Vinden i Piletræerne af Kenneth Grahame

Et frydefuldt genlæs af de herlige historier om den kære Muldvarp, Grævling, Rotte og Tudse og alle deres forunderlige eventyr. Meget smuk ny udgivelse af uvurderlig børnebogsklassiker.

’Vinden i Piletræerne’ udkom oprindeligt i 1908 og er Kenneth Grahames fortællinger til sin søn Alastair. David Roberts illustrationer er fra samme årstal, men deres udtryk passer på en eller anden måde perfekt ind i nutiden. Det tidsløse går igen i bogens fortællinger om dyrene og deres liv ved flodbredden og Vildskoven. En forårsdag beslutter den ydmyge, men modige, Muldvarp, at kravle op fra jorden for at se på verden. Naturen kalder, og inden længe har han mødt Rotte, som inviterer Muldvarp med ud at sejle på floden. Rotte er lidt af en poet og en dygtig fortæller, og snart er Muldvarp nysgerrig efter at møde den indbildske, flyvske Tudse på Tudseborg og den sky, men kloge Grævling, som bor i Vildskoven, hvor farlige væsler og ræve truer. Bogen er inddelt i 11 kapitler, som med humor og mystik fortæller om vennernes dramatiske eventyr.

1908 var en tid præget af opbrud, ny teknologi og samfundsændringer. Hvis man ønsker at fortolke ’Vinden i Piletræerne’, er det let at læse massernes oprør mod det elitære ind i teksten. Udlængslen var stor, og mange af kapitlerne handler da også om at søge ud i verden og stræbe efter nye muligheder. For mit eget vedkommende nød jeg bare at læse bogen og nyde de herlige historier, smukke illustrationer og ikke mindst karaktererne med de store personligheder. Der er noget intenst og særdeles farverigt over dyrenes oplevelser, som understøttes perfekt i tegningernes fine farvespil og ypperlige streg. Man får helt lyst til at få dem op på væggen, så de kan nydes hver eneste dag.

Fra barn husker jeg tydeligt den elskelige, godmodige Muldvarp og den skøre, men tossegode, Tudse, som altid kommer galt afsted med sin seneste fikse idé. Noget af det jeg holder allermest af, er deres enorme loyalitet, åbenhed og tolerance overfor hinanden med masser af plads til tilgivelse. Altid kan jeg finde nye nuancer og lag i fortællingerne og griner og snøfter undervejs. ’Vinden i Piletræerne’ er børnebogen, jeg aldrig bliver træt af.