Frode Z. Olsens har været ansat i politiet siden 1975 og arbejder i dag som forbindelsesofficer. Han debutterede som forfatter i 2000 og interviewes her af sit alter ego.
Frode Z. Olsen er født den 3. marts 1950 i København. Han blev ansat som ordensbetjent i 1975. I 1980 blev han kriminalbetjent og har siden arbejdet med alle former for forbrydelser inklusive organiseret kriminalitet og krigsforbrydelser. I 2000 blev han udnævnt til kriminalinspektør. Siden 1990 har han sammenlagt i mere end 7 år 1990 gjort tjeneste i udlandet som politiattaché eller politirådgiver, bl.a. på Balkan, i Holland og Irak og senest Beijing, hvor han fortsat arbejder som forbindelsesofficer for politiet i de nordiske lande. Gennem årene er det også blevet til mange essays og artikler til danske aviser og tidsskrifter. Den første af hans fire romaner udkom i 2000.
Forfattere bliver ofte interviewet om deres bøger. Mange spørgsmål går igen, men der er også spørgsmål, som aldrig stillet. Frode Z. Olsen (FZO) har foretaget et lille eksperiment ved at invitere sit alter ego (AE) på café for at få stillet nogle af de spørgsmål. Samtalen følger her.
AE: Hvorfor?
FZO: Skrive romaner?
AE: Ja!
FZO: Der er flere grunde. Du kan sikkert selv regne de fleste ud, men den, der går længst tilbage, og som enhver læser kender, er en stor glæde ved at sidde i en blød stol med benene oppe og synke ind i en god historie og en anden verden. Tænk, hvis man kunne gøre den glæde endnu mere intens ved selv at fortælle historien!
AE: Dine bøger handler om forbrydelser - har du ikke fået nok af kriminalitet efter 35 år i politiet?
FZO: Mit job er fyldt med usædvanlige oplevelser og møder med anderledes mennesker, der af den ene eller den anden grund er blevet en del af en forbrydelse. Selvom jeg gennem de mange år i branchen har skrevet tusinder politirapporter, er der en del, der aldrig fandt vej ind i dem. Jeg skriver ikke romaner for at forlænge en lang arbejdsdag, men for at give plads til nogle af alle de udeladte indtryk, situationer og skæbner.
AE: Hvad med et eksempel eller to?
FZO: Politirapporter er på sin vis lokumskolde. Formålet er at beskrive det, som kan føre til opklaring og som har bevismæssig betydning for en eventuel retssag. Politirapporter forventes at være blottet for følelser og personlige meninger. Sjældent har en politimand nogen gyldig grund til at skrive, at en person pissede i bukserne, da han blev anholdt, eller at hans øjne eksploderede i sort frygt. Der vil ikke være grund til at nævne, at en kvinde som det første tog sin mands jakke fra en knage i entreen, gemte sit ansigt i den og græd, da hun fik at vide, han lige var blevet dræbt. Selvfølgelig skal motivet til en forbrydelse med i rapporten, men det gør man ved for eksempel at skrive, at den afhørte forklarede, at han havde banket sin kone, fordi hun havde været lidt for tæt på en arbejdskollega.
AE: Der er mange, som skriver krimier og gør det udmærket. Hvad kan du bidrage med som ikke allerede er kommet frem?
FZO: Krimier – måske, politiromaner – ja. Meget forenklet tror jeg, at de fleste forbinder krimier med en mordgåde, som opklares af en smart detektiv og slutte med, at retfærdigheden sker fyldest. Det er rimeligt forvente noget andet, når en politimand skriver politiromaner. Professionelle forfattere bruger ofte vor verden som platform for deres romaner. Nogle kender mere til forholdene end andre, men læserne bliver sjældent inviteret længere ind i ”politiets hus” end til forstuen. Jeg vil gerne tage læseren med rundt i hele huset, også til de mørke kælderrum og de yderste lokaler under taget – steder jeg måske ikke selv har været.
AE: Hvis det ikke er løsning af mordgåder, dine romaner handler om, hvad er det så?
FZO: Den røde tråd i mine romaner er beretningen om mennesker, politijobbet, og om de mange dilemmaer og valg. Selvfølgelig er handlingen båret af en bestemt sag eller forbrydelsen vigtig, men den beslutter jeg på et senere tidspunkt i forløbet. Jeg begynder med en simpel idé og et ansigt eller to. Derefter koncentrerer jeg mig helt om personerne. Det kan være en kvinde, som blev stærkt forbrændt ved et trafikuheld, en lovende ung musikstuderende, som pludselig forsvinder i den blå luft, eller en ustraffet kvinde, som anholdes en dag for en alvorlig forbrydelse. Hvad skete der og hvorfor? På den måde er der stor sikkerhed for, at mine historier først og fremmest er om mennesker. Når jeg har styr på tre-fire forskellige karakterer, som gennem det sagte, det usagte og det gjorte kan give hinanden med - og modspil og dermed danne indbyrdes spændingsfelter, er den største trussel mod manglende spænding slatten omgang med sproget. Derefter fastlægger jeg, hvor og hvornår historien skal foregå. Så er scenen sat, og fra det tidspunkt er jeg nok den, der er mest spændt på, hvad der vil ske!
AE: Men er det daglige politiarbejde, når alt kommer til alt, ikke mest kedelig rutine?
