Anmeldelse
Voss
Nobelprismodtagerens sælsomme og poetiske kærlighedshistorie er en barsk skildring af livet i Australien i 1800-tallet.
Johann Ulrich Voss er en tysk botaniker, der er ankommet til Australien, fordi han har besluttet at foretage en ekspedition på tværs af kontinentet. Voss er en sær og ensom mand, som er besat af at ville udforske dette ukendte land. Han har sikret sig økonomisk støtte fra en velhavende protektor, hr. Bonner, og fundet fire ledsagere til rejsen.
Da Voss besøger hr. Bonner, møder han Laura Trevelyan, Bonners forældreløse niece, som har boet hos familien, siden hun var barn. Voss og Laura fatter ikke umiddelbart sympati for hinanden, men på en picnic taler de om Voss' ekspedition og indser begge, at de sjælsbeslægtede. En uge før Voss’ ekspedition holder fru Bonner en fest for at fejre deres afgang, og da Laura efter middagen finder Voss i haven, indrømmer hun, hvor fascineret hun er af ham, men også at hun er bekymret for ham.
Voss forestiller sig hendes bønner som "små stykker hvidt papir", der følger ham på vej. Han føler sig i så tæt forbindelse med Laura, at han undervejs skriver til hende og foreslår hende ægteskab. Yderligere to deltagere tilslutter sig ekspeditionen, som nu bevæger sig ind i den ørken, der ender med at forandre dem alle.
Romanen er fyldt med atmosfæriske og sanselige beskrivelser. Sproget er poetisk og præcist, og teksten vidner om stor indsigt i den menneskelige natur. Voss gæster ægtepar Sanderson, som naboerne mener er uvirksomme, fordi de læser skønlitteratur:
”De havde hele rækker af læderindbundne bøger, som de altid var i færd med at fortære. De valgte afsnit ud til hinanden, som var det små stykker af mørt kød, og bagefter strålede de med en næsten fysisk glæde.”
Tempoet er sat, så teksten tages ind, som befandt man sig på ryggen af en hest gennem landskabet. Forfatterens skildring af forholdet mellem Voss og Laura er både bevægende, hjerteskærende og skrevet med dyb forståelse. Det er ikke en historie, der er let at læse, men du når ind til i fortællingens hjerte, føles oplevelsen lige som at sidde som beskuer til et teaterstykke, der udfordrer på både tempo og følelser.
Romanen indeholder en langsomhed, men også stor poesi som romanen Stoner, tilsat ubarmhjertige skildringer af tilværelsen i det 19. århundrede, der leder tankerne hen på den amerikanske roman Sønner. Det er en fortælling, man skal give sig tid til, da den ikke slipper med det samme igen.
Den australske forfatter Patrick White modtog Nobelprisen i litteratur i 1973, men på trods af det, er han forholdsvist ukendt i Danmark.
Nobelprismodtagerens sælsomme og poetiske kærlighedshistorie er en barsk skildring af livet i Australien i 1800-tallet.
Johann Ulrich Voss er en tysk botaniker, der er ankommet til Australien, fordi han har besluttet at foretage en ekspedition på tværs af kontinentet. Voss er en sær og ensom mand, som er besat af at ville udforske dette ukendte land. Han har sikret sig økonomisk støtte fra en velhavende protektor, hr. Bonner, og fundet fire ledsagere til rejsen.
Da Voss besøger hr. Bonner, møder han Laura Trevelyan, Bonners forældreløse niece, som har boet hos familien, siden hun var barn. Voss og Laura fatter ikke umiddelbart sympati for hinanden, men på en picnic taler de om Voss' ekspedition og indser begge, at de sjælsbeslægtede. En uge før Voss’ ekspedition holder fru Bonner en fest for at fejre deres afgang, og da Laura efter middagen finder Voss i haven, indrømmer hun, hvor fascineret hun er af ham, men også at hun er bekymret for ham.
Voss forestiller sig hendes bønner som "små stykker hvidt papir", der følger ham på vej. Han føler sig i så tæt forbindelse med Laura, at han undervejs skriver til hende og foreslår hende ægteskab. Yderligere to deltagere tilslutter sig ekspeditionen, som nu bevæger sig ind i den ørken, der ender med at forandre dem alle.
Romanen er fyldt med atmosfæriske og sanselige beskrivelser. Sproget er poetisk og præcist, og teksten vidner om stor indsigt i den menneskelige natur. Voss gæster ægtepar Sanderson, som naboerne mener er uvirksomme, fordi de læser skønlitteratur:
”De havde hele rækker af læderindbundne bøger, som de altid var i færd med at fortære. De valgte afsnit ud til hinanden, som var det små stykker af mørt kød, og bagefter strålede de med en næsten fysisk glæde.”
Tempoet er sat, så teksten tages ind, som befandt man sig på ryggen af en hest gennem landskabet. Forfatterens skildring af forholdet mellem Voss og Laura er både bevægende, hjerteskærende og skrevet med dyb forståelse. Det er ikke en historie, der er let at læse, men du når ind til i fortællingens hjerte, føles oplevelsen lige som at sidde som beskuer til et teaterstykke, der udfordrer på både tempo og følelser.
Romanen indeholder en langsomhed, men også stor poesi som romanen Stoner, tilsat ubarmhjertige skildringer af tilværelsen i det 19. århundrede, der leder tankerne hen på den amerikanske roman Sønner. Det er en fortælling, man skal give sig tid til, da den ikke slipper med det samme igen.
Den australske forfatter Patrick White modtog Nobelprisen i litteratur i 1973, men på trods af det, er han forholdsvist ukendt i Danmark.
Kommentarer