Marie Auberts roman om familie, barnløshed og jalousi rammer lige i solar plexus.
’Voksne mennesker’ er en af de bøger, der fylder ganske lidt i fysisk form, men alligevel formår at fortælle en stor og vedkommende historie. Ida er jeg-fortælleren, der i løbet af de 168 sider får rusket godt op i familierelationerne og skabt rav i den. Hun skal i sommerhus og fejre sin mors fødselsdag sammen med sin søster, søsterens kæreste og bonusdatter samt morens nye mand. Noget der kunne være hyggeligt, hvis bare hun ikke var single med et tikkende biologisk ur. Og hvis bare lillesøsteren ikke havde gode nyheder.
Marie Aubert er en norsk forfatter, der i 2016 debuterede med novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem. ’Voksne mennesker’ er meget velfortjent nomineret til Bokhandlerprisen 2019 i Norge. Det er en virkelig god og rammende historie, der på fineste vis beskriver, hvordan en eksistentiel krise kan skabe søgang i både den kriseramte og omgivelserne. Emner som indbyrdes familieforhold, barnløshed, magtesløshed og jalousi behandles indsigtsfuldt via mere eller mindre tåkrummende indre og ydre samtaler. Man fornemmer det absolut naturlige i de følelser, der udelades gennem disse samtaler. Selvom de skader, så er de på samme tid mærkeligt forløsende.
Forsiden udstråler samme enkelhed som historien. En kvinde der er ude at svømme. Med enkelheden følger alle de usynlige lag, som forfatteren på intelligent vis får puttet ind på de få sider.
Kommentarer