Bogbidder er et tilbud om læseinspiration fra bibliotekerne. Hver fredag modtager man som abonnent en mail med en kort introduktion af tre forskellige titler udvalgt af Bogbidders litteraturredaktører.
I denne uge er der f.eks. tale om Benn Q. Holms ’Manden i glasset’, Josefine Ottesens ’Helgi Daner’ og Frederik T. Olssons ’Kædens sidste led’. Alle tre aktuelle i forbindelse med weekendens store event i Belle Centret.
Redaktionen sigter efter en stor variation af genrer, så der er noget for enhver smag. Ved hver titel optræder et link, der giver adgang til første kapitel af bogen, en hurtig forfatterbiografi og anmeldelser.
Udover at få tilsendt tre bidder af tre forskellige bøger ugentlig, så er der også mulighed for at dykke ned i Bogbidders store bagkatalog. Efter fredagens publicering gemmes bogbidderne, så man via Bogbidder.dk kan læse eller genlæse de gamle bidder.
Fordelen ved denne form for formidling er, at der ikke kræves andet end en tilmelding, samt en interesse i at blive udsat for et bredt udvalg af litteratur. Man kan altså sidde trygt og godt hjemme og lade sig inspirere til sit næste besøg på biblioteket eller i boghandlen.
Bogbidder er et landsdækkende tilbud, der på nuværende tidspunkt inkluderer nogleogtredive folkebiblioteker. Tallet er reelt større, da flere af medlemsbibliotekerne er hovedbiblioteker med tilhørerende filialer, bl.a. København, Aarhus og Aalborg.
Københavns Biblioteker står sammen med Horsens, Køge, Ringsted og Viborg biblioteker bag Bogbidder.
Det vil vi hjertens gerne fortælle mere om på weekendens BogForum, så kig forbi stand C4.008 i Bella Centret og sig hej til mg og mine gode kolleger.
Kommentarer