Af litteraturstuderende Lisbet Lassen
Den franske forfatter og journalist Emile Zola (1840-1902) har sagt om litteraturen, at den er det instrument, der skal registrere virkeligheden og dokumentere den ligeså nøjagtigt som videnskabens eksperiment. Nogen vil måske mene, at en biografi også kan fungere som dokumentarisme i forhold til virkeligheden.
Andre vil nok modsat mene, at det vigtige ved en biografi netop er fortællingen og det litterære element. Under alle omstændigheder vil man være nødt til at lave et udvalg af begivenhederne. Det vil aldrig være muligt eller interessant at fortælle alt. Man bliver nødt til at vælge de begivenheder ud, der kan fortælle den historie og den pointe, man gerne vil have frem.
Her kommer redigeringen og den grundlæggende fortælling ind i billedet - det er den saks, der skærer billedet til, som man gerne vil have det. Det portræt som biografien frembringer, vil på én eller anden måde altid vise læseren en sammenhængende fortælling, selvom de enkelte oplevelser eller begivenheder i begyndelsen har virket umulige at forene med hinanden. Biografiens - og især selvbiografiens - røde tråd, bliver den historie, der laver sammenhæng mellem begivenhederne, en sammenhæng, der måske kan være svær at opleve i selve situationen.
Da Zola talte om litteraturen, tænkte han selvfølgelig på naturalismen, hvor idealet var at nærme sig virkeligheden. Det kan også ses som ideal ved de biografier, der ønsker at være reelle vidnesbyrd om et bestemt menneskes liv. I den anden ende af skalaen, fra virkelighed til fiktion, findes den biografi, der er skrevet med bevidstheden og ønsket om at have fiktionens virkemidler i sig. Eller det at fortælle en historie kan ligefrem være et tema i denne form for biografi.
En af de mest berømte selvbiografier overhovedet er nok Karen Blixens 'Den afrikanske Farm' fra 1937. Fiktion og fortælling i sig selv spiller en meget stor rolle for forfatteren, og gennem hele bogen vil læseren kunne se billeder og temaer, der handler om teateret, især tragedien. Det gælder om at spille sin rolle godt og bære sin skæbne med en indre ro. Forfatteren spejler sig selv og sin egen historie indirekte i kikuyuerne på kaffefarmen, de har den naturlige adel, der gør, at de er i stand til at leve med deres skæbne og det lunefulde landskab.
Den europæiske adel er ved at uddø, det er også myten om Aftenlandets undergang, hun fortæller. Da Denys Finch Hatton dør, er den sidste af denne særlige art forsvundet. Karen Blixen underspiller de økonomiske forhold, der i sidste ende gør det af med hendes tilværelse som plantageejer. De er nemlig ikke vigtige, ligesom indholdet af skæbnen er mindre vigtigt end måden, man bærer den.
Hvis man læser hendes breve, får man et helt andet indtryk af forholdene. Det at udelade ting fra selvbiografien bliver en del af at spille denne rolle og fortælle historien om sig selv: at Karen Blixen er forfatter, er hendes rolle her i tilværelsen. I stedet for den dedikation, man tit ser forrest i en biografi, skriver Karen Blixen sådan her: "At ride, at skyde med Bue, og at tale Sandhed". Hun rider jævnligt, hun øver sig også lidt i at skyde med bue, men hun taler under ingen omstændigheder sandhed !
Jane Aamunds Klinkevals fra 1989 er både et portræt af hendes farmor og miljøet på Christianshavn omkring århundredeskiftet. Jane Aamund virker mest interesseret i at fortælle en god historie, bøgerne er bygget op som litteratur, og ikke som en biografi. Men fortællingen indeholder alligevel biografiens fascination af hovedpersonen.
Juliane er en ener, der rager op over mængden af mennesker som de er flest. Klinkevals befinder sig midt på skalaen mellem fiktion og virkelighedsnær fremstilling. Forfatteren virker forholdsvis bevidst om, at det er litteratur og ikke et forsøg på en naturtro fremstilling af farmoderens liv. Men samtidig er der tale om en enorm fascination af det unikke menneske, der har karakter og hvis liv måske i virkeligheden faktisk har været så spændende som en roman. Det at fortælle et liv som en historie, er ikke på den måde et tema hos Jane Aamund.
I den del af skalaen, hvor forfatterens ideal er den dokumentariske fremstilling af virkeligheden, finder vi Christian Christensens selvbiografi: 'En rabarberdreng vokser op' fra 1961. Det er en fortælling, hvor idealet er det virkelighedstro, og Christian Christensen siger netop selv i indledningen, at han altså ikke er litterær eller poetisk, når han skriver. Det er en beskrivelse af virkelige forhold under hans opvækst i Rabarberlandet, Nørrebros fattigste arbejderkvarter i den sidste del af 1800-tallet, og der var med hans egne ord ingen poesi i den barndom.
Her handler biografien ikke om den ener, der stikker ud fra massen, sådan som vi så det hos Aamund. Tiden og miljøet er ellers næsten det samme, men Christian Christensen interesserer sig mere for fællesskabet end for det spændende individ. Hans historie har nemlig også været andres historie, og det er denne solidaritet, der er den røde tråd i hans fortælling om sig selv og sit miljø. Ingen tæsker en rabarberdreng uden selv at få bøvl med dem alle. Hverken politiet, skolelæreren eller fordrukne fædre, der drikker hele lønnen op !
Da H.C. Andersen skrev sin selvbiografi 'Mit Livs Eventyr' (udgivet 1855), hentede han mange virkemidler fra sin litteratur. Men alligevel vil jeg placere bogen midt på skalaen mellem ren efterligning af virkeligheden og ren fortælling. Man kan måske føle sig fristet til at læse eventyret om den grimme ælling som selvbiografisk, men jeg vil mene, at det nærmere er selvbiografien, der har fået forskellige eventyrtræk af forfatteren.
Eventyrdelen af biografien fortæller historien om den fattige dreng, der til sidst vandt anerkendelse for sine evner, selvom man fra starten anså ham for lidt tosset på hjemegnen. Han beholdt sin barnetro på Gud som voksen, og derfor blev han hjulpet gennem det hele, selvom han måtte tåle meget. Nøjagtig som eventyrets helte eller hovedpersonerne i Dickens romaner.
Den selvforståelse, der kan ses hele vejen gennem 'Mit Livs Eventyr' er H. C. Andersens viden om at være digter - og det må jo så nødvendigvis fortælles med træk fra eventyrene. Det at digte bliver uadskilleligt fra den person, han er, og som efterhånden vokser frem på trods af omverdenens modstand. Næsten alle føler sig kaldet til at kritisere forfatteren som led i hans dannelse eller opdragelse, og der er af og til en meget lille tolerance overfor hans sociale baggrund. Men det ødelægger ikke noget for ham.
Han er jo netop født som kunstner, og hos H.C. Andersen kan miljøet aldrig rigtig ødelægge arven. Digtning og natur hænger helt sammen her, og man kan faktisk ikke sige, at det er fiktion, når han låner træk fra eventyr til at fortælle sin egen historie. Sådan må han jo se tingene, når det er hans natur at være digter !
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer