I 6 forskellige tekstformer undersøger Amalie Smith hvordan erindringer, naturvidenskabelige iagtagelser af tid og lys ændre det vi kalder virkelighed.
I din bog kredser du om begrebet tid, hvad interesserer dig mest ved tid?
Jeg læste en bog om tidsrejser, mens jeg skrev De næste 5000 dage, og jeg husker at være optaget af at bryde den lineære tidsmodel (klokke- og kalendertiden) og af at tænke på tid som noget mere gennemhullet og flersporet. Tid er et helt grundlæggende fænomen, som alt andet forstås i forhold til, og jeg kan godt lide at beskæftige mig med grundlæggende fænomener – tid, rum, stof, bevægelse osv., nok i et forsøg på at reaktivere dem, søge en ny eller udvidet forståelse af dem, i stedet for fx at tage dem for givet. Jeg synes ikke den lineære tidsmodel, hvor praktisk den end er, er tilstrækkelig til at forstå, hvordan tid i kraft af fx erindring eller fremsyn (eller sorte huller) kan blive underligt porøs og ustabil.
Din bog er utraditionel blandt andet fordi du blander genrer, hvor bevidst var det valg? Og hvad opnår du med det?
Min bog har flere teksttyper i sig, fordi jeg har arbejdet med teksterne som enkeltstående formspecifikke projekter. At arbejde med og i en specifik form giver mulighed for nogle tekstlige erfaringer og udsagn og udelukker andre, og det hele ville ikke kunne være sagt i én enkelt form – så ville der i hvert fald ikke være sagt det samme. Det er jo indlysende, men også ret afgørende, fordi det er en bog, der søger en kompleks tilgang til de begreber og fænomener, den behandler. Når jeg samlede netop de tekster til en bog var det både fordi de behandlede de samme emner – tid, rum, begær, viden, afstand, nærvær – og også fordi jeg ønskede, at deres forskellige måder at tale om de emner på skulle uddybe hinanden.
I dine digte har du overstregninger. Det gør digtene meget følsomme og stærke, hvordan opstod ideen om overstregninger?
Overstregningerne opstod helt konkret efter jeg havde læst Emily Dickinsons Master Letters, da jeg gik på Forfatterskolen i 2008. Hendes overstregninger var nok ikke intenderet som andet end kladdeudstregninger, men da brevene kun findes i kladdeform, læste jeg dem sådan. Jeg blev fascineret af den ubestemmelighed, der lå i overstregningerne, og også i deres rytme. Hun skriver for eksempel: ”These things are reverent holy, Sir, I touch them reverently hallowed” og mod slutningen af det sidste brev: “Could you come to New England - this summer - could Would you come to Amherst - Would you like to come - Master?” Det er henført og samtidig stramt redigeret, og den modsatrettede energi, som lå i overstregningerne, kunne jeg bruge i en serie digte til et mandligt du (dukkedreng), som så fik noget af den samme selvredigerende forelskede energi over sig. En kølig stakåndethed, kaldte min daværende vejleder Mette Moestrup det.
Hvad betyder erindringer og hvordan bruger du dem? Og hvad betyder det personlige?
Jeg bruger, hvad jeg kan finde i og omkring mig, men uden hensyn til om det følger det, man kunne kalde virkelige hændelser eller ej. Erindring og fiktion væver sig ind og ud af hinanden også uden for teksten. Det er ikke vigtigt for mig, om jeg virkelig har oplevet det, jeg skriver om, men det er vigtigt, at jeg har et personligt mellemværende med det. Det er oplagt at have et personligt mellemværende med erindret stof, men man kan lige så vel have det med wikipedia-artikler, eller noget en ven har fortalt om.
Kommentarer