Over 30.000 læsere har været med til at nominere forfattere til ny midlertidig pris. Vinderen offentliggøres den 12. oktober.
Det Svenske Akademi uddeler ingen litteraturpris i år. Det stod klart i foråret, hvor en stor del af akademiets medlemmer trak sig på grund af sager om seksuelle krænkelser og nepotisme. Den 1. oktober blev svenske Jean-Claude Arnault idømt fængsel i to år for voldtægt. Det er første gang siden krigen, at der ikke bliver fundet en nobelprismodtager i litteratur.
Det Nya Akademien
Den svenske forfatter og journalist Alexandra Pascalidou tog i stedet initiativ til at oprette et midlertidigt akademi, Det Nya Akademien. Det skal dels gøre opmærksom på, at litteratur 'skal forbindes med demokrati, åbenhed, empati og respekt', dels uddele en international pris. Svenske bibliotekarer indstillede i sommer kandidater fra hele verden. En åben afstemning på nettet, hvor mere end 30.000 fra hele verden deltog, reducerede feltet til 47 forfattere. Det Nya Akademien finder herefter vinderen blandt de to kvindelige og to mandlige forfattere med flest stemmer.
De nominerede forfattere
For danske læsere er der mange kendte ansigter blandt de 47 udvalgte forfattere. Kvinden bag Harry Potter-bøgerne J. K. Rowling er på for eksempel på listen, ligesom det italienske pesudonym Elena Ferrante, amerikanske Paul Auster, svenske Kerstin Ekman, islandske Jón Kalman Stefánsson og engelske Ian McEwan.
De fire endeligt nominerede forfattere er Neil Gainman, Kim Thúy, Maryse Condé og Haruki Murakami. Sidstnævnte, som i flere år har været nævnt som et stærkt bud på en Nobelpristager, har dog allerede afvist at ville modtage den alternative pris. Ifølge TV2 udtrykker han ’sin taknemmelighed over at være nomineret' og skriver, at det er en stor ære for ham. Men han vil koncentrere sig om sit skriveri uden for mediernes rampelys.
Tre kandidater konkurrerer om prisen
Kim Thúy, født 1968, er fra Vietnam. Hun er ifølge Det Nya Akademien ’kendt for sine korte og elegante historier om at være flygtning eller immigrant, og om de udfordringer der er ved at skulle leve sig ind i en ny kultur.’ På Litteratursiden.dk kalder Cecilie Flinck romanen ’Ru’ for 'poetisk og rørende' i sin anmeldelse.
Neil Gaiman, født 1960, er ’en stjerne på fantasyhimlen med læsere fra hele verden og i alle aldre’ skriver Det Nya Academien. Ifølge forlaget Modtryk er han en prisbelønnet mesterfortæller og manuskriptforfatter. Han er oprindeligt fra England, men har i flere år boet i USA. På Twitter har Neil Gaiman mere end 2,6 million følgere, og han har været gæstestjerne i The Simpsons.
Maryse Condé, født 1937, kommer fra Guadeloupe og har vundet flere store franske litteraturpriser. Det Nya Akademien fremhæver, at hun ’ofte viser hvordan kolonialisme har ændret verden, hvordan ofrene i dag er ved at tage deres kulturelle arv tilbage.’ På dansk er udkommet et af hendes værker, ’Breve til verdensborger 6.000.000.000’.
Vinderen offentliggøres den 12. oktober. Når Det Nya Akademien den 9. december 2018 har overrakt prisen, nedlægger akademiet sig selv.
Af bibliotekar Anette Thede
Læs mere
Det Nya Akademin
Stjerneforfatter takker nej til alternativ nobelpris
Ingen nobelpris i litteratur i år
The Alternative Nobel: Vote opens for a surprizing new Literature Prize -
Kommentarer