Anmeldelse
Vildgræs ved flodlejet
Første værk på dansk af en af Japans vildeste digtere. Det er på alle måder magiske digte.
Hiromi Itos digte er rystende, fortryllende og radikalt anderledes. De er smukke og ulækre og virkelig en oplevelse - en oplevelse jeg vil bære i mig for altid. De handler om mennesket i naturen og naturen i mennesket, om babyer, lig, vildtvoksende planter, kløende udslæt, om fædre og om mødre. Digtene følger naturens principper, så derfor er døden ikke nødvendigvis enden på livet i ‘Vildgræs ved flodlejet’. Menneske- eller hundelig kan tale eller blive levende igen. For i naturen genopstår planterne til næste år, og livet bæres videre i efterkommerne:
“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter /
De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn”
Efterordet, skrevet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm, indeholder mange gode perspektiver på digtene. Her foreslås det at kalde samlingen for en digt-roman. Det er meget passende, for der løber et sammenhængende narrativ om en mor og hendes børn igennem alle digtene. Familien rejser fra lufthavn til lufthavn i en søgen efter et sted at slå sig ned, men det er ikke let, når man har dårlige pas og ikke er velkomne. Efter længere tids omflakken vender de hjem igen til flodlejet i Japan, hvor de i sin tid er kommet fra. Her lever de blandt planterne og dyrene på naturens præmisser. En tilværelse, der er så fremmed, at myndighederne endda gør et forsøg på at fjerne børnene fra moren.
Migration, hjemstavn og det fremmede er centrale temaer i digtene. Menneskets migration og planternes migration knyttes sammen og spejles i hinanden:
“Der er et beskidt mærke i dit pas, / Fortalte manden, der arbejdede der, mig, / Du kan ikke få det beskidte mærke af, / For at ordne det problem, / Er du nødt til at tilpasse dig / Så du kommer til at ligne dem, der voksede naturligt i det her land, / Også selvom du ikke oprindeligt voksede her naturligt / (Lad dig bære fra dit hjemland til fremmed jord, blive vildtvoksende, naturaliseret og forplante dig)”
Det er en af digtsamlingens smukkeste pointer: Det er kun vi mennesker, der optegner grænser og dømmer hinanden inde eller ude. Planterne skeler ikke til landegrænser, men bevæger sig frit og gør nye steder til deres hjem. I naturen giver det ikke mening at tale om rigtigt og forkert, naturligt og fremmed. Dyrene og planterne er bare til; de lever og dør og fødes på ny.
Et andet aspekt er sproget. Der er en besættende rytme i digtene, der fuldstændigt hypnotiserer læseren. Det er ordenes magi og skaberkraft, vi oplever. Hiromi Ito bliver omtalt som en shamanistisk digter, og digtene føles da også som gådefulde trylleformularer. Læs dem og bliv overvældet.
Første værk på dansk af en af Japans vildeste digtere. Det er på alle måder magiske digte.
Hiromi Itos digte er rystende, fortryllende og radikalt anderledes. De er smukke og ulækre og virkelig en oplevelse - en oplevelse jeg vil bære i mig for altid. De handler om mennesket i naturen og naturen i mennesket, om babyer, lig, vildtvoksende planter, kløende udslæt, om fædre og om mødre. Digtene følger naturens principper, så derfor er døden ikke nødvendigvis enden på livet i ‘Vildgræs ved flodlejet’. Menneske- eller hundelig kan tale eller blive levende igen. For i naturen genopstår planterne til næste år, og livet bæres videre i efterkommerne:
“At leve / Er mere almindeligt / End at dø for planter / De kommer tilbage / De fortsætter /
De dør ikke / De rejser sig fra de døde / De bliver levende igen / De vokser frem igen, lige meget, hvad de møder / De føder et utal af børn”
Efterordet, skrevet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm, indeholder mange gode perspektiver på digtene. Her foreslås det at kalde samlingen for en digt-roman. Det er meget passende, for der løber et sammenhængende narrativ om en mor og hendes børn igennem alle digtene. Familien rejser fra lufthavn til lufthavn i en søgen efter et sted at slå sig ned, men det er ikke let, når man har dårlige pas og ikke er velkomne. Efter længere tids omflakken vender de hjem igen til flodlejet i Japan, hvor de i sin tid er kommet fra. Her lever de blandt planterne og dyrene på naturens præmisser. En tilværelse, der er så fremmed, at myndighederne endda gør et forsøg på at fjerne børnene fra moren.
Migration, hjemstavn og det fremmede er centrale temaer i digtene. Menneskets migration og planternes migration knyttes sammen og spejles i hinanden:
“Der er et beskidt mærke i dit pas, / Fortalte manden, der arbejdede der, mig, / Du kan ikke få det beskidte mærke af, / For at ordne det problem, / Er du nødt til at tilpasse dig / Så du kommer til at ligne dem, der voksede naturligt i det her land, / Også selvom du ikke oprindeligt voksede her naturligt / (Lad dig bære fra dit hjemland til fremmed jord, blive vildtvoksende, naturaliseret og forplante dig)”
Det er en af digtsamlingens smukkeste pointer: Det er kun vi mennesker, der optegner grænser og dømmer hinanden inde eller ude. Planterne skeler ikke til landegrænser, men bevæger sig frit og gør nye steder til deres hjem. I naturen giver det ikke mening at tale om rigtigt og forkert, naturligt og fremmed. Dyrene og planterne er bare til; de lever og dør og fødes på ny.
Et andet aspekt er sproget. Der er en besættende rytme i digtene, der fuldstændigt hypnotiserer læseren. Det er ordenes magi og skaberkraft, vi oplever. Hiromi Ito bliver omtalt som en shamanistisk digter, og digtene føles da også som gådefulde trylleformularer. Læs dem og bliv overvældet.
Kommentarer