Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen
De senere år har budt på en mangfoldighed af lydudgivelser med danske forfattere. I strømmen af cd’er med et litterært tilsnit finder man blandt andre Booktraders LyrikCD-serie, hvor kendte og karakteristiske stemmer som Inger Christensens og Henrik Nordbrandts gemmes til eftertiden.
Man finder ’Poetry Department’, hvor afdøde Poul Borums dybe røst akkompagneres af to yngre jazz-musikere, performancedigteren Adam Drewes’ samarbejde med techno-musikeren Joachim Michaelis på ’Regel Nr. 1’, og – som et af de seneste eksempler – Halfdan E. og Martin G.’s cd- iscenesættelse af Johannes L. Madsens digte, Smarte pletter mellem fingrene’ fra 2003.
Nævnes i denne forbindelse skal naturligvis også genudgivelsen af Per Højholts ’TURBO ’fra 1968. LP’en, der på enestående vis afsøger feltet mellem lyd og lyrik, udkom i sin tid som en lydfortolkning af digtsamlingen af samme navn. I 2002 udgav Exlibris så cd’en ’tilbage til TURBO’, der udover en digital remastering af de gamle spolebåndsoptagelser, også indeholder blandt andre Bjørn Svins, Steffen Brandts og Tue Tracks hyldest til mesteren.
Cd’en og bogen Mellem Stationerne (Borgen 2000) adskiller sig imidlertid fra hovedparten af disse lyrik/musik-udgivelser ved at sammentænke tekst og lyd til ét værk. Christian Yde Frostholms digte, der er trykt i bogen ’Mellem Stationerne’, forholder sig på én gang både til deres eget lydlige udtryk, til Hans Sydows kompositioner på cd’en Mellem Stationerne og ikke mindst til den collage af lyd, der konstant omgiver det skrivende, det sansende jeg. Musikken på cd’en understøtter lyrikken og bliver et læsestrategisk redskab.
”Lyden af undergrundsbanen oppe i lejligheden.
Områder af uvis størrelse
hvor mange menneskers baner krydses.
Radioen der slukkes.
Ensomhedens sluse.
Lyden af resten af verden.”
Sådan skriver Frostholm eksempelvis henover bogens side hhv. 12 og 13. Hverdagslyde trænger ind i lejligheden og ind i digtet og danner en lydkulisse bag tekstens øvrige udsagn. I de citerede strofer er det undergrundsbanen og radioen, der rumsterer.
Andre steder i bogen nævnes fx ’den beroligende lyd af køkkenmaskiner’, ’lyden af varmeapparatet, der slukker’, ’lyden af ventilationen / samtaleanlægget / kasseapparatet / stregkodescanneren’ eller ’lyden af fløjl som lægges sammen i hast’.
Der er tale om et helt register af lyde, som fylder siderne og danner tekststationer, midlertidige opholdsteder, som læseren kan forlade, gå tilbage til, bevæge sig imellem. Udover lydindtrykkene, der er skrevet med grå, men høje bogstaver, består tekstmassen også af mindre, mere reelle digte om drømme, hvor det at flyve, det at blive myrdet, at flygte og at erindre en barndom er genkommende motiver. .
På cd’en, der ligger i en lille plastlomme inden i bogen, bevæger digterens stemme sig ind i en flerhed af musikalske udtryk. Teksten fra bogen står i forgrunden for repetitive, elektroniske melodifragmenter, samplinger af bl.a. råb, ekkoeffekter og kvindestemmer, der både hvisker og gennemløber et par af digtene, som var det skalaer, der skulle øves. Ordene reduceres sine steder til lyde og tematiserer dermed deres egen position mellem betydning og udtryk.
Teksten ’Mellem Stationerne’ har en nogenlunde konstant rytme og en anonym, nøgtern sprogtone. Men det rytmiske tillæg, som man især finder på cd’ens track 5, sætter tempoet i vejret. Der opstår en korrespondance mellem det skrevne ord og den lyd, der kan høres gennem højttaleren. Læsningen ændrer sig; der skabes nye tilgange til læsningen af bogen.
Men i ’Mellem stationerne’ er det, der siges, synges og støjer i baggrunden, ikke af større betydning end det tomrum, der opstår, når lyden dør ud. På samme måde som tonerne på cd’en anslås og forsvinder igen, giver bogens grafiske opsætning god plads til det hvide papir. De grå sætninger, der alle angiver lyde, fx ’Den lille klokke før start’ eller ’Den længere klokketone ved endestationen’, har store flader mellem sig, hvor der intet står. Ofte er de rykket langt ind på siden eller forsøger at gå i forbindelse med en sætning på den modstående anden side.
Man kan sige, at Christian Yde Frostholms digte er komponeret efter en musikalsk idé om stilhedens betydning. De kredser ligesom Hans Sydows musik om fraværet af lyd som kontrast til den aktivitet, de svingninger, der uophørligt går gennem byens rum og sanses af det enkelte menneske. Stilheden mellem stationerne, de flygtige ’områder af uvis størrelse’, hvorigennem læseren, lytteren, jeg’et transporterer sig, får opmærksomhed. ’Der er kun et kort mørke,’ skriver Frostholm imod samlingens slutning, ’mellem stationerne: afgrunde af musik’.
Kommentarer