Anmeldelse
Violinbyggeren af Henrik Strube
'Violinbyggeren' er sympatisk realisme: Based on a true story og taget under - bogstaveligt talt - kærlig behandling. Læs den fængslende fortælling!
Henrik Strube, af undertegnede primært kendt som musiker, har med 'Violinbyggeren' begået en fantastisk roman - intet mindre. Det forekommer mig ofte at være interessant, når kunstnere vælger ikke at efterleve det noget begrænsende ordsprog, der byder skomageren at blive ved sin læst. Ind imellem ville man så alligevel ønske, at de havde gjort det – og andre gange fryder man sig over, at det virkelig viste sig, at vedkommende havde flere strenge at spille på. Dét har Strube, og hvor er det godt, at han gør det!
Romanen udspiller sig i et kriminelt miljø udenfor København, hvor Sonny, omstændighederne til trods, forsøger at leve et nogenlunde hæderligt liv med sin teenage-søn Peter, jobbet som taxachauffør – og bibeskæftigelsen som pengeopkræver for Lyngbys narkobaron. Og hvor paradoksalt det end måtte forekomme, var jeg som læser på intet tidspunkt i tvivl om, at Sonny dybest set er en ret fin fyr.
Desværre går det sådan, at Sonny kommer til at skyde en mand, som afgår ved døden på stedet. Den sympatiske, men plagede, politimand Arvid Hansen opklarer sagen, og Sonny får 16 års fængsel. Men stadigvæk: Vi er på Sonnys side! Hans bekymring for sønnen, som han ikke kan være noget for, og som selv er på vej ud i kriminalitet, er hjerteskærende. Og Sonnys psyke er på ingen måde gearet til 16 år bag tremmer. Men lykkeligvis ejer han evnen til fordybelse, og hans mentale redning bliver arbejdet med at bygge violiner.
Historien i sig selv er absolut værd at fortælle, men for mig blev det primært personerne og deres dialoger, som fik romanen til at krybe ind under huden. Man kan mærke forfatterens respekt, hvilket bringer den troværdighed ind i værket, som er så afgørende for oplevelsen.
'Violinbyggeren' har fællestræk med så forskellige værker som Jonas Bengtssons 'Submarino' (det hårdkogte miljø med en ”blød” mand i, som ihærdigt forsøger at gøre det bedste for sin søn), 'Skaknovelle' af Stefan Zweig (tilværelsen i fængslet, hvor den indsatte opsluges af et emne) og 'Jammersminde' af Leonora Christine Ulfeldt (man kan få meget ud af lidt, når man ikke har adgang til andet).
'Violinbyggeren' er sympatisk realisme: Based on a true story og taget under - bogstaveligt talt - kærlig behandling. Læs den fængslende fortælling!
Henrik Strube, af undertegnede primært kendt som musiker, har med 'Violinbyggeren' begået en fantastisk roman - intet mindre. Det forekommer mig ofte at være interessant, når kunstnere vælger ikke at efterleve det noget begrænsende ordsprog, der byder skomageren at blive ved sin læst. Ind imellem ville man så alligevel ønske, at de havde gjort det – og andre gange fryder man sig over, at det virkelig viste sig, at vedkommende havde flere strenge at spille på. Dét har Strube, og hvor er det godt, at han gør det!
Romanen udspiller sig i et kriminelt miljø udenfor København, hvor Sonny, omstændighederne til trods, forsøger at leve et nogenlunde hæderligt liv med sin teenage-søn Peter, jobbet som taxachauffør – og bibeskæftigelsen som pengeopkræver for Lyngbys narkobaron. Og hvor paradoksalt det end måtte forekomme, var jeg som læser på intet tidspunkt i tvivl om, at Sonny dybest set er en ret fin fyr.
Desværre går det sådan, at Sonny kommer til at skyde en mand, som afgår ved døden på stedet. Den sympatiske, men plagede, politimand Arvid Hansen opklarer sagen, og Sonny får 16 års fængsel. Men stadigvæk: Vi er på Sonnys side! Hans bekymring for sønnen, som han ikke kan være noget for, og som selv er på vej ud i kriminalitet, er hjerteskærende. Og Sonnys psyke er på ingen måde gearet til 16 år bag tremmer. Men lykkeligvis ejer han evnen til fordybelse, og hans mentale redning bliver arbejdet med at bygge violiner.
Historien i sig selv er absolut værd at fortælle, men for mig blev det primært personerne og deres dialoger, som fik romanen til at krybe ind under huden. Man kan mærke forfatterens respekt, hvilket bringer den troværdighed ind i værket, som er så afgørende for oplevelsen.
'Violinbyggeren' har fællestræk med så forskellige værker som Jonas Bengtssons 'Submarino' (det hårdkogte miljø med en ”blød” mand i, som ihærdigt forsøger at gøre det bedste for sin søn), 'Skaknovelle' af Stefan Zweig (tilværelsen i fængslet, hvor den indsatte opsluges af et emne) og 'Jammersminde' af Leonora Christine Ulfeldt (man kan få meget ud af lidt, når man ikke har adgang til andet).
Kommentarer