Det her er mor i skarp sauce, eller med et ordret citat fra Gornicks mor ”Why be happy when you could be normal”. Barsk og herlig læsning.
Bogen udspiller sig i den bebyggelse i Bronx, hvor Vivian Gornick voksede op i 1930erne og 1940erne. Ejendommen huser primært jødiske immigranter, der kender hinanden ud og ind, og hvor sladderen løber hurtigere end ild. Hendes mor føler sig hævet over de øvrige beboere, da hun taler amerikansk uden accent, og familien samtidig har et vindue mod gaden, i stedet for udelukkende at vende ud mod baggården.
Moderen er skarp og intelligent men får på ingen måde udnyttet sit potentiale. Hun er en dygtig husmor, men uden glæde. Til gengæld fortæller hun vidt og bredt om sit vidunderlige ægteskab, som bygger på sand og evig kærlighed. Da faderen dør, påtager hun sig rollen som den evigt sørgende på trods af visse afsløringer om faderen.
Vivian har en meget tæt relation til sin mor, man kan næsten sige en ødelæggende relation, og læren af denne bog må være, at det er meget svært at undslippe sin mor, hvor gerne man end vil.
Barndomserindringerne brydes af nutidige samtaler med moderen. Da Vivian er blevet voksen og som oftest bor alene, går hun lange ture rundt i New York med sin mor, mens de fører en ofte ubetalelig dialog. Bogen udkom i 1987, forfatteren er født i 1935, og samtalerne finder sted, da moderen er i 80erne men still going strong.
Forordet er meget passende skrevet af Leonora Christina Skov, og hun sammenligner bogen med andre skildringer af forældre, især mødre, og barndomstraumer som fx Delphine de Vigan, Cheryl Strayed, Linn Ullmann osv. Og ikke mindst Leonora Christina Skov selv, der må have følt sig meget hjemme i disse dialoger med moderen.
Kommentarer