Vi vil ikke være voksne – altså på den kedelige måde. Mia og Kristian kæmper med at komme ud af voksenlivets trædemølle.
Mia og Kristian er et velbegavet og privilegeret ungt par midt i tyverne. Mia skal til at skrive sin ph.d., og Kristian flirter lidt med at lave tegneserier, alt imens han arbejder som tjener. Alt burde være lyst og lykkeligt, men hverdagens trivialiteter er ved at slå deres parforhold i stykker. Voksenlivet med ansvarlighed, faste jobs og følelsen af at ”det lavede jeg også i går”, er ved at gøre indhug i en ellers før så velfungerende dagligdag.
Det er bare for meget for dem at tage ansvar for forholdet og erkende at hvis livet er trivielt, er det dybest set deres egen skyld. Især Kristian har svært ved at give slip på ungdomslivets ”uansvarlighed”. Det var så meget bedre da de var yngre, og han magter ikke selv at lægge indhold i forholdet. Begge kender selvfølgelig til at "kloge mennesker keder sig ikke", og det gør at de har rigtig svært ved at tale om hvad der er galt. Gråzonen mellem ung og voksen kan være svær, og det er trist læsning når alt nu kunne være så godt.
Flere og flere unge har fokus på det at skulle være perfekte eller unikke. Det gør sig også gældende i denne roman om to unge der (måske) er blevet offer for medierne og tidens overeksponering og iscenesættelse af det talentfulde, det meget smukke, det perfekte.
Anna Friis har skrevet en rigtig god debutroman der skiftevis i kapitler giver stemme til to unge mennesker anno 2011. Hun formår virkelig at beskrive deres liv - fuldstændig udsuget for liv. Hver dag er mere kedelig end den foregående. Det er gråt i gråt. Det er vældig godt beskrevet hvordan indholdsløst samvær dræber. Men det er måske fordi jeg er blevet så gammel og grå at jeg genkender deres liv som et helt almindeligt liv - ikke spektakulært, ikke ekstraordinært, bare et helt almindeligt liv i livets trædemølle.
Kommentarer