Jan Lööfs charmerende, klassiske billedbøger rummer et magisk univers og en tidløshed, der gør dem egnede til genlæsning.
Jan Lööf er både tekstforfatter og illustrator, og billedbøgernes illustrationer siger lige så meget som teksten. De er helt enkle, men alligevel udtryksfulde. De minder mig en lille smule om Tintin, og Lööf har da også skrevet tegneserier. Selv om Lööf holder sig til det enkle både i tekst og illustrationer, rummer alle bøgerne en pointe. Han udfolder et særligt finurligt fantasiunivers, der kan rumme både trolde, hekse og drager, men hos Lööf er de venlige væsener. Også hvor udgangspunktet er realistisk, sniger fantasien sig ind via personernes egen livlige forestillingsevne.
I Pelles lommelygte handler det om at overvinde sin angst for mørket, og her er lommelygten en stor hjælp. Da Pelle en mørk aften skal besøge sin onkel, forestiller han sig alle mulige uhyggelige væsener på vejen, men lommelygten afslører heldigvis, at de er ganske ufarlige. Lööf har en forkærlighed for maskiner og skrot, og i denne bog bliver en gravko i drengens fantasi til en farlig drage og en samling skrot til en væmmelig trold. Det er en bog, der umiddelbart vil appellere til mindre børn, der let vil kunne identificere sig med den mørkerædde Pelle.
Viktor bygger en bro er lidt mere kompliceret. Den handler om venskab, men også om menneskers evne til at drive rovdrift på kloden og skabe forurening, larm og stress. Viktor, der bor alene på en ø med sin tamme måge som eneste ven, bygger en bro i håb om at skabe kontakt til andre mennesker. Det går helt galt, fordi en rigmand griber chancen for at udnytte øen.
I Bjergtroldene flytter er vi i en fantasiverden, men problematikken er menneskelig. Bogen handler om misundelse og om at turde forlade det kendte til fordel for nye muligheder. Bjergtroldene lever et kedeligt liv i deres kolde og fugtige grotte. Den mindste lille bjergtrold åbner deres øjne for skovtroldenes herlige verden, men skovtroldene vil ikke dele deres skov med bjergtroldene. Heldigvis løser en rar heks problemet.
I Fødselsdagsgaven befinder vi os igen i en eventyrlig verden med en konge og en lille prinsesse. Her handler det om retten til at leve i fred. Kongen er fattig, som illustrationerne tydeligt dokumenterer, men forstyrres alligevel hver nat af tyve. Der skal en vagtdrage til, for at kongen kan få lov til at sove i fred. At dragen er rar og omgængelig, ved tyvene heldigvis ikke.
Det er godt, forlagene har fået øjnene op for Jan Lööfs gamle, men stadig aktuelle billedbøger. Man må blot håbe, at de danske forlæggere er klogere end deres puritanske svenske kolleger, der ikke kan lade være med at pille ved klassikerne, hvis de finder dem politisk ukorrekte.
Kommentarer