FZO: Mark Twain har sagt, at sandheden er underligere end fiktion, fordi fiktion er tvunget til at holde sig inden for rammerne af det sandsynlige; det er sandheden ikke. Ved at basere mine historier på egne oplevelser med menneskelige følelser og handlinger, tror jeg, at læseren vil give mig ret i, at ”dagligt politiarbejde” er langt fra kedelig rutine. Det afgørende er, om du lever med dine sanser åbne, og om du har interesse i andre mennesker og ting, som måske ikke ved første øjekast ser ud til at være noget særligt.
AE: Nogle af dine romaner er blevet betegnet som kollektivromaner, passer det?
FZO: Tja, jeg undgår helst den klassiske ”helt” eller ”heltinde”. Ingen kan skyde om hjørner, og ingen rejser sig efter at være sprunget gennem et vindue fra tredje sal, børster glasskår af jakken og forlader stedet med et nik til de forbipasserende.
AE: Hvad er det så for nogle personer, vi møder i dine bøger?
FZO: Jeg har brugt forskellige typer politifolk. I den første roman var det tre: den ene hørte ikke efter, den anden gik gennem efterforskningen med lukkede øjne og den tredje holdt kortene tæt til kroppen. Tre velkendte aber, ikke sandt! Næste gang tog jeg fat i myten om, at politimænd er den anden eller tredje søn, ham som ikke kunne arve gården. Jeg skildrede en kollega, men gjorde ham til den ældste søn, som ikke ville overtage slægtens gård. En anden klassiker er kollegaen, hvis onkel eller far også er i politiet. Normalt vil en far være glad for at se sin søn i uniform; det er noget andet, når datteren går i hans fodspor. Det er spændende at beskæftige sig med mennesker, som søger væk fra den forudbestemte rolle, den fastlagte legende, de fleste af os følger i større eller mindre udstrækning.
AE: Du nævnede indledningsvis glæden ved at læse og skrive, kan man sige, at det at skrive først og fremmest er en måde at tilfredsstille dine egne behov?
FZO: Ja, men med den tilføjelse, at jeg under sliddet med handling, personer og sprog hele tiden har læseren i baghovedet. Griner, overraskes, røres og gribes hun eller han på de rigtige steder, og kan jeg være nogenlunde sikker på, at man ikke kan lade være med at læse videre.
AE: Er det muligt at skrive gode historier uden at have noget væsentligt på hjerte?
FZO: Man skal nok være mere end talentfuld, hvis man ikke har hjertet med i projektet. Og det vil altid være svært, hvis man ikke interesserer sig for andre mennesker – for ikke sige holder af mennesker, deres glæder og sorger. Så har man jo kun sig selv at skrive om!
AE: Flere af dine romaner tager udgangspunkt i København, men vi skal ofte også til udlandet. Din første roman foregik udelukkende i Wien, og i de følgende bøger er store dele henlagt til England og Bagdad. Hvorfor?
FZO: Jeg skriver om det, jeg kender til. Det er en kliché at sige, at verden er blevet mindre, men alligevel et faktum. Danmark er langt fra denne planets navle, og vi er ikke absolut bedst i verden til alt muligt. Samarbejde med udenlandske kolleger er en vigtig og fascinerende del af mit arbejde; hvorfor ikke dele det med læserne?
AE: Anerkender du et begreb som … lad os kalde det ”professionel kynisme”, f.eks. at en sag skal opklares for enhver pris – måske også på bekostning af menneskelige hensyn, for ikke at sige hensyn til loven?
FZO: Ja! Og du vil finde eksempler på det i mine bøger. Jeg tror, at professional kynisme er en realitet uanset om du er politimand, læge, socialrådgiver eller for den sags skyld journalist. Indser vi ikke alle ind i mellem, at vi netop har truffet en beslutning for at tilfredsstille ”systemet” eller for ”sagens skyld” og dermed tilsidesat vor egentlige pligt? Bagefter kan man krumme tæer i skoene eller ligge vågen om natten. Ingen er fuldkommen – endnu en kliché – men en vigtigt ting at huske på. Når fejl er begået, bliver der ofte iværksat en undersøgelse ikke mindst for at undgå, at den gentages. Det sker også i politiet. Somme tider er det ikke muligt at identificere den handling, som måske udløste et andet menneskes død. Eller endnu værre, det viser sig, at det ikke var noget alternativ til den handling. Man må så leve med, at man fremover kan komme til at forvolde den samme skade igen. Graham Greene var en hudløs mester i sine beskrivelser af den menneskelige svaghed, egoisme, kynisme og svigt i venskaber og i svære men nødvendige valg.
AE: Med det stikord kan du måske afslutte med at fortælle hvem, der har inspireret dig mest …
FZO: Det er et svært spørgsmål at besvare retfærdigt. Der er så mange både levende og døde, men når det så er sagt vil jeg alligevel nævne to af Steen Steensen Blichers noveller: ”Præsten i Vejlby” og ”Hosekræmmeren”. På under 50 sider får han hårene på armene til at rejse sig hos sin læser. Gabriel Carcia Marquez’ ”Historien om et forudsigeligt mord”, ”Chance” af Jerzy Kosinski og ikke mindst Ib Michaels ”Vaniliepigen” viser også, at en medrivende historie ikke behøver at være lang. Deres kunst er at skabe en historie om almindelige mennesker, der tager fat i krebsen på læseren og ikke giver slip før sidste side er vendt. Kast blikket på din egne boghylder og de bøger, du har haft i lang tid og læst mere end én gang, og du vil finde nogle af mestrene.
Kommentarer