Jakob Ejersbo har skrevet en rå roman om pushermiljøet i Aalborg, som har fået fine anmeldelser i dagspressen. Litteratursiden.dk har talt med forfatteren om arbejdet med bogen.
I anmeldelserne af din bog er du blevet rost meget for din stil, der beskrives som "moderne båndoptager- eller videokamera-realisme". Hvor bevidst er du om din stil, når du skriver?
Jeg mener, at udtrykket "moderne båndoptager- eller videokamera-realisme" er en misforstået term for min stil. Der er intet moderne ved den, og den er ikke gennemgående så nidkært registrerende, som udtrykket giver indtryk af; det er den kun i sekvenser, hvor det har betydning for historien.
Jeg skriver mig ind i en over hundrede år gammel tradition, som trækker på russere som Anton Tjekov, Leo Tolstoj og Ivan Turgenjev samt amerikanere som Ernest Hemingway, Erskine Caldwell, Flannery O'Connor og Raymond Carver og en helvedes masse andre forfattere, der lader deres fortællinger udspille sig i en genkendelig virkelighed. Man kan også sammenligne med en roman som "Kammerater" af Erich Maria Remarque, som var det jeg vil kalde en romanskrædder - og det opfatter jeg ikke som noget nedsættende udtryk.
Hvis man ønsker sig en mere formaliseret beskrivelse af inspirationen bag min stil, så kan man læse de ti bud i Ezra Pounds såkaldte 'Imagisme' som Hemingway brugte til at udviklede sin skrivestil, mens han var en ung mand i 1920'ernes Paris. Ja, i perioder tænker jeg meget over min stil og bruger tid på at læse andre forfatteres tanker omkring stil samt metoder til at opnå forskellige virkninger. Jeg tænker også over det når jeg læser; og jeg læser en hel del - det er nødvendigt for at holde motoren tunet. Når jeg skriver, tænker jeg overhovedet ikke på min stil - da skal den helst være på plads, så jeg kan koncentrere mig om at fortælle historien.
Har du lavet research til bogen?
Ja, jeg har lavet en mængde research. "Nordkraft" foregår i Aalborg, hvor jeg har boet i en årrække og bevæget mig i udkanten af det småpusher-miljø romanen udspiller sig i, så jeg har heldigvis haft en del førstehåndsindtryk at trække på. Men ikke nok til at fremmane den detaljeringsgrad jeg ønskede, for at gøre teksten levende, troværdig og nærværende. Heldigvis har jeg gode venner, som tidligere levede midt i det miljø, og de har været så venlige at hjælpe mig. Derudover har jeg talt med et utal af mennesker, som har hjulpet mig med faktuelle beskrivelser og konkrete oplysninger omkring emner, som jeg ikke har nogen viden om. Jeg har talt med en sømand, en brandmand, en oversygeplejerske, en hundeavler, en læge, en slagter, en tatovør, et par iranske mænd osv. osv.
Hvorfor har du valgt Aalborg og ikke f.eks. Nørrebro som ramme om din roman "Nordkraft"?
Jeg elsker Aalborg, og man kan fodre svin med københavner-litteratur. Aalborg har en dynamisk og lidt rå stemning, som kommer af, at det er en gammel arbejderby med et kæmpe bondeopland. Det kan jeg godt lide. Og så kender jeg Aalborg fra min opvækst og det har været skønt for mig at bruge byen som scene. Provinsen er - efter min ydmyge mening - mindst lige så spændende som Nørrebro, hvis man gider at kradse lidt i overfladen.
Et sted er der skrevet om din roman: "... at den kan komme til at stå som 2000-årenes "Hærværk". Hvad mener du selv om denne sammenligning?
"Hærværk" er jo et fyrtårn i dansk litteratur, så jeg er selvfølgelig glad, hvis der er nogle der mener, at jeg har begået et fyrtårn. Der ud over synes jeg ikke sammenligningen er sønderligt velvalgt; "Nordkraft" benytter sig af tre forskellige fortællerstemmer og beskæftiger sig med en lang række hovedpersoner og endnu flere bipersoner, hvor "Hærværk" i høj grad er centreret omkring en enkelt fordrukken journalist.
Er der en bog, du har læst for nylig, der har betydet meget for dig?
Ja. Jeg genlæser med jævne mellemrum Otto Zeltin: "Tusind mil gennem Sahara"; en mesterlig rejsebog, hvor forfatteren beskriver sin rejse gennem Nord- og VestAfrika fra Algier over Timbuktu til Dakar i 1924 - 7000 kilometer tilbagelagt med jernbane, til hest, på ridedromedar, og padlet frem på Nigeren, fortrinsvis i følgeskab med sine arabiske førere. Bogen er skrevet af en tidligere soldat med et åbent sind, og den har meget at sige også vor tids læsere om vesteuropæisk selvgodhed, materialisme og nykolonialisme, og samtidig giver den et dybt og bevægende indblik i de nordafrikanske ørkenfolks kultur og livsvilkår.
Kommentarer