Af stud.mag. i nordisk og fransk Gitte S. A. Ulstrup
Begyndelsen på en nytænkende poesi
Da poesifestivalen under temaet ’Kineserne kommer’ blev afholdt i slutningen af april i år, besøgte en af de mest kendte kinesiske digtere landet, nemlig Bei Dao (f. 1949).
Dao hedder oprindeligt Zhao Zhenkai, men skabte pseudonymet der betyder ’nordlig ø’, for at vise sin følelse af isolation og uafhængighed i forhold til det officielle litterære Kina under Kulturrevolutionen i 70erne. I denne periode var kun litteratur der priste Mao og den kinesiske stat tilladt hvilket ifølge Dao skabte en ”sprogligt politisere(t) kliché-atmosfære (..) hvor der dagligt blev begået vold mod sproget i den officielle retorik” (Den Blå Port, nr. 25-26 1993, s. 11-12).
Efter et arbejdsophold på landet hvor han så at bøndernes forhold ikke stemte overens med partiets propaganda, blev han yderligere desillusioneret og begyndte i hemmelighed at læse vestlig poesi og prosa. Herved opdagede han Vestens modernistiske, billedrige og ofte uforståelige sprog, og han begyndte i smug at skrive nytænkende poesi.
I 1978 blev han redaktør på undergrundstidsskriftet Jintian, ’I Dag’. Det samlede de såkaldte ’dunkle poeter’ som ville generobre den sproglige frihed ved at skrive moderne kinesisk lyrik i stil med (og inspireret af) den vestlige tradition. Bladet udkom 9 gange fra 1978 til 1980 inden det blev forbudt. Det genopstod i 1990 som tidsskrift for kinesisk litteratur i eksil og har i dag fortsat Dao som redaktør.
Et opgør med traditioner
I kinesisk litteratur eksisterer der flere genrer; en officiel som lever af statens, men ikke befolkningens støtte; undergrundslitteraturen som staten ikke støtter, men som har stor betydning blandt befolkningen, og endelig eksillitteraturen som Bei Dao er frontfigur for.
At hans lyrik kan virke overrumplende, skyldes dens mangesidige opgør med Mao-tidens digtning: ”I Vesten er opgøret med traditionen foregået meget gradvist, så det er svært for folk her at forstå den pludselighed, hvormed omvæltningen er sket i Kina” (Den Blå Port, op.cit. s. 10).
For det første vender han op og ned på forholdet mellem enkeltmenneske og samfund. I Maos stat var samfundet alt, men Dao skaber i sine digte et subjektivt, lyrisk ’jeg’ der har udgangspunkt i enkeltmenneskets angst, ensomhed osv., og som taler for en individuel livsforståelse. Hans moderne individer indleder med andre ord et vendepunkt i kinesisk litteratur der gennem århundreder havde været bundet af kollektivitetstanken.
Traditionsopgøret har også at gøre med forholdet mellem politik og kunst idet kunsten i Kulturrevolutionens Kina måtte følge et sæt politiske spilleregler. Dem gør Dao op med ved at fremskrive nye forbindelser mellem forskellige samfundssfærer.
Endelig har opgøret at gøre med sproget. Dao voksede op med et officielt, censureret og klichéagtigt sprog, men lod sig influere af den vestlige modernisme som han læste i oversættelser. Op gennem 70erne og 80erne skriver han med andre ord modernistisk lyrik i et præmoderne land og bygger herigennem bro mellem kinesisk og vestlig kultur.
I daggryets bronzespejl
I daggryets bronzespejl (1989) er en af to digtsamlinger der er oversat til dansk . Det er en antologi af digte fra 70erne og 80erne og indeholder 28 digte hvoraf de ni er nedskrevet med kinesiske skrifttegn ved siden af den danske tekst.
Allerede titlen angiver et billedrigt sprog, og gennem hele digtsamlingen ses en sammenhæng i de motiver Dao benytter: fædrelandet; naturen med sine landskaber; de fire elementer – jord, vand, luft og ild; mørket og natten der truer livet; tidens gang; individets fremmedheds- og ensomhedsfølelse; smerten og døden som evigt nærværende, samt sprogets manglende kommunikationsevne – alt sammen på linje med andre modernistiske digtere, fx nordmanden Tor Ulven (1953-1995).
Mange motiver er skabt af surreale drømmebilleder, overrumplende associationer og markante billeddannelser, og det giver digtene en visuel karakter: bl.a. i digtet ’Søvngænger i august’ hvor et skib sammenlignes med et lig:
”Sejlets mælkespændte trekant / knejser over det flydende lig”.
Billedbrugen skyldes ifølge ham selv ”at det kinesiske sprog er et billedsprog, altså at tegnene udfra deres form og struktur stadig er en art billeder. Et tegn er ikke et ord, men det er heller ikke bare en stavelse – sammenlignet med vestlige sprog” (Den Blå Port, op.cit. s. 13).
Et motiv der går igen, er skellet mellem jeg og verden hvilket som nævnt er noget helt nyt i kinesisk poesi da Dao skriver sine digte. Fx står et sted: ”Overfor verden / vil jeg altid være en fremmed / jeg forstår ikke dens sprog / den forstår ikke min tavshed”.
Tavsheden kan skyldes at sproget ifølge Dao altid er gentagelse, og derfor risikerer digtningen som kunst at blive mekanisk. I sine digte forsøger han i stedet at gøre op med både sprogets og digterens traditionelle roller.
Endelig går troen, håbet og kærligheden igen i mange digte, men de er ofte forbundet med ensomhed og længsel og viser hans pessimistiske livsholdning. Som han skriver i digtet ’Alt’: ”alt håb ledsages af fodnoter / al tro rummer dybe suk”. Derfor må vi ikke lade tiden styre vores liv, men tage de chancer vi bydes: ”livet er en eneste chance / kun en eneste / den der bruger tiden som målestok / kan ældes uden varsel”.
______________________________
[1] Desuden er flere andre digtsamlinger, bl.a. Korridoren (1993) og Landskap över nollpunkten (1997) oversat til svensk af Göran Malmquist.
Sproglige træk
Selvom Dao benytter ubundne former i sine digte; strofer af uens længde, manglende rim og rytme osv., ses også indimellem gentagelser som skaber en formel sammenhæng. Bl.a. anaforer hvor første verslinje gentages i flere strofer som i digtet ’Buket’, eller epanastrofer hvor sidste verslinje i en strofe gentages i begyndelsen af næste strofe som i digtet ’Fabel’.
Ofte fortsætter indholdet af en sætning hen over flere verslinjer, og det tvinger læseren til at være oppe på dupperne hele tiden. Desuden kommer den intensitet hvormed verden, naturen osv. beskrives, til udtryk rent sprogligt ved at Dao benytter ellipser (altså udeladelser af fx substantiver og verber) og uventede sammenstillinger i digtene.
Når frosten kommer
Når frosten kommer (1991) består af digte skrevet efter 1989 hvor Dao lever i ufrivilligt eksil i Vesten – bl.a. i Danmark. Han forklarer sammenhængen mellem sin poesi og livet i eksil: ”eksilsituationen er en ekstrem tydeliggørelse af enhver digters situation. I og med at man skriver poesi udfordrer man den herskende kultur og det gældende sprog og har derfor aldrig rigtigt hjemme nogen steder” (Den Blå Port, op.cit. s. 9).
Netop dette viser han flere steder i Når frosten kommer, fx i digtet ’Korridor’: ”repræsentanter for frihed i hele verden / puttede mig ind i en kæmpecomputer / et fremmedord smuglet ind i leksikonet / en dissident / eller en slags afstand til verden”.
Flere steder kredser Dao om natten og verdens nuværende mørke, og den mulige frihed der findes ved dagens og solens komme. Han bruger ofte skellet mellem ude og inde, og lader bogstaveligt talt mange vinduer og døre stå åbne så himlen øverst oppe skimtes gennem mørket. Hans ønske er en nyskabelse af verden, bl.a. hedder et digt ’At bygge stjernehimlen på ny’.
Et andet gennemgående træk er spillet mellem surrealistiske drømmebilleder og konkrete steder som Prag, Peking og Sydafrika. Så forskellige elementer som mus, sne, spejle og nøglehuller er motiviske ledetråde, og ofte overrasker digtenes titler mere end de oplyser. De slår derfor læseren med deres indhold, fx den smukt klingende titel ’Morgenfortælling’ der indeholder maddiker og et flammehav, eller ’Klokkeklang’ der viser sig at handle om en dødsklokke efter en ødelæggende storm hvor alt er kaos, og verden må skabes på ny.
Livet er ’både – og’
Ifølge Dao rummer livet mange forskelligartede oplevelser og følelser. Det viser han ved at beskrive både liv og død; lys og mørke; godt og ondt; angst, smerte og resignation, men også glæde og handling; tilværelsens absurditet, men også dens mulige frihed – alt sammen som nødvendige erkendelsesfaktorer fordi tilværelsen altid rummer modsætninger: ”kærlighed og had bider i samme æble”.
For Bei Dao er der derfor heller ingen fortolkning der kan gøre krav på sandheden – det er op til hver enkelt læser at fortolke hans lyriske univers og finde en individuel sandhed heri.
Kommentarer