Tænk at være i stand til at udtrykke sin altoverskyggende passion og store kærlighed til nogle af de smukkeste dyr i verden visuelt. Hvert dyr er fotograferet med et særligt blik for den styrke og sårbarhed, det rummer.
Både Helle Olsen og Uri Golman er fotografer for National Geographic, de er Canon Ambassadører, og Helle er medlem i Kvindelige Eventyrers Klub, mens Uri er medlem i Eventyrernes Klub. De arbejder halvdelen af året med at fotografere i de fjerneste egne af verden, mens den anden halvdel bruges hjemme i Danmark på at skrive artikler og bøger.
Project WILD er fotografernes forsøg på både at få verdens ledere, men i særdeleshed også alle os andre, til at se hvad verden mister, hvis ikke vi gør noget! Det har de gjort, ved at bruge oceaner af tid, på at skabe fantastiske billeder af Afrikas truede natur. Deres fotografier viser dyrene i deres naturlige omgivelser, sådan som det bør være, men ikke bliver ved at være meget længere, hvis ikke vi mennesker passer på. Fotografierne moraliserer ikke, i stedet benytter de en form for omvendt logik, hvor de viser os det smukke, som vi er så heldige at have adgang til, for at vi netop kan huske på at værdsætte det. ’Se hvad vi alle sammen har. Lad det forblive sådan!’. Fotografierne indeholder en ærlighed og renhed, som vi ikke kan vende os bort fra. Skønheden i savannens mangfoldighed, ægtheden i gorillaernes blide, spørgende blik og elefanternes venlige, rolige fremtoning, sender det klareste signal, hvis vi tør kigge.
Parret har skabt verdens vigtigste mantra ’WHAT YOU LOVE – YOU WILL PROTECT’. Uri siger at ’Målet er at redde den sidste vilde natur. Og det tror vi på, at vi kan. For vores kærlighed har lært os, at ting godt kan lade sig gøre, hvis man tror på dem’ . Og de ved om nogen, hvad det vil sige at kæmpe. Under optagelserne til ’Vores Vilde Verden’ på TV2, hvor seerne kunne følge dem komme helt tæt på bjørne, ulve, jaguarer og mange andre dyr på de forskellige kontinenter, var de begge ved at miste livet på et marked i Gabon. En mand angreb dem umotiveret med en kniv, som han stak Uri med i lever og hjerte. I dag er Uri så langt i sin genoptræning, at han kan tale og han træner hårdt for at komme til at gå ubesværet igen.
Budskabet i bogen er ikke påtrængende og ikke engang synligt. Man ved blot, at bogen er en reminder om, at det vi har, ikke varer evigt. Og ufrivilligt et Uri blevet et bevis på foranderligheden og sårbarheden, men han er i endnu større grad et bevis på, at alt kan lade sig gøre, hvis blot man beslutter sig for det. Verden har brug for flere som Helle og Uri.
Kommentarer