Det er koldt - meget koldt - i januar 1850, hvor Adam Oehlenschläger ligger for døden i Adelgade. København fryser, og med Ovine fra "Almindeligheden" i huset sættes fokus på de sociale forhold i Guldalderen.
Mette Winge, du har 2 meget forskellige hovedpersoner i din roman "Adam og Ovine". Hvad bruger du disse 2 karakterer til i forhold til handlingen?
En af årsagerne til at jeg valgte de to personer - digterkongen Adam Oehlenschläger, som jo har vandret rundt i København og pigen Ovine, som er min egen opfindelse - er, at jeg gennem de to personer ville forsøge at belyse de store sociale forskelligheder, der var på denne tid.
Forskelle som var til stede i den samme ikke ret lange gade, nemlig Amaliegade, der går tværs over Amalienborg Slotsplads.
Her i den nordre del boede digterkongen i sin allersidste tid, og i gaden lå der tre institutioner, som afspejlede tidens sociale hieraki. Her lå Frederiks Hospital, i dag Kunstindustri Museet, som var for betalende patienter og den dertil knyttede Fødselsstiftelse, hvor både gifte og ugifte kvinder kunne føde, og hvor man også kunne aflevere et uønsket barn. Frederiks Hospital, Fødselstiftelsen og Oehlenschlägers hus ligger der endnu, mens Almindeligt Hospital er væk, selv om det også var en fin bygning, tegnet af Jardin.
I Almindeligt Hospital var 1200 mennesker - fattiglemmer som de blev kaldt - stuvet sammen, og her brød den frygtede kolera, der ramte byen i 1850'erne, ud. Huset fik af mange grunde et slet ry og blev revet ned.
Det der især ‘trickede’ mig var sammenstødet mellem klasserne, her personificeret i digterkongen og den ludfattige pige, der går til hånde på Almindeligt Hospital. Hun har fået stillet i udsigt, at hun en dag kan blive natstuekone - og så vil hun så at sige aldrig får dagens lys at se. En dag støder digterkongen og Olvne sammen, han bliver lidt småforelsket i hende og inviterer hende indenfor, og hun benytter sig af den situation. Jeg bruger de to hovedpersoner til at vise forskellene i livsvilkår på denne tid.
Vi er i Guldalderens København - med nyligt indført demokrati, politisk usikkerhed og mange kulturpersonligheder - hvad fascinerer dig især ved denne periode?
Hvad der især fascinerer mig ved perioden dvs. i begyndelsen af 1850'erne var den vrede, mange følte over Grundloven - den kunne det ‘pæne’ borgerskab ikke fordrage. I historiebøgerne får man det indtryk, at alle var glade for Grundloven. Vel var man ej.
En anden sag var konflikten med Slesvig-Holstenerne - den der blev til det frygtelige nederlag i 1864 - en konflikt vi i 1850 mente, vi ville vinde. Vi bedrog os selv, lullede os ind i en forestilling om, at vi var store og stærke. Endvidere - som nævnt - de hårde sociale vilkår, som mange levede under.
Du er meget til historiske romaner - hvordan er din researchproces, dit forhold mellem fakta og fiktion ... og hvorfor denne genre?
Noget ved jeg i forvejen, men jeg læser mange gamle aviser. Jeg har siddet i ugevis på Det Kongelige bibliotek og stirret ind i læseapparatet for at finde facts om tiden og oplysninger, som tricker min fantasi.
Gamle aviser er en guldgrube for mig.
Det er et svært spørgsmål. med forholdet mellem faktion og fiktion. Her i dette tilfælde er Ovine ren fiktion, så hun er ikke så svær, det er vanskeligere med de ‘rigtige’ personer. I dette tilfælde er det så herligt, at en mængde breve udvekslet mellem Oehlenschläger, hans børn og andre personligheder foreligger trykt - det ville tage al for lang tid at sidde og læse originalerne på Det Kongelige Bibliotek. Når f.eks. den ældste søn er tegnet noget negativt, skyldes det, at han skrev en række for os at se uhyrligheder i brevene til sin far.
"Adam og Ovine" er en "ventetidsroman". Hvad lægger du i det? Du er i det hele taget meget til undertitler - "en guvernanteroman", "en klunketidsroman", "en kærlighedsroman".... Hvorfor vælger du denne form?
Jeg skulle jo finde på en ‘undertitel’, sådan som jeg har det på alle mine romaner undtagen én. Og hvad gør Oehlenschläger? Han venter på den sidste gæst. Det med undertitlerne begyndte med ‘Skriverjomfruen’, som jeg kaldte en ‘guvernanteroman’ for at gardere mig lidt. Guvernanteromaner var ikke noget 1800-tallets (mandlige) anmeldere kunne tage alvorligt - jeg krøb så at sige i ly bag undertitlen, og siden har jeg fortsat. Det er lidt mit kendetegn.
Og endelig er jeg lidt nysgerrig på hvorfor, det ikke var nok at lange andres bøger over disken (som bibliotekar) - med andre ord hvorfor måtte du skrive bøgerne selv?
Det der med, at det ikke var ‘nok at lange andres bøger over disken’ har nok ikke noget med det at skrive at gøre. Jeg havde forladt bibliotekarjobbet ret ung og var blevet lærer på Danmarks Biblioteksskole og beskæftigede mig her med skønlitteratur. På et tidspunkt fik jeg en opfordring fra en redaktør på Berlingske Tidende om at skrive en ‘fiktionskronik’, og så skrev jeg om Charlotta Dorothea Biehl, som jeg var blevet fascineret af.
Og da den var trykt, fik jeg en opfordring fra Johannes Riis til at skrive en roman - og det blev så til ‘Skriverjomfruen’, og med den blev jeg suget ind i et helt andet univers - for det er et andet univers at skrive. Både svært og saligt - når det lykkes - og ikke til at undvære.
Kommentarer