Af Sanne Caft, Gentofte bibliotekerne
Jeg skulle have anbefalet den nyeste Danielle Steel roman "Kun for en sommer", og var gået i gang med den (jeg var nået til side 26), da det gik op for mig, at det ikke var hendes nyeste. Men en ny udgave af den oprindelige fra 1979. Så dér røg den plan. Hvad gør man så, når opgaven lyder på at anbefale en ny Danielle Steel-roman?
Nu er det så heldigt, at jeg engang rent faktisk har læst nogle af hendes romaner. Det ved jeg godt, at man ikke må tilstå, for det er ikke comme il faut, for hun er ikke en litterær forfatter. I al fald skal man skynde sig at tilføje, at man udelukkende læste dem for at få et indtryk af hendes forfatterskab i rent arbejdsmæssigt perspektiv.
Og at man netop har afsluttet læsningen af Proust "På sporet af den tabte tid" - på originalsproget! Og for øvrigt finder Joyces' brug af stream of consciousness fascinerende.
For mange vil forkaste Danielle Steels over 40 romaner som ren pladderromantik skåret over samme læst:
Ung, naiv pige går med håbet om at blive enten rig eller berømt og at finde lykken i armene på Den eneste Ene. Hun løber ind i alverdens katastrofer og forhindringer og må kæmpe sig op fra bunden af det sorteste hul. En lang proces, der uundgåeligt ender med, at solen atter skinner, ridderen på den hvide hest viser sig, de onde, lede og dem, vi ikke kan lide, får deres bekomst og alt ender i fryd og gammen.
Her vil mange læsere allerede været stået af, men salget af mere end 350 millioner eksemplarer bærer vidnesbyrd om, at der trods alt er nogen, der læser videre.
Danielle Steel siger selv, at hun er i gang med tre romaner ad gangen; én hun researcher på, én hun skriver og én hun redigerer. Så måske er det ikke så underligt, hvis der er visse lighedspunkter i romanerne.
Men hvad er det, der gør, at så mange læser - og ivrigt venter på – romanerne fra hendes hånd? Måske er det den overskuelige handling? For på trods af forviklinger, op- og nedture og personer, der viser sig at være en anden end den, de gav sig ud for, er det nemt og ubesværet at læse en Danielle Steel-roman. Siderne læser næsten sig selv, og de er ideelle til at tage med på stranden og løbe igennem, mens bølgerne slikker én om fødderne og solen bager ned og gør ens næse solskoldet.
Måske er det sproget, der ikke stiller store krav til sin læser. Det er ikke fyldt med intertekstuelle referencer eller dybsindige betragtninger, men løber af sted som en kåd sommerbæk; hver gang det støder på en forhindring, løber det udenom og det når altid frem til målet.
Måske er det persontegningen, der ikke lader læseren i tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger og hvilke dyder, der sættes højest.
Ovenstående lyder ikke alt for positivt, kan jeg godt se. Men der er noget vederkvægende ved Steels romaner. De er ikke af den neglebidende eller panderynkende slags. Som læser er det som at tage et par gamle travesko på og begive sig ud på en tur i skoven. Det kan godt være, at himlen ser truende ud, når man starter, og der er også et par bakker og vandløb, man skal passere undervejs, men man når altid hjem i god behold til the og nybagte boller.
Jeg har foretaget en hurtig og højst uvidenskabelig undersøgelse i Gentofte Bibliotekernes database og er kommet frem til, at hendes romaner typisk udgives to, tre gange. "Kun for en sommer" er således kommet i 1979, 1982 og 2001, deraf forvirringen. I 1997 kom der fem, i 1998 blev det ligeledes til fem.
Men i betragtningen af sliddet på bøgerne, er det nok en god idé at lade dem genoptrykke jævnligt. Den nyeste i basen hedder "Spejlbillede", er en romantisk spændingsroman fra 2001 og handler ifølge noten om: "tvillingerne Victoria og Olivia, der kan bytte identitet ubemærket og benytter sig af det, da deres ubekymrede liv i USA bliver påvirket af kvindesagen, 1. verdenskrig og ulykkelig kærlighed."
Hvis jeg skal fremhæve nogle bøger i Steels forfatterskab frem for andre, så må det blive ”Signetringen” og ”Zoya”. Begge bøger foregår i en historisk ramme, som Steel lader danne baggrunden for den sædvanlige udviklings- og krisehistorie.
I ”Signetringen” er det 2. verdenskrig, der skiller en tysk familie ad og skaber savn, lidelse og opofrelse. Og i ”Zoya” vender den russiske revolution i 1917 op og ned på tilværelsen for en af Zarens fjernere slægtninge og tvinger hende til at søge lykken og kærligheden i New York. Typisk Danielle Steel men med lidt mere vid og bid end vanligt. Og er man til lette historiske romaner, eller rettere romaner, der indfletter historiske begivenheder, elementer og personer på relevante steder, så er begge bøger lige sagen.
Og så skal det tilføjes, at rigtig mange af Danielle Steels romaner er filmatiseret og typisk vises på DR1 mandag aften. Helt i tråd med stilen - lige til at sluge henslængt på sofaen med thekanden inden for rækkevidde og helt udmattet efter starten på endnu en streng uge. Og har man langt at køre eller mange stabler vasketøj, der skal stryges, så er mange af romanerne oven i købet indtalt på bånd. Og der er garanti for, at man hverken kører i grøften af forskrækkelse eller brænder hul i sengetøjet af lutter spænding, men derimod underholdes let og luftigt.
Rigtig god fornøjelse.
Kommentarer