Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
-om rejseskildringen I Sverrig (1851)
For en forfatter af det nittende århundrede er rejseskildringens genre standardrepertoire. Århundredets mode dikterer, at unge og velstillede mænd skal gennemrejse kontinentet for at blive dannede, og da mange forfattere deltager i denne rejseaktivitet, eksisterer rejselitteraturen i overflod.
Når vi i dag citerer H. C. Andersens berømte statement: at rejse er at leve, er der i det nittende århundredes borgerlige selvforståelse tale om den mest selvfølgelige konstatering, for man har jo slet ikke levet anstændigt, hvis man ikke har været på dannelsesrejser gennem Europas historiske og kulturelle centre.
Mellem oktober 1840 og juli 1841 følger Andersen tidens strømninger og rejser sydpå, og året efter udkommer forfatterskabets mest berømte rejseskildring, En digters bazar (1842). Her kan man følge Andersens oplevelser i “klassiske” europæiske kulturhovedstæder, eksempelvis Rom, Smyrna, Konstantinopel, Dresden og Wien.
Siden følger flere rejser sydover, men mellem 1848 og 1850 sætter første slesvigske krig begrænsninger for dannelsesrejsernes normale sydvendthed. Det Tyskland som hidtil har været et venligsindet naboland, en hjemmebane for danske kulturforbindelser, ikke mindst for Andersens forfatterskab, er med eet blevet fjendeland, og Andersens legendariske udlængsel må i denne periode finde et andet territorium.
Skandinavisme
Allerede i 1836 har H. C. Andersen “opdaget” nabolandet, den gamle arvefjende Sverige. På en kanalrejse fra Göteborg til Stockholm har han truffet forfatterkollegaen, den i samtiden vidt berømte Fredrika Bremer (1801-1865), og da den slesvigske krig lukker adgangen til syden, opfordrer Bremer i april 1849 Andersen til at realisere en længere rundtur i Sverige, som hun personligt vil tilrettelægge.
Andersen tager imod det generøse tilbud, og den 17. maj 1849 afgår dampskibet Øresund fra København med kurs mod Helsingborg. Herfra går turen til Göteborg, ad kanalvejen til Stockholm, videre mod universitetsbyen Uppsala, Säterdalen, Siljan, Falun, Dannemora-gruberne, Elfkarleby-vandfaldet og adskillige andre obligatoriske turistattraktioner.
Andersens rejse følger en slags the-best-of-Sverige-forskrift og desuden har forfatteren det for turister usædvanlige privilegium at være indkvarteret hos adelsmænd, kammerretspræsidenter, landshøvdinger og digterkollegaer langs sin rejserute; H. C. Andersen er også i sin samtid en litterær verdensstjerne, ligeså berømt som svenskernes verdensberømte sangerinde Jenny Lind (1820-1887), og han modtages behørigt af nationens fineste blod. Alle nationale stridigheder bilægges ved det prominente besøg.
Ikke overraskende er rejsens litterære produkt – rejseskildringen I Sverrig (1851) – en regulær kvittering for den overvældende gæstfrihed hvormed broderfolket modtager digteren. Omstændighederne for rejsen smitter naturligvis af på fremstillingen af det svenske, som overfor læseren idylliseres gennem et “mytologiserende” dobbeltgreb.
På den ene side understreges svenskernes vikingemoral, hvilket fremhæver fortidens skandinaviske fællesskab: danskere er egentlig svenskere og vice versa, antyder Andersen. Og på den anden side modelleres Sverige efter eksotiske skemaer, sådan at Andersens vandring i Djurgården, en park i det centrale Stockholm, sender digterens fantasi mod romerske Villa-Borghese, en offentlig park i det centrale Rom anlagt af kardinal Scipione Borghese i 1605:
“Man er i Borghesernes have, man er ved Bosperus og dog højt i Norden.” Og tableauet udvikler sig til en nærmest markedsførende opfordring til læseren om at overveje en tur til Sverige: “Kom med til Byströms Villa; den ligger på Stenklippen deroppe hvor de store Egetræer klamre sig fast… Paa Klippen her er deiligt at bygge, og Bygningen staaer, og det næsten heelt af Marmor, et Casa santa d’Italia, som baaret gennem Luften herop til Norden.” Hvorfor rejse helt til Italien, når man blot kan besøge “Nordens Italien” på den anden side af sundet?
Sverige er urskandinavisk, og Sverige er Syden i Norden. Dertil kommer det svenske folks harmoniske karakter. Andersens besøg i Dalarne illustrerer at afstanden mellem de højest og de lavest placerede i samfundets pyramide altid kan overkommes:
“Sundhed, Arbeidslyst og fornøiet Sind er Dalbondens Rigdom; selv føler han sig fra gammel Tid ædelfødt, han er “Husdrott;” til Kongen siger han Du. Da under Kong Carl Johan (konge af Sverige 1818-1844) een af dennes Sønnesønner kom op i Dalarne, traadte en gammel Bonde hen til ham, trykkede hans Haand og bad: Vil Du også hilse din gamle Farfader i Stockholm!” Ifølge Andersens analyse trives det svenske monarki tilsyneladende glimrende, hvilket er ganske enestående midt i det nittende århundrede, hvor Europa ellers hjemsøges af revolutioner.
Videnskab og poesi
Andersens rejseskildring hylder “svenskheden” og appellerer samtidig til en øget skandinavisk bevidsthed. I Sverrig kredser omkring lyriske skildringer af nationens art og er i den forstand tidstypisk. Andersen skriver om svenskernes land, som Adam Oehlenschläger (1779-1850) og Grundtvig (1783-1872) skriver om danskernes: litteraturen er i nationernes tjeneste i det nittende århundrede.
Men ved siden af dette projekt tjener Andersens rejseskildring samtidig også som et stilfærdigt opgør med romantikken i dansk litteratur. I rejseskildringens slutkapitel “Poesiens Californien” fortælles om en ung digter, som standses ved en skillevej, hvor han må vælge en vejleder for sin poesi: han kan følge overtroen, forklædt som en hæslig “gammel Morlille,” eller lade sig vejlede af videnskaben, “den anden skikkelse, Ynglingen, der var dejlig som en cherub.”
Digteren må altså enten følge den fortidige hekselignende skikkelse og anerkende hendes historier om synkende ridderborge, vindebroer, dybe kældre, gruelige skikkelse, spøgelser og trolde. Eller abonnere på fremtiden, miraklernes tidsalder, en verden hvor mennesker betjener sig af dampmaskiner og telegrafer:
“henover Jorden bleve tynde Jernbaand lagte, og henad disse paa Dampens Vinger fløi med Svaleflugt de tungt belæssede Vogne, Bjergene maatte aabne sig for Tidsalderens Kløgt, Sletterne maatte løfte sig. Og gjennem tynde Metaltraade fløi med Lynets Hurtighed Tanken i Ord til fjerne Byer.”
Det er åbenlyst Andersens pointe at den unge digter bør lade sig ledsage af den unge videnskab og ikke den forældede overtro. Digtere skal med andre ord hellere lade sig inspirere af H. C. Ørsteds (1777-1851) nyudgivne fysiske afhandling (Aanden i Naturen, 1850) end gamle heltesagaer.
Moderne digtere lader sig ifølge Andersens program gennemtrænge af “Videnskabens Sollys.” Poesien skal finde sine guldklumper i videnskaben. Det lyder måske som et uskyldigt forslag for en nutidig læser, men i 1850’ernes litterære klima gav Andersens slutkapitel anledning til passioneret debat. Andersens accept af den moderne videnskab og teknologi var for den ældre ven og kollega B. S. Ingemann (1789-1862) så bekymrende, at han kort efter I Sverrigs udgivelse sendte et personligt brev til Andersen, hvori han frarådede den yngre kollegas farlige flirt med naturvidenskaberne.
“De synes mig alt altfor stærkt paavirket af Empirikerne og Naturalisten H. C. Ørsted,” skriver Ingemann, og dermed angives en kommende generations-konflikt i dansk litteratur: på den ene side den gamle garde med Grundtvig, Ingemann og Oehlenschläger som hovednavne, på den anden side de moderne, og med aktier i begge strømninger H. C. Andersen.
Kommentarer