Litteratursiden.dk deltog i årets bogmesse, Bogforum, i weekenden den 15. til 17. november i Forum i København.
Her havde vi vores egen stand, hvorfra vi præsenterede vores netmagasin.
Samtidig arbejdede vi online - dvs. at vi producerede artikler direkte fra messen - for løbende at holde dig orienteret om bogweekendens begivenheder.
Her nedenfor finder du vores øjebliksbilleder fra messemylderet:
Fupz – talentmassen
Kim Fupz Aakeson i samtale med Ann Mariager om sin nye roman ”Mellemvægt” lørdag kl. 18.00 i Bogcaféen.
Fupz - en af de mest ”læste” forfattere i Danmark fortæller Ann Mariager i sin præsentation af Kim Fupz Aakeson. ”Læste” i citationstegn, fordi han jo ud over bøgerne for såvel børn som voksne har skrevet manuskriptet til flere af de seneste store danske film, bl.a. ”Den eneste ene”.
Kim Fupz Aakeson er bogaktuel med romanen ”Mellemvægt”, som handler om boksning og på spørgsmålet om hvorfor netop lige boksning, svarer han, at hans mor altid vækkede ham om natten, så han kunne se de store kampe med bl.a. Ali og Frazier. Han syntes, at boksning var lige på kanten, men blev samtidig utrolig fascineret, så emnet har ventet på at blive hentet frem i mange år.
Rammen om romanen er atten hverdagshistorier – ”Jeg opdagede hverdagen”, fortæller Kim Fupz Aakeson og skrev og skrev, så enden blev at manuskriptet måtte skæres med ca. 200 sider. ”Det var ligesom at have fantomsmerter”, siger forfatteren.
Der er så meget samtid derude så når man diskuterer fraværet af den store danske samtidsroman, har den i hvert fald eksisteret i dansk film i de sidste 10 år, mener Kim Fupz Aakeson. På spørgsmålet om forskellen på at skrive en bog og arbejde med filmmanuskripter svarer Kim Fupz Aakeson, at man er meget alene om arbejdet med en roman. I filmarbejdet er intruktør og skuespillere med i processen med modstand, energi og inspiration.
Fupz – en mand med mange interesser og talenter, mener Ann Mariager og spørger forfatteren om der overhovedet er noget, han ikke interesserer sig for. Kim Fupz Aakeson tænkte sig længe om og svarede ”Isdans”.
Af Joan Høeg og Vibeke Johansen
Messeglimt: Fra karameller til svinekotteletter
Foran Scenen står en bestemt dame med krydsede arme og ryster beklagende på hovedet: ”Nej, det er desværre ikke muligt at komme ind og høre Jan Kjærstad tale om sin nye roman ”Tegn til Kærlighed”.” Hun står fast på sit, på trods af de bedende øjne og indsmigrende stemmer fra de uheldige, der kom for sent.
Så der er ikke andet for end at vende ryggen til Scenen og tage et vue ud over det store rum. Hvorhen så?
For enden af trappen har DR Multimedier installeret sig – bogstavelig talt. Der er liv og leben og foran den ene pc sidder lillebror på 5 år med øjnene klistret til computerspillet på skærmen og den buttede hånd fast plantet på musen. Lillesøster på 3 år med rottehaler og lyserøde roser i håret sidder ved siden af og ser på. Med jævne mellemrum bliver hun sendt på rov til nabostandens karamelskål. Hun kan næsten ikke nå op over disken, men beslutsomheden fejler bestemt ikke noget.
Længere inde i mylderet står Svend Åge Madsen og signerer bøger. Køen foran ham er et godt billede på messens diversitet: forrest står en 50’årig dame, der både skal have signeret to romaner, postkort og taget et skævt foto af forfatterens ansigt – helt tæt på. Svend Åge Madsen stiller op til det hele. Hvorefter han skriver i to funklende nye romaner for to fnisende piger i starten af tyverne. Læserskaren er bred....
Turen fortsætter ned langs en af de lange gange. Inde til venstre ”Under Uret” er Morten Heiberg og Lars Hjorsthøj i fuld gang med at endevende Heibergs nye kogebog: ”Heiberg helt enkelt”. Der er knald på de to stående herrer, og det ungdommelige – og ligeledes stående – publikum får at vide, at det bliver kanon, hvis man tilbereder svinekotteletter med citronsaft, frem for at voldstege dem ved 480 grader.
Nogle meter længere fremme inde til højre sidder Anne Møller i samtale med Poul Jørgensen. Stolene er dybere, tempoet langsommere, og de siddende tilhørere i gennemsnit 20 år ældre. Hér tales om ”Dronningens nytårstaler gennem 30 år”. På Transcenen udbreder Signe Wenneberg sig om at alle burde have et hus på landet og en have. Det har hun også skrevet en bog om: "Den første have".
Af Sanne Caft og Susanne Gilling
Postkatastrofisk HelleX2
Helle Helle i samtale med Erik Skyum Nielsen om sin nye roman ”Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand” lørdag kl. 14.15 i Bogcafeen.
Det var en veltalende og engageret Helle Helle, der gik i clinch med en lige så veloplagt og skarp litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen om specielt sin nye bog og sit forfatterskabet i øvrigt.
Det er netop offentliggjort, at Erik Skyum-Nielsen hædres med Det Danske Akademis Gelsted-pris på 65.000 kr – et fuldt fortjent valg, som vi ønsker tillykke med.
Helle Helle beskæftiger sig ikke med katastrofer, død og ødelæggelse. I stedet beskæftiger hun sig med FORESTILLINGEN om, hvad der kan ske. Når først katastrofen er sket, agerer og reagerer man, og spændingsfeltet ophæves, hvorimod der i selve forestillingen bibeholdes dynamik og spændingsflader.
På Erik Skyum-Nielsens spørgsmål om, hvorvidt ”Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand” er den samtidsrealistiske problemroman, som kulturjournalister efterspørger, svarede Helle Helle, at andre må bedømme, om det er tilfældet. Herefter udtalte Erik Skyum-Nielsen, at han betragter bogen som en roman om moral og død, om at se hinanden og om at skamme sig. En roman, der skal minde os om livets dyrebarhed og korthed.
Af Nina Wegner og Joan Høeg
Sæt angsten fri
Diana Benneweis om ”Alting har sin pris”, Bogcafeen lørdag kl.12.45
En hudløs ærlig Diana Benneweis fortalte åbent om sin psykose. Efter mange og lange overvejelser besluttede Diana Benneweis sig for at skrive om sin angst og dertil knyttede sygdomsperioder. Hun gjorde det først og fremmest for at få mere åbenhed om psykiske sygdomme – alle må erkende, at selv den stærkeste kan blive svag.
Efter en meget svær periode føler Diana Benneweis sig nu sat fri. Fri til at leve sit liv med dertil knyttede angstperioder – og også få noget godt ud af det.
Det blev et både rørende og infangende møde med en dybt engageret forfatter.
Af Karin Svendsen
Fortidens hvisken
Camilla Christensen om “ Jorden under Høje Gladsaxe”, Bogcafeen lørdag kl. 12.00.
Camilla Christensen fortalte veloplagt om sin meget roste roman ”Jorden under Høje Gladsaxe”. Forfatteren er netop vokset op i dette område. Et område, der på en måde virker historieløst. Fortiden brøler ikke igennem her – det bliver kun til en hvisken. Fortiden er netop, hvad forfatteren har gravet i for at afdække, at alt og alle har en historie. På den måde er ikke menneskene - men området Høje Gladsaxe - hovedpersonen i romanen.
Camilla Christensen tager dybdetemperaturen på et samfund, der udstøder mange. Der bor mange slags mennesker i Høje Gladsaxe. Mange måske med drømmen om noget andet. Gennem romanfiguren Arthur gives et billede af en person, der aldrig har brugt sig selv helt.
Camilla Christensens tale fangede mig ind. Nu har jeg lyst til at møde hendes ord i bogen.
Af Karin Svendsen
Underlivenes penneførere
Stand 112, BOG--FAN , signaturgivning af starletter:
Der er varmt i Bogforum. Alligevel steg temperaturen mærkbart et par grader til bogmessen, mens blikkene hos publikum blev intense og kinderne rødplettede. Her stod de og udøvedede køkulturens trippende forspil for at nå klimaks ved at få et varigt minde af de to bog-starletter, Lone Kindberg og Katja KXXX.
På stand 112 hos BOG-FAN agerede de skrivende skønheder professionelt med faste og svedige greb omkring to kuglepenne, da de lød skriveværktøjet danse over deres respektive bøger "Natashas nætter" og "Stjerne i syndens by".
Førstnævnte er en roman om, hvad der sker, da den 19-årige Therese finder sin nye erotiske identitet som Natasha via en kontaktannonce. "Stjerne i syndens by" er en selvbiografisk bog om Danmarks mest berømte internationale pornomodel, Katja K. Således mødte husarene deres drømmes underliv.
Af Jesper Ploug Mehlsen
“Holdt is still the Queen”...
... konkluderer Jannik Lund i sit interview med gyserforfatteren Annika Von Holdt.
Inspirationen til denne bemærkning kom fra et banner ophængt her i Forum med ordlyden : Koontz is still the King!!!!
Annika Von Holdt har netop udgivet sin anden roman, ”Nattetimen”, der ligesom den tidligere ”Hjemsøgt” foregår i et internationalt miljø, for som forfatteren siger:” Jeg har så svært ved at forestille mig seriemordere i Hellerup.”.
Hun har fået tilbud om filmatisering af den nye thriller, men har takket nej, da man ville forandre rammen om plottet og fortæller desuden, at hun ikke skriver for at tjene penge, men af forfængelighed.
På et spørgsmål om hun fremover kunne tænke sig at skrive femikrimier, svarer Annika Von Holdt, at hun holder meget af at læse krimier, men at hun ellers fortsætter med gysergenren.
Se mere om forfatteren: www.annikavonholdt.com
Af Vibeke Johansen
Sabroes krydderpølser
Morten Sabroe på Tranescenen Forum fredag kl 17:00
Kaos og stand-up-komedie-agtig performance, hvor stikordene var krydderpølser, tørre krydderpølser, kloaklåg og Pia Kjærsgård som årsag til spisevægring trods kraftig sult. På trods af at Morten Sabroe havde misforstået hele seancen, fordi han havde forventet at Johannes Riis fra Gyldendal skulle interviewe ham om ’Den niende kreds’, leverede han et festfyrværkeri af en præsentation af sin nye roman. Den er en blanding af en personlig og ikke privat spændingsroman, slægtsroman, kærlighedsroman, men er måske mest af alt en thriller, sagde Morten Sabroe.
Af Nina Wegner
Lig på bordet
Jørgen Lange Thomsen om "En retsmediciner fortæller" på Tranescenen i Forum, fredag kl 16:40.
En retsmediciners arbejde kender de fleste af os fra fictionens verden, f.eks. fra TV-serien Quincy eller Patricia Cornwells kriminalromaner med Kay Scarpetta som hovedperson. Nu har vi muligheden for at læse de rigtige gode og fascinerende historier fra den virkelige verden.
Jørgen Lange Thomsen fortalte engageret og dynamisk om den nødvendige professionalisme og objektive distance, som er en fundamental del af det retsmedicinske fag. Hans formål med bogen er at formidle viden om det fag, som i sin grundsubstans handler om døden og dens årsager. Dødsfald, som kan være forårsaget af ulykker, mord og ensomhed. Særligt med hensyn til ensomhedsproblematikken udtrykte Jørgen Lange Thomsen et ambitiøst håb om, at bogen kan medvirke til at danskerne kan få det lidt bedre.
Af Nina Wegner
Ikke en burlesk spilopmager.
Benn Q. Holm i samtale med Bo Green Jensen om ”Album” i Bogcaféen fredag kl. 15.30.
Benn Q. Holm har med ”Album” skrevet en på alle måder stor bog: 30 års dansk samtidshistorie med karakterer fra flere generationer. På Bo Green Jensens spørgsmål om forfatterens holdning til, at bogen er lanceret som slægtsroman – en lidt belastet genrebetegnelse - svarede Benn Q. Holm, at slægtsroman er et bedre bud end samtidsroman. Forfatteren betragter i øvrigt denne trang til rubricering som et spørgsmål om salgstrick.
Udgangspunktet for romanen er en gårdejers jordsalg i 1971, som resulterede i udstykning til sommerhusgrunde, hvilket således markerer overgangen fra landbrugsland til fritidssamfund. Det er her kernen af samtidsroman findes.
Et kendetegn i alle Benn Q. Holms 8 bøger er den realistiske bestræbelse. Forfatteren har altid haft virkeligheden med i sit forfatterskab, for som har udtaler, overser moderne travle menneker de kulisser, de lever i, og han har i de seneste bøger bevæget sig mod en mere nøgen realisme. Bogen beskæftiger sig dog kun med få af periodens skelsættende hændelser. Det er udtryk for et bevidst fravalg, for at disse begivenheder ikke skulle skygge for skæbnedramaet.
Bo Green Jensen pointerede, at ”Album” er blevet godt modtaget af alle anmeldere, undtaget Lars Bukdahl i Weekendavisen. Til det svarede Benn Q. Holm, at han ikke har haft intentioner om at være en burlesk spillopmager.
Benn Q. Holm og Bo Green Jensen var enige om, at anmelderne befinder sig i en enten-eller verden, hvor forfatter enten skriver bredt, realistisk eller skarpt og psykologisk dybt og formmæssigt sprælsk. Benn Q. Holm er et glimrende eksempel på, at en forfatter sagtens kan være stilistiske formeksperimenterende, moderne, underholdende og litterær på samme tid.
Af Joan Høeg
Jakob Stegelman: Truslen fra det ukendte
Jacob Stegelman på Tranescenen fredag kl. 12.40.
Jakob Stegelman har siden 1999 haft en klumme af samme navn på Berlingske Tidendes bagside. Det er klummerne der nu er samlet i denne bog, som er ”en hyldest til kulturens storslåede afkroge”.
På Tranescenen startede Stegelman med at give en advarsel – bogen er ikke litterær nok og jo mere man læser, jo dårligere smag får man! Videofilmen blev sat på og publikum kunne more sig over klip fra forskellige B-film. Fælles for disse var at de handlede om randeksistenser, som fx. den danske skuespillerinde Jytte Stensgaard der har deltaget i en række engelske film, hvor hun bl.a. har spillet et væsen fra det ydre rum. Stegelman viste os også morsomme klip fra flere andre film, fx monstret der er lavet af papmache, klip fra en film af Poul Nyrup (!) og ”Goliath og vampyrene”.
Ud over film indeholder bogen også klummer om tegneserier og musik.
Af Stine Bjerregaard
Et rigtigt debutant-"Kys"!
Eddie Thomas Petersen fik årets debutantpris for romanen “Kys”.
Som manuskriptforfatter og filmintruktør er modtageren af årets debutantpris, den 51 årige Eddie Thomas Petersen, ingen novice i kulturverdenen. Han fik prisen for sin skønlitterære debut, murstensromanen “Kys”, der i kritikken er blevet kaldt en blanding mellem Benn Q. Holms store roman ”Album” og Kim Fupz Aakesons socialreslistiske roman ”Mellemvægt”. Romanen er udgivet på Samlerens Forlag, og det er 4. gang årets debutant er fundet blandt forfattere udgivet på Samleren.
Mona Madsen, formanden for debutantudvalget, motiverede prisen, som ikke har været omgærdet med samme nysgerrighed som tidligere år. Mange havde nemlig regnet med, at Jakob Ejersbo skulle have prisen for sin anmelderroste succesroman ”Nordkraft”, men han var, som Mona Madsen udtrykte det, så uforsigtig at sløse sin debut væk for nogle år siden med en novellesamling, der var knap så opsigtsvækkende. Eddie Thomas Petersen fik prisen dels for sine rammende person- og miljøskildringer, dels for sin evne til at skabe intense spændingsscener.
Sponsor for debutantprisen på 10.000 kr. er det nye dagblad ”Dagen”. Prisen blev overrakt af avisens kurturredaktør, Christian Ditlev Jensen. Eddie Thomas Petersen udtrykte sin glæde for prisen, fordi det bekræftede ham i, at andre end familiemedlemmer har lyst til at læse hans roman. Forfatteren sagde endvidere, at han lægger vægt på at skrive noget, der rører os og gør os levende igen.
Af Joan Høeg
Læs Erik Skyum-Nielsens åbningstale i Information
Kaffekrus og pebernødder
Lørdag kl. 9.32 – morgenstemning på bogmessen:
Rundt omkring på de mange stande pusler udstillerne omkring og ordner væltede bogstabler, lægger pjecer i stakke og småsnakker hyggeligt med folkene i nabostandende. Uden for de store glasdøre samles en forventningsfuld flok af bogmessebesøgende, der skal ind og se de kendte, høre de interviewede, præsenteres for nettjenesterne og bladre i bøgerne. Dørerne åbnes kl. 10.00 denne lørdag morgen i Forum, hvor bogmessens anden dag skal til at begynde. Og efterhånden som de første par timer går, glider de besøgende forbi i efterårsovertøj og med kataloget knuet i hånden, mens deres øjne scanner de mange tilbud. ”Der går Elsebeth Egholm”, ”Har du set Svend Åge Madsen?”, ”Jeg så lige Isabella Miehe-Renard med et fjernssynshold.”
Sådan er bogmessen en skønsom blanding af litteraturglæde, købmandsskab og stjernejagt.
Af Sanne Caft
Kommentarer