at drage konklusioner udfra. Ikke desto mindre er dette en del af genren. Måske er det netop usikkerheden og gætterierne, der gør denne type biografier interessante.
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer