Der er skruet helt op for klicheerne i forsøget på at slå en humoristisk og ungdommelig tone an. Resultatet er tåkrummende pinligt.
Lad mig slå det fast med det samme, mens eventuelle Renberg-fans endnu har muligheden for at stoppe læsningen og klikke væk fra denne anmeldelse: Jeg kommer ikke til at anmelde Vi ses i morgen positivt. Hvem er denne historie skrevet til? Hvad skal den? Hvad vil den? Jeg ved det ikke.
I forsøget på at skrive en humoristisk, energisk fortælling har Renberg stillet et helt igennem utroværdigt persongalleri op. Vi præsenteres for teenage-emoen Tiril, som hader hele verden, hendes kernesunde gymnastsøster Malene, som har påtaget sig at tage sig af faren, selvsamme far Pål, der er endt i en total deroute, fordi han er blevet bidt af at gamble på nettet i et forsøg på at komme økonomisk på fode, den kristne, pæne pige Sandra, som har et alvorligt svedproblem og har forelsket sig i den farlige bad-boy Daniel William og så Tjensvoll-banden, som måske nok er onde udenpå, men rigtig kiksede indeni. Hør bare her:
”Yeeeeeep, det er Rudi her, ja.”
”Rudi, hej, mand! Det er Pål du ved, Pål fra gamle dage, firserne, eye of the tiger, the final countdown, holy diver …”
”You been out too long in the midnight sea! Hey, stadig ingen bjælder der ringer, whassupdude?”
Nu var der en anden lyd i stemmen.
”Jo, tænkte at det er så længe siden. Mødes? Vi må ses, gå en tur, hvad med tirsdag aften, Gosenskoven, ved den store sten, klokken ni, når jeg er ude at gå med hunden?”
”Superplan, Påli, you holy diver. Ha ha. Hørt at Dio døde? Det er sgu den vej det går. Ses!”
Romanen klipper frem og tilbage mellem de forskellige personer i korte indre monologer og samtaler med romanens andre karakterer. En teknik, som er set før og som kan fungere godt, hvis forlægget er oprigtigt. Men i nærværende roman, hvor personerne er overdrevet karikerede og aldrig får nogen dybde, bliver formen virkelig udmattende og anstrengende.
I virkeligheden kan jeg godt lide idéen med at lade Kaizers Orchestra komponere et booktrack til romanen (en pendant til et soundtrack), men her gælder samme spilleregler som for film: Hvis filmen er dårlig, så får man ikke megen lyst til at høre soundtracket. Tanken om at genopleve atmosfæren fra Gosenskoven eller karaktererne fra Vi ses i morgen i Kaizers Orchestras sang med samme titel giver mig alt andet end lyst til at finde nummeret på YouTube. Desværre.
For en Knausgårdfan som jeg er det ekstra skuffende, at Renberg, som jeg har fulgt igennem flere af bindene i Min Kamp, og som i den grad har været genstand for idolisering og misundelse fra Knausgårds side, ikke leverer varen. Jeg har ikke tidligere læst noget af Tore Renberg, så jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om, om det blot er denne roman, som er kikset for den ellers meget produktive forfatter, eller om romanens stilistik er gennemgående i forfatterskabet - men der skal noget overvindelse til, før jeg kaster mig ud i endnu et Renberg-univers.
Kommentarer