Anmeldelse
Venushår af Mikhail Sjisjkin
- Log ind for at skrive kommentarer
Venushår er en overdådig kolos af en roman. Udfordrende og krævende, men også medrivende og generøs i sin kunstneriske rigdom.
En navnløs tolk med russisk baggrund sidder i Schweiz i en instans, hvor man behandler asylansøgere, og en del af romanen er referater af interviews med asylansøgerne om deres baggrund og historie, reel eller opdigtet. Men tolken interesserer sig også for historie, og den oldgræske forfatter Xenofons beretning om de persiske krige flettes også ind i romanen - sammen med tolkens erindringer om det kuldsejlede forhold til Isolde og de breve, han skriver - men aldrig sender - til deres søn. Læg hertil citater fra dagbøger skrevet af en engang kendt men nu afdød sangerinde, som tolken fik fat på i forbindelse med et kuldsejlet biografi-projekt - så har man romanens udfordrende og komplekse struktur.
Det er Sjisjkins suveræne kunstneriske greb, der får alt dette til at leve og spille sammen. Han veksler mellem stilarter, når han skriver oldtidens og første verdenskrigs blodige historier sammen med nutidige intense oplevelser af for eksempel Rom og Amalfikysten. Han skriver sangerindens dagbøger, hvor et menneske følges fra ungdommens naivitet til alderdommens afklarethed, sammen med beretningen om sin håbløse kærlighed til Isolde, der aldrig kunne glemme sin Tristan.
Værket er i høj grad båret af sin livfuldhed, sin vitalitet, sin præcision i detaljen, og det er min påstand, at uanset hvor, man som læser vil dykke ned i værket, vil man blive grebet og sultent forfølge den handlingssammenhæng, man er blevet draget ind i. Værket samler sig mod slutningen mere og mere som en stigende, berusende fuga i ord, så at sige. Titlens ‘Venushår’ er en bregne, et kærlighedssymbol, hvis sporer ligger overalt, parate til at bryde igennem, hvor og når mulighed gives, og kærligheden og kærlighedens kraft og fortællingen og fortællingens kraft er romanens indhold, budskab og styrke.
Sjisjkin (f. 1961 i Moskva) har modtaget fornemme priser for sit forfatterskab, og det er fuldt berettiget, viser denne første oversættelse af ham på dansk. Forlaget bebuder, at ville følge op med hans seneste værk, ‘Brevbogen’ fra 2011, og det må imødeses med spænding.
- Log ind for at skrive kommentarer
Venushår er en overdådig kolos af en roman. Udfordrende og krævende, men også medrivende og generøs i sin kunstneriske rigdom.
En navnløs tolk med russisk baggrund sidder i Schweiz i en instans, hvor man behandler asylansøgere, og en del af romanen er referater af interviews med asylansøgerne om deres baggrund og historie, reel eller opdigtet. Men tolken interesserer sig også for historie, og den oldgræske forfatter Xenofons beretning om de persiske krige flettes også ind i romanen - sammen med tolkens erindringer om det kuldsejlede forhold til Isolde og de breve, han skriver - men aldrig sender - til deres søn. Læg hertil citater fra dagbøger skrevet af en engang kendt men nu afdød sangerinde, som tolken fik fat på i forbindelse med et kuldsejlet biografi-projekt - så har man romanens udfordrende og komplekse struktur.
Det er Sjisjkins suveræne kunstneriske greb, der får alt dette til at leve og spille sammen. Han veksler mellem stilarter, når han skriver oldtidens og første verdenskrigs blodige historier sammen med nutidige intense oplevelser af for eksempel Rom og Amalfikysten. Han skriver sangerindens dagbøger, hvor et menneske følges fra ungdommens naivitet til alderdommens afklarethed, sammen med beretningen om sin håbløse kærlighed til Isolde, der aldrig kunne glemme sin Tristan.
Værket er i høj grad båret af sin livfuldhed, sin vitalitet, sin præcision i detaljen, og det er min påstand, at uanset hvor, man som læser vil dykke ned i værket, vil man blive grebet og sultent forfølge den handlingssammenhæng, man er blevet draget ind i. Værket samler sig mod slutningen mere og mere som en stigende, berusende fuga i ord, så at sige. Titlens ‘Venushår’ er en bregne, et kærlighedssymbol, hvis sporer ligger overalt, parate til at bryde igennem, hvor og når mulighed gives, og kærligheden og kærlighedens kraft og fortællingen og fortællingens kraft er romanens indhold, budskab og styrke.
Sjisjkin (f. 1961 i Moskva) har modtaget fornemme priser for sit forfatterskab, og det er fuldt berettiget, viser denne første oversættelse af ham på dansk. Forlaget bebuder, at ville følge op med hans seneste værk, ‘Brevbogen’ fra 2011, og det må imødeses med spænding.
Kommentarer