Aalborg Teater opsætter 'De skønne dage i Aranjuez' af nobelprismodtageren Peter Handke, og du kan se forestillingen gratis hjemme fra sofaen lørdag d. 30. januar kl. 19.
Den østrigske avantgardeforfatter og dramatiker brød igennem med romanen Ulykkelig og uden ønsker i 1972 umiddelbart efter sin mors selvmord. Bogen er en dyster skildring af tiden op til selvmordet og stiller mange at de grundlæggende spørgsmål som resten af forfatterskabet tumler med: Dyb eksistentiel søgen og sorg, krigen, kærligheden som drivkraft og ikke mindst at menneskets erkendelser skal opsøges i selve sproget, dets strukturer og mekanismer – og ikke politik og holdninger i verden omkring os.
Peter Handke er inderlighedens forfatter og har gennem alle årene og det efterhånden store samlede oevre insisteret på at være sin helt egen. En senere del af forfatterskabet trænger også ind i naturen og begreber om tid og varighed, bl.a. i 'Forsøg over svampenarren' fra 2013
I stykket 'De skønne dage i Aranjuez', som Aalborg Teater viser på lørdag, er Peter Handke igen helt inde i maskinrummet i relationen mellem to mennesker og arbejder med det, der gennem de fleste af hans værker er løbet som en rød tråd, nemlig hvordan sproget betyder alt og hvordan ord kan vælte det hele og starte revolutioner, som vi her sidst har set næsten skete i Trumps USA. Således er stykket ”dejligt” aktuelt og med Martin Ringsmose og Camilla Gjelstrup i hovedrollerne er der virkelig lagt op til et intenst og typisk Handke-underspillet drama fra øverste hylde.
Sådan ser du stykket
Stykket finder sted lørdag d. 30. januar kl. 19 med optakt fra kl. 18.40.
Gå til AAT Stream, som er Aalborg Teaters nye digitale scene
Kommentarer