Af cand. mag. Martin Laurberg
Inde på den engelske udgave af Aarhus Universitets hjemmeside, under linket ”Why choose Aarhus?”, får man præsenteret et par gode grunde til at slå teltet op i Århus, hvis man som udenlandsk studerende eller akademiker har lyst til at se sig lidt om i verden.
For eksempel er Aarhus Universitet helt oppe i verdenseliten, når det gælder akademisk standard – det går især godt for det naturvidenskabelige fakultet, som er Skandinaviens bedste. Det er rektor Lauritz B. Holm-Nielsen tilfreds med, i hvert fald ser han meget glad ud på alle de forskellige fotografier af ham, der ligger på siden.
En af de vigtigste grunde til, at man bør rykke til Århus er ifølge hjemmesiden det fænomen, som i en ret komisk marketingsjargon hedder ”The Aarhus Experience”. Det er et blandigsprodukt: Aarhus Universitet er både venligt, professionelt og internationalt orienteret, og desuden er Århus et kulturelt knudepunkt, står der.
Og det som binder hele molevitten sammen – kernen i den unikke ”Aarhus Experience”, kunne man sige – er Universitetsparken, den smukke samling af gule murstensbygninger beliggende i idylliske omgivelser, der får Københavns Universitet til at minde om HT-bygningen på Rådhuspladsen.
For folk der har gået på Københavns Universitet (nogle af os i hvert fald), men som ikke har noget stort kendskab til, hvordan landet rent faktisk ligger, er der noget mærkeligt dragende ved Aarhus Universitet. For eksempel virker universitetet til at være præget af en næsten uhørt hensynsfuldhed over for de studerendes pengepung – frikadellemadderne i Matematisk Kantine har nærmest mytisk status, hvad volumen og pris angår. Og generelt virker stemningen på universitetet til at være intim, hyggelig og venlig på en virkelig dejlig og afslappet måde.
Den slags forestillinger bygger selvfølgelig på fordomme, og virkelighedens AU minder sandsynligvis en hel del mindre om Disneyland. Men sjovt nok er det den samme klichefulde måde at snakke om Århus og Aarhus Universitet på, som ligger i ideen om ”The Aarhus Experience”. Århus sælger sig selv på at være hyggelig og intim, men samtidig professionel og international.
Man kan forholde sig til det på forskellige måder. Hvis man er flink, kan man tale om ”Verdens Mindste Storby” og mene noget positivt. Hvis man er mindre flink, kan man tale om ”Nordens Venedig” med alt, hvad det indebærer af hånlig latterliggørelse af midtjysk provinsmentalitet. Under alle omstændigheder er det sjovt at lægge mærke til, hvor ofte fortællingen om ”The Aarhus Experience” som en unik oplevelse af både internationalt og intimt tilsnit dukker op, når man læser om Århus eller for den sags skyld taler med inkarnerede århusianere. Det er virkelig påfaldende.
Den samme bundhyggelige ”Aarhus Experience” er blevet hældt på litterære flasker i Niels Skovgaards dagbogsroman Unge år – en dagbog fra 60'erne fra 1998. Bogen handler om den unge Jens, der starter på filosofistudiet i midten af 60'erne. Igennem romanen får man fortalt om hans forskellige studiemæssige kriser og problemer med at komme i lag med pigerne, der ikke mindst hænger sammen med de uheldige afholdenhedsidealer, som hans religiøse forældre har givet ham med i bagagen.
Det er bestemt hverken hårrejsende eller nervepirrende læsning. Men der er alligevel noget fint ved Skovgaards bog, fordi dens afdæmpede og hverdagsagtige stil giver anledning til et sjovt og usædvanligt portræt af 60'erne.
60'erne og 70'erne er uden tvivl den mest myteomspundne periode i dansk universitetshistorie. Man kan vist næppe påstå, at det er usædvanligt at høre vor tids borgerlige politikere bryde ud i en bestemt sang: Universitet har siden 60'erne været et rødt imperium, og det skal der saftsuseme gøres noget ved (og også DR)!
På samme måde kan man vanskeligt åbne et nummer af Weekendavisen uden at støde på en halvstuderet leder, der uden at tage nævneværdigt hensyn til virkeligheden kritiserer institutioner, hvor den røde arv fra 60'erne giver problemer – f.eks. Ungdomshuset, hvor 68'ernes urimelige unger kræver dit og dat, og den københavnske plejesektor, hvor de ansatte er for forkælede til at kunne finde ud af at behandle de ældre ordentligt. Kraftedme!
Den røde 60'er-feber spiller en afgørende rolle, når det gælder legitimering af borgerlige holdninger og politiske tiltag. Og for os, der ikke har haft mulighed for selv at opleve det, er det ikke så let at være uenig. Hvem bryder sig om Stalin og Pol Pot?
Det er i lyset af denne fasttømrede historie om 60'ernes røde feber, at Niels Skovgaards roman bliver spændende. For hvis 60'ernes politiske klima sædvanligvis bliver præsenteret som marxistisk på en direkte farlig måde, så er virkeligheden unægtelig en anden for Jens i Skovgaards roman.
Det kommer ikke mindst til syne i et af dagbogens mest karakteristiske opslag, den 13. april 1966, hvor Jens reflekterer over marxismen: ”Hvad nu, hvis Marx har ret i, at den, der har mistet sig selv, skal revolutionere hele samfundet for at komme til sig selv? Så har jeg lang vej hjem.”
Marxisme har her intet som helst med revolution at gøre. Det er nærmere en brik i hovedpersonens ungdommelige forsøg på at komme overens med sig selv og sin baggrund. I det hele taget er hans dagbogsskrifter præget af en ret teenageagtig kogen suppe på forskellige filosoffer, som han støder på igennem sit studie.
Også hos hans mere eller mindre røde venner er det især eksistentielle spørgsmål, der er i hovedsædet. Det er virkelig vanskeligt at se sammenhængen med den velkendte historie om maoismens almagt i 60'erne.
I det hele taget er Unge år en ret usædvanlig roman, når det gælder portrættet af 60'erne. Man får hverken den populære udgave (LSD-trips, nøgne damer i trance, timelange Grateful Dead-koncerter etc.) eller den upopulære udgave (hemmelige rejser til Sovjetunionen, socialistisk indoktrinering, miltitant-dialektiske rygmarvsreflekser på universitetet).
Tværtimod skildrer romanen en række velkendte – lidt for velkendte, faktisk – problemstillinger, som formentlig gør sig gældende for utallige unge mænd i aldergruppen 18-21 år: Sex, dårlig samvittighed, dovenskab, retningsløshed og et problematisk forhold til forældrene. Romanen er tresseragtig. Men på en Århus-agtig måde, i den forstand at den aldrig bliver så international og verdensvendt, at den mister sine intime dimensioner. Det er måske 60'er-udgaven af ” The Aarhus Experience”.
Kommentarer