Anmeldelse
Vi lever - vist? af John Nehm
- Log ind for at skrive kommentarer
To veninder, Margrethe og Ebertha, der har et livslangt venskab bag sig, korresponderer med hinanden. Deres breve handler om hverdagens små besværligheder, frygten for fremtiden og minder fra fortiden.
Anbefalet af bibliotekar Stine Juhl Hall, Ledøje-Smørum Bibliotek
De er blevet for gamle til at pakke virkelighed og deres meninger ind i vat. Så der ryger nogle finker af fadet, når de to damer udveksler synspunkter om hinandens livssyn og små mærkeligheder.
Livet er en pose blandede bolsjer
Margrethe og Ebertha har vidt forskelligt gemyt og psyke.
Margrethe ser lyst på tilværelsen og har gode, kærlige minder om ægteskabet med den nu afdøde Carl.
Ebertha har ikke meget til overs for minderne om sin alkoholiserede, skørtejæger af en ægtemand, Kjeld.
Begge har de børn, der på den ene eller anden måde skuffer; Margrethes drenge er begge fraskilte og drikker for meget, så de klager deres nød, når de er på besøg.
Eberthas succesfulde, men forjagede søn styres af mobiltelefonens ring og har aldrig tid til at besøge hende.
Fra den ene yderlighed til den anden – og hvad er virkelighed?
Gennem hele historien sidder læseren med en uvished om, hvad der er virkeligt, og hvad der er medicinsk fremkaldte hallucinationer:
Margrethes hjemmehjælper er sød og dygtig. Ebertha får stort set aldrig hjemmehjælp, og når hjemmehjælpen endelig kommer, er de ugidelige og uforskammede.
Margrethe bor i samme boligkompleks som en operasanger, der synger i gården, og det varmer hendes hjerte. Ebertha har en brolægger som overbo, der hamrer og banker hele tiden, så loftet er ved at styrte ned.
Margrethes læge kommer på hjemmebesøg og giver sig tid til at tale og spise frokost med hende. Eberthas nabo beskylder hende for at stjæle hendes ugeblade.
Ensomheden og misundelsen
Det er tydeligt, at både Margrethe og Ebertha savner nogen at tale med, som ikke er familie eller pligtbekendtskaber.
Men da Margrethe møder en mand ved navn Søren, har Ebertha kun spot tilovers for Margrethe nyfundne lykke.
Margrethe og Søren hygger sig sammen, taler om litteratur og minder. Men jo mere Margrethe og Søren nyder hinandens selskab, desto flere spydigheder afgiver Ebertha om deres forhold.
Det samme sker, da Ebertha møder en gammel flamme, Jørgen, og pludselig begynder at se lyst på tilværelsen.
De er dog lige gode om at affærdige hinandens nye venner som nassende lykkeriddere.
"Vi liver – vist?" er en sød, morsom og hjertevarm brevveksling mellem to gamle veninder, der står ved livets ende. Bogen giver en vis indsigt i, hvordan alderdommen må være for nogle. De to damer er i hvert fald fyldt med selvironi, humor, og byder på nogle yderst spydige bemærkninger om samfundet og livet. Til trods for deres til tider overvældende angst og ensomhed, er de eftertænksomme og drager omsorg og kærlighed for hinanden.
Aschehoug, 1994. 123 sider.
Lån bogen på
- Log ind for at skrive kommentarer
To veninder, Margrethe og Ebertha, der har et livslangt venskab bag sig, korresponderer med hinanden. Deres breve handler om hverdagens små besværligheder, frygten for fremtiden og minder fra fortiden.
Anbefalet af bibliotekar Stine Juhl Hall, Ledøje-Smørum Bibliotek
De er blevet for gamle til at pakke virkelighed og deres meninger ind i vat. Så der ryger nogle finker af fadet, når de to damer udveksler synspunkter om hinandens livssyn og små mærkeligheder.
Livet er en pose blandede bolsjer
Margrethe og Ebertha har vidt forskelligt gemyt og psyke.
Margrethe ser lyst på tilværelsen og har gode, kærlige minder om ægteskabet med den nu afdøde Carl.
Ebertha har ikke meget til overs for minderne om sin alkoholiserede, skørtejæger af en ægtemand, Kjeld.
Begge har de børn, der på den ene eller anden måde skuffer; Margrethes drenge er begge fraskilte og drikker for meget, så de klager deres nød, når de er på besøg.
Eberthas succesfulde, men forjagede søn styres af mobiltelefonens ring og har aldrig tid til at besøge hende.
Fra den ene yderlighed til den anden – og hvad er virkelighed?
Gennem hele historien sidder læseren med en uvished om, hvad der er virkeligt, og hvad der er medicinsk fremkaldte hallucinationer:
Margrethes hjemmehjælper er sød og dygtig. Ebertha får stort set aldrig hjemmehjælp, og når hjemmehjælpen endelig kommer, er de ugidelige og uforskammede.
Margrethe bor i samme boligkompleks som en operasanger, der synger i gården, og det varmer hendes hjerte. Ebertha har en brolægger som overbo, der hamrer og banker hele tiden, så loftet er ved at styrte ned.
Margrethes læge kommer på hjemmebesøg og giver sig tid til at tale og spise frokost med hende. Eberthas nabo beskylder hende for at stjæle hendes ugeblade.
Ensomheden og misundelsen
Det er tydeligt, at både Margrethe og Ebertha savner nogen at tale med, som ikke er familie eller pligtbekendtskaber.
Men da Margrethe møder en mand ved navn Søren, har Ebertha kun spot tilovers for Margrethe nyfundne lykke.
Margrethe og Søren hygger sig sammen, taler om litteratur og minder. Men jo mere Margrethe og Søren nyder hinandens selskab, desto flere spydigheder afgiver Ebertha om deres forhold.
Det samme sker, da Ebertha møder en gammel flamme, Jørgen, og pludselig begynder at se lyst på tilværelsen.
De er dog lige gode om at affærdige hinandens nye venner som nassende lykkeriddere.
"Vi liver – vist?" er en sød, morsom og hjertevarm brevveksling mellem to gamle veninder, der står ved livets ende. Bogen giver en vis indsigt i, hvordan alderdommen må være for nogle. De to damer er i hvert fald fyldt med selvironi, humor, og byder på nogle yderst spydige bemærkninger om samfundet og livet. Til trods for deres til tider overvældende angst og ensomhed, er de eftertænksomme og drager omsorg og kærlighed for hinanden.
Aschehoug, 1994. 123 sider.
Lån bogen på
Kommentarer