En stærk fortælling om styrken ved at være anderledes og om, at forældre må elske deres børn, selvom nogen kræver mere tid og tålmodighed end andre.
Det er svært at være anderledes, at have alt for meget energi og opdage, at ens forældre synes, man er alt for meget og vil gøre alt, for at man skal være som andre børn. Alting er meget nemmere, hvis man er som de andre.
Hasse har virkelig meget energi. Han kan ikke være stille og gøre det, han bliver bedt om uden at lave en masse, han ikke burde på samme tid. Han er meget kreativ og ustyrlig, hvorimod hans søster Hanne er helt anderledes og ordentlig. Deres far begynder at ryste, når han ser Hasses mange påfund. Uanset om Hasse bruger mors læbestift til at tegne blomster på toilettet, så wc-dromedaren kan spise dem, eller om han henter de mest specielle fugle langt oppe i træerne.
Hasse og Hanne er gode til at lege sammen. De putter pandekager i lommerne og fodrer luftdragerne med dem, og om aftenen kravler Hasse ned i kommodeskuffen, hvor han kæmper med mælkekarton-folket. En dag kommer far hjem med nogle piller til Hasse. Nu bliver Hasse rolig. Han klipper hækken med helt lige kant og river alting pænt sammen, ligesom far og mor kan lide. Far mener, Hasse og Hanne er verdens bedste team.
Hanne spørger Hasse, om ikke han hellere vil være den gamle Hasse, og han svarer: "Næh, … far og mor kan bedst li’ mig sådan her". Det er dråben for hende, så en nat hælder hun hans piller ned til wc-dromedaren, går grædende ind og vækker sine forældre og siger til dem, at inden de gav Hasse de piller, var de verdens bedste team. Og det bliver de igen, da Hasse igen bliver den Hasse, han nu engang er. Verdens bedste team er sammen igen, og til slut ser man de to søskende flyve afsted med to drager, fulgt af hvide fugle med pandekager i både næb og kløer.
Hasse og Hanne er i den grad modsætninger, men komplementerer hinanden helt perfekt. Måske er det ADHD, som Hasse har, og pillerne er Ritalin, men det er i virkeligheden uvæsentligt, for det vigtige er, at hans måde at være på er lige så acceptabel som hans rolige søsters. 'Verdens bedste team' er en virkelig fin bog, der sætter fokus på emner, som voksne også synes er svære at tale om.
Lilja Scherfig er en forrygende fortæller og får fortalt en både rørende, sjov, sørgelig, men også lidt uhyggelig historie. Hun skriver ofte om aktuelle konflikter mellem børn og voksne, og hun er virkelig dygtig til at sætte fokus på disse konflikter. Lea Hebsgaard Andersens illustrationer er unikke og også hendes brug af farver og former.
Kommentarer