Den gotiske roman

Den gotiske romans oprindelse er ifølge de fleste litteraturforskere engelsk.

Af litteraturstuderende Jannie Bendsen

Den gotiske romans oprindelse er ifølge de fleste litteraturforskere engelsk. Den gotiske roman er, hvad man kunne kalde en førromantisk ”opfindelse”, og hænger sammen med en udpræget nostalgi, melankoli og længsel efter middelalderen og dens samfundsopbygning, som var karakteristisk for hele det engelske samfund fra midten af 1700-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet.

Fascinationen for og af det gotiske, middelalderen og det høviske samfund kom tydeligst til udtryk i arkitekturen. Det bedst kendte eksempel i dag er Houses of Parliament i London bygget i 1840’erne i nygotisk stil.

Oprindeligt blev betegnelsen gotisk brugt om den middelalderlige arkitektur (specielt om de store katedraler) fra Tyskland. Det var kunstteoretikeren Vasari, der nedsættende omtalte denne type af arkitektur for første gang i 1500-tallet. I 1600-tallet blev betegnelsen brugt om det, der var vildt og barbarisk. Efterhånden ændrede ordet betydning, og blev brugt i mere positive termer.

Ordet udvidede sit betydningsfelt og kom ligeledes til at betegne det overnaturlige, det fantastiske og det irrationelle. I 1700-tallet, der ofte kaldes for Oplysningstiden, beskæftigede man sig altså ikke kun med det rationelle og fornuftige, man interesserede sig ligeledes for det som fornuften ikke kunne forklare, og man oplevede en stigende fascination af ”overnaturlige” fænomener. Det var i kølvandet af denne fascination, at den gotiske roman opstod.

Den gotiske tradition i engelsk litteratur begyndte med Horace Walpoles roman ”The castle of Otranto” (1764). Romanen udspiller sig i 1200-tallet i Italien. Handlingen er fuld af forbrydelser, overnaturlige hændelser, genfærd og underjordiske gange. Der er en masse forvekslinger og forfølgelse af kvindelig uskyld, men det hele virker troværdigt på baggrund af den historiske periode.

Walpole udgav i første omgang romanen på italiensk for, at den skulle virke mere troværdig, men stod senere frem som forfatteren . Romanen blev en overvældende succes over hele Europa, og satte en lavine i gang af oversættelser og ikke mindst efterligninger.

De næste store gotiske romaner blev skrevet af Clara Reeve The Campion of Virtue (Dydens helt 1777), Ann Radcliff The Mysteries of Udolpho (1794) og Matthew Gregory Lewis med The Monk (1796). Sidstnævnte anses for den mest rabiate, og blev således også den mest populære. I Lewis’ roman kombineres djævlepagter og rædselshistorier.

Munken er en hellig person, og derfor er hans forbrydelser, der kulminerer med modermord og blodskam med søsteren, værre end, hvis det havde været en almindelig person, der havde begået forbrydelserne. Munken går til grunde fordi ingen vil lide for ham, og dette kan ses både som et religiøst såvel som et socialt motiv.

Dette motiv går igen i tidens såvel som i eftertidens vel bedst kendte gotiske roman: Frankenstein (1818) af Mary Shelley. Romanen er henlagt til Fausts og magiens land - Tyskland. Her er det lykkedes studenten Frakenstein at skabe et kunstigt menneske, som han temmelig hurtigt mister kontrollen over.

Det konstruerede menneske slår Frankensteins bror ihjel og i mange fortolkninger bliver det kunstige menneske dermed til Frankensteins dobbeltgænger – hans bror. Det kunstige menneske bliver hurtigt til et monster, der derefter forgæves prøver på at blive accepteret af det samfund, som på sin vis har skabt det.

Det mislykkes, og monstret bliver ondere og ondere. Det dræber en masse mennesker - og gerne folk, der står Frankenstein nærmest – hans bedste ven og hans forlovede. Frankenstein og hans monsters undergang og død understreger romanens tematisering af en kuldeverden, hvor der er kræfter, der er undsluppet menneskets kontrol og dermed ødelægger menneskeligt samvær og varme .

Romanens kunstneriske kvaliteter er blevet diskuteret adskillige gange, men romanen ses imidlertid stadig som et tidsdokument og et vidnesbyrd på en utopis forvandling til en skrækvision.

Af andre kendte gotiske romaner kan nævnes R. L. Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) og Bram Stokers Dracula (1896).

Den gotiske roman åbnede op for det irrationelle og okkultismen, som ofte blev fortrængt af oplysning, rationalisme og fornuft i det vestlige samfund. Ofte bevæger den sig imidlertid på grænsen til triviallitteratur, fordi den dyrker sensationer, forbrydelser og hvad der ellers kan sætte sindene i kog.

Den gotiske roman var på sit højeste under Romantikken i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, men den uddør dog ikke sammen med Romantikken. Karen Blixen har i nogle af sine fortællinger tydelig været inspireret af den gotiske roman og man kan endnu i dag finde eksempler på gotiske romaner